Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
13:45 12.08.2021 Anna Sol Jørgensen

Justitsministeriet: Dialog om dato for offentlighedslovs-drøftelser er i gang

Justitsministeriet er i dialog med partierne om mødedatoer for drøftelser af offentlighedsloven.

Det oplyser ministeriet i et skriftligt svar til Journalisten, efter at Dansk Journalistforbund forleden i en mail sendte en ”venlig, men bestemt påmindelse” til ministeriet og Folketingets retsordførere for at få sat skub i drøftelserne.

Drøftelserne har flagret i luften siden april, hvor Venstre åbnede for at lempe offentlighedsloven. Dagen efter varslede justitsminister Nick Hækkerup (S), at han ville indkalde partierne til drøftelser, men siden har det altså stået mere eller mindre stille.

Nu forventer ministeriet dog, at der afholdes møde med partierne ”i den kommende tid”, lyder det i det skriftlige svar. Justitsministeriet kan dog ikke komme en dato eller tidsfrist for mødet nærmere.

I sin mail fremlagde Dansk Journalistforbund fem konkrete forslag til ændringer i offentlighedsloven.

”Alle fem forslag er tilsammen med til at kunne skabe større åbenhed, og det er det, vi rigtig gerne vil have, og som corona har vist, at der er brug for,” sagde formand Tine Johansen i tirsdags.

SENESTE NYT

Flere nyheder