Jungleloven er indført i Pilestræde

Free seating er et flop. Det blev indført i Pilestræde for at spare pladser. Nu hersker jungleloven, siger tillidsmanden.

Free seating er et flop. Det blev indført i Pilestræde for at spare pladser. Nu hersker jungleloven, siger tillidsmanden.

Ordningen med free seating hos Berlingske Media i Pilestræde har gjort mange medarbejdere hjemløse og utrygge, fordi de har mistet deres faste plads. Nu skal de bruge en del af deres arbejdstid på at opspore en ledig stol i stedet for at lave avis.
Det siger tillidsrepræsentant for DJ-medlemmerne på Berlingske Tidende, Frederik M. Juel.
»Sat hårdt op er det jungleloven, der hersker. Hvis man kommer på det rigtige tidspunkt, er man nogenlunde sikker på en plads. Men hvis man møder senere, risikerer man at bruge en masse tid på at finde et sted at sidde. Det er meget demotiverende for mine kolleger,« siger Frederik M. Juel.

Free seating er indført for at få plads til alle medarbejdere i Pilestræde. Fidusen ved at annullere
faste pladser er, at arbejdsgiverne sparer hver 10. plads, fordi folk statistisk set alligevel er væk på grund af afspadsering, ferie, orlov, efteruddannelse eller sygdom.
I virkelighedens verden ser det dog helt anderledes ud.
En del ansatte har tilkæmpet sig en fast plads, selv om det strider mod ånden i free seating. Andre skal på stolejagt hver morgen, og det tager tid fra journalistikken.
»Det er ærgerligt, at folk skal bruge tid på at finde en ledig plads i stedet for at passe deres arbejde,« siger Frederik M. Juel.
Flere medarbejdere siger til Journalisten, at free seating ikke fungerer i Pilestræde.
»Hvis vi ikke var så pæne mennesker, ville det gå helt galt,« siger en af dem.
Han finder det ydmygende, at han ikke ved, hvor han skal sidde, når han møder på arbejde.
»Det fylder mig med uro. Alle i huset synes, at free seating er
noget bras.«
Ifølge Frederik M. Juel er der én oplagt løsning på problemet.
»Man skal bare bestille nogle flere borde, så der er nok til alle. Så ville problemerne med at finde en plads være løst.«

Administrerende direktør i Berlingske Media Lisbeth Knudsen siger, at hun gerne lytter til medarbejdernes erfaringer med free seating. Men free seating som princip er ikke til debat. Og hun afviser forslaget om at opstille flere borde.
»Vi kan ikke have fire-fem ledige borde stående,« siger Lisbeth Knudsen, der opfordrer medarbejderne til at udvise større fleksibilitet.
»Vi arbejder i et hus uden skillevægge mellem redaktionerne, hvor det er tanken, at man skal kunne arbejde på tværs. Hvis der mangler en plads ét sted, må medarbejderne sidde et andet sted,« siger hun. •

Her finder du fagbladets guide 'Sådan overlever du free seating'.

1 Kommentar

gitte lyngs
15. MARTS 2009
Re: Jungleloven er indført i Pilestræde

Free seating giver åbenlyst massive og frustrerende problemer for medarbejderne i Berlingskes mediehus lige nu og her. Måske er det baggrunden for, at et andet alvorligt arbejdsmiljømæssigt problem tilsyneladende helt overses - at dømme ud fra læsningen både her og af den trykte artikel i  Journalisten 11. marts. Nemlig brugen af bærbare computere som fast arbejdsredskab.

Så vidt jeg kan læse mig til, er alle Berlingskes medarbejdere blevet udstyret med bærbare computere. Det vil glæde mig, hvis jeg tager fejl, men da der ikke forlyder noget om, at der følger ekstern skærm, tastatur osv. med i det nye, rullende arbejdsliv, må jeg gøre anskrig. I Journalistens guide Sådan overlever du Free seating rådgives der heller ikke med et ord om, hvordan man skal omgås bærbare computere. Men en bærbar computer kan du kun arbejde på maks. to timer dagligt. Anvender du den hele arbejdsdagen, har du tegnet abonnement på et arbejdsliv med fx slidgigt og masser af smerter i fx skulder og nakke. Se nedenstående links.

Så til tillidsmand og ledelse hos Berlingske: Tag fat om dette, hellere i dag end i morgen. Til Journalistforbundet: Advar mod for flittig brug af den bærbare. Den er til at tage med på farten, ikke til brug for mange times dagligt arbejde. 

http://24.dk/article.jsp?articleId=4463

http://www.pressefotografforbundet.dk/index.php?id=11521

http://www.arbejdsmiljoeportalen.dk/sw75898.asp

http://www.arbejdsmiljoeportalen.dk/sw75898.asp