Morten Bødskov (S) har i en skrivelse til Indfødsretsudvalget advaret medlemmerne om, at læk af fortrolige dokumenter kan være strafbart. Han prøver at få medlemmerne til at holde tæt, lyder det fra mediejurist.
Folketingsmedlemmer kan straffes med bøde eller fængsel i op til seks måneder, hvis de uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger.
Beskeden, og især afsenderen, er opsigtsvækkende. Justitsminister Morten Bødskov (S) advarer i en skrivelse til medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg om at lække materiale til pressen. Det skriver Information i dag.
Baggrunden for advarslen er en snart to uger gammel historie, bragt i dagbladet Information. Artiklen afslørede, at den nye justitsminister planlagde at bryde konventionen om statsløse – altså samme manøvre, der tidligere i år kostede Birthe Rønn Hornbech (V) tjansen som minister. Informations artikel var baseret på fortrolige dokumenter, og det er tilsyneladende den slags historier, justitsministeren gerne vil undgå i fremtiden.
Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kan ikke se, at Justitsministeriet har et sagligt grundlag for sådan en skrivelse.
»Informations artikler belyser, at der kunne være sket et konventionsbrud ved behandling af statsløse. (Det) fremgår klart af retspraksis, at lækager ikke er i strid med tavshedspligten, når de sigter på at afdække ulovligheder,« siger Oluf Jørgensen til Information.
Han mener, at Justitsministeriets hensigt med skrivelsen har været at få medlemmerne af Indfødsretsudvalget til at holde tæt med dokumenter.
Sådan noget ser man meget sjældent. Vi skal helt tilbage til 2004, hvor daværende Forsvarsminister Søren Gade indskærpede tavshedspligten overfor Udenrigspolitisk nævn, efter to sager om mulig fangemishandling begyndte at florere i pressen, skriver Information.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dejligt at se Oluf Jørgensen på barrikaderne. Danske journalister skal være glade for at have denne klippe.