Juryformand: Graverjournalisterne skal ud af kontorerne

Den nye juryformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik er træt af snakken om graverjournalistikkens deroute. Vejen frem er involvering af brugerne. »Graverjournalistik behøver ikke kun være noget, man laver på et ildelugtende kontor.«

Den nye juryformand i Foreningen for Undersøgende Journalistik er træt af snakken om graverjournalistikkens deroute. Vejen frem er involvering af brugerne. »Graverjournalistik behøver ikke kun være noget, man laver på et ildelugtende kontor.«

Den undersøgende journalistik skal droppe længslen efter gamle dage, hvor bemandingen var bedre og ressourcerne flere – og i stedet gribe de nye muligheder, der er opstået inden for datamining og involvering af brugerne.

Det siger Christian Jensen, chefredaktør på Information, som netop er blevet udpeget til juryformand til FUJ-prisen. Ifølge Christian Jensen er den undersøgende journalistik faktisk inde i en god gænge

»Selv om der er færre ressourcer til at lave graverjournalistik end tidligere, har der åbnet sig en række nye muligheder, som undersøgende journalister bare skal gribe,« siger han og henviser til, at der ligger et kæmpe potentiale i for eksempel datamining , involvering af brugerne og samarbejde med informationsaktivister som Wikileaks.

Hans egen avis Information har for eksempel lavet en serie, hvor man med hjælp fra læserne kortlagde overvågningskameraer i Danmark.

I for langt tid er der blevet talt om at alt var bedre i gamle dage og at læserne forsvinder, siger Christian Jensen.
»Det kan godt være sandt, men vi kan ikke bruge det til ret meget. Hvis vi vil lave undersøgende journalstik, må vi tilbyde os til de læsere, vi har.«

Ifølge Christian Jensen er der i dag mulighed for at lave undersøgende journalistik på en mere involverende måde end tidligere.

»Graverjournalistik behøver ikke kun være noget, man laver på et ildelugtende kontor, hvor der ikke er blevet luftet ud i lang tid, og hvor bananfluerne flyver rundt, mens man leder efter den lille brik i det store billede. Undersøgende journalistik skal også være involverende, og det gives der bedre muligheder for nu.«

Han siger, at uddannede journalister er i skarp konkurrence med informationsaktivisterne, der er dygtige teknologisk set, men kan knap så meget på det journalistiske, integriteten og etikken.
»Det er dyder, jeg gerne vil være med til at fremhæve.«

Hvad ser du som begrænsninger for at lave undersøgende journalistik i disse år?

»Det er objektivt set klart, at alle medier har færre ressourcer til at lave journalistik end for nogle år siden. Det er et vilkår. Jeg begræder det ikke. Det er bare et vilkår. Med de ressourcer vi har, må vi bare gøre det så godt som muligt.«

Der er frist for indstilling til FUJ-priserne 2012 på lørdag. Der er fem kategorier i alt.

0 Kommentarer