Normalt har en journalist ret til at beskytte sine kilder ved ikke at vidne i retten.

Men på grund af alvoren i sagen om et muligt læk fra Forsvarets Efterretningstjeneste og PET, hvor fire personer i december blev anholdt og sigtet for lækage af oplysninger, kan den ret måske inddrages.

Sådan lyder vurderingen fra Jørn Vestergaard, professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, efter at en stribe journalister forleden blev indkaldt til vidneafhøring om sagen hos politiet.

Det skyldes, at de fire er sigtet efter straffelovens paragraf 109, der handler om at røbe eller videregive statshemmeligheder og oplysninger, der kan have betydning for forholdet til fremmede magter.

Strafferammen for overtrædelse af den paragraf lyder på op til 12 år – et såkaldt kvalificeret tillidsbrud, og er dermed særligt alvorlig. Derfor er der andre rammer for, hvordan journalister kan pålægges vidnepligt, end når der er tale om almindelige tavshedsbrud, der er omtalt i straffelovens paragraf 152-153c.

”Reglerne om vidnefritagelse i sådanne tilfælde gælder kun, hvor videregivelse af fortrolige oplysninger alene er omfattet af de almindelige regler om overtrædelse af tavshedspligt om straffelovens § 152.”

”Det særlige ved en sag om overtrædelse af § 109 er, at der ikke er adgang til vidnefritagelse, selv om kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning.”

Pilen peger nok i retning af vidnepligt

Det er før blevet forsøgt at pålægge journalister vidnepligt. Det skete blandt andet i en sag om dansk militærs operationer i Irak. Men i den sag handlede det om brud på den almindelige tavshedspligt, og derfor var strafferammen væsentligt lavere.

Det var også tilfældet i sagerne om tidligere PET-chef Jakob Scharf og tidligere efterretningsofficer i FE Frank Grevil, der også var tiltalt efter straffelovens paragraf 152-153c, der kan straffes med bøde eller op til tre års fængsel.

I de tilfælde er det én del af retsplejeloven, der bliver kigget på, når det skal afgøres, om journalister skal pålægges vidnepligt.

Det er dog et andet punkt, der kan komme til at gælde i en så alvorlig sag som den nuværende – nemlig stk. 5 under § 172.

Der skal dog stadig finde en afvejning sted, når det skal besluttes, om en journalist skal pålægges vidnepligt, selv om sagen er alvorlig.

Det er retten, der skal vurdere en række betingelser, blandt andet om hensynet til opklaringen af sagen klart overstiger hensynet til kildebeskyttelsen.

Og det kan den komme til at gøre i en sag om mulig lækage fra efterretningstjenesterne, hvor der er rejst sigtelser efter paragraf 109, vurderer Jørn Vestergaard, der understreger, at det op til retten at foretage afvejningen.

”Alt andet lige vil pilen nok pege i retning af at pålægge vidnepligt i en sag om overtrædelse af § 109, der jo handler om at røbe statshemmeligheder,” siger Jørn Vestergaard og tilføjer:

“Det kan vel forventes, at de pågældende journalister er utilbøjelige til at udtale sig til politiet, og det er de i deres gode ret til. Der kan måske blive tale om indenretslige afhøringer. I så fald kan det blive aktuelt for journalisterne at påberåbe sig princippet om forbud mod pligt til selvinkriminering, hvis de ved at afgive forklaring ville røbe egne overtrædelser og derved udsætte sig selv for strafforfølgning. Så de gør nok klogt i at have en advokat ved deres side.”

Skal have afgørende betydning

Trine Baumbach, professor i strafferet ved Københavns Universitet, hæfter sig imidlertid ved, at overtrædelsen af paragraf 109 også skal være alvorlig.

”Hvis det kun er en mindre overtrædelse, er det ikke nok, at strafferammen er på 12 års fængsel. Den konkrete overtrædelse skal også være det,” siger hun.

Derudover skal det have afgørende betydning for opklaring af sagerne, at journalister hentes ind med pålagt vidnepligt.

”Det skal ikke bare være nice at have fået den viden. Det skal have afgørende betydning. Det er svært at sige, hvornår det er, men det skal være et vigtigt efterforskningsskridt,” siger Trine Baumbach.

Trine Baumbach minder også om, hvorfor der overhovedet er en særregel for journalister, når alle borgere som udgangspunkt skal vidne i retten.

”Det har vi, fordi det er utroligt vigtigt, at medierne på alle borgernes vegne kan oplyse om betændte sager i samfundet for at bekæmpe magtmisbrug for eksempel,” siger hun og tilføjer:

”Kildebeskyttelsen er dermed ikke sat i verden for at beskytte journalister, men for at beskytte kilder, så vi kan sikre kilder, hvis de ikke kan gøre det med fuld identitet.”

Afviser at deltage i afhøringer

Det er journalister fra Politiken, Berlingske, Weekendavisen, DR, Ekstra Bladet, 24syvs programdirektør, Simon Andersen, samt en selvstændig journalist, der er blevet indkaldt til vidneafhøring. Det er dog langt de færreste, der møder op til en afhøring.

”Vi har takket pænt nej til en afhøring. Hvis der bliver en retssag foran en dommer, stiller vi selvfølgelig op, som vi er forpligtet til,” siger Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør for Berlingske.

Lignende melding er tidligere kommet fra Politikens chefredaktør, Christian Jensen. Også Ekstra Bladet, Weekendavisen, Simon Andersen og den selvstændige journalist har sagt nej til afhøringen.

Fra Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, lyder det, at man ikke agter at deltage i et sådant forsøg på intimidering af medier.

DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, oplyser i et skriftligt svar til Journalisten, at DR efter advokatrådgivning har besluttet at følge de normale principper i en retsstat, og derfor vil DR-journalisten møde op til afhøringen sammen med en advokat.

”Vi forventer ikke at kunne bidrage med noget til den samtale, da vores absolutte hensyn er til vores kilder. Det står fuldstændigt fast, at vi ikke går på kompromis med kildebeskyttelsen, som er det helt centrale i vores publicistiske virke,” siger Sandy French til Journalisten.