Karl Poulsen og Gert Andersen, 86 og 83 år, har viet et arbejdsliv til Berlingske Tidende, der netop er fyldt 250 år. De husker de hellige k'er: kirke, konge og kønsliv. Avisens politiske status på Christiansborg og folketingsjournalisternes indforståede æresbegreber. Den forjagede nutid, bandeordenes udvikling og svingdøren, der blev en vane.

GERT ANDERSEN: »Det blev mit livs bedste arbejdsplads…«
KARL POULSEN: »… det vil jeg sgu også sige …«
GERT ANDERSEN: »… den var meget forskellig fra Radiohuset og Folketinget, hvor alle var dus. På Berlingske gik man rundt og var nydelig gammeldags. Den patriarkalske ånd levede. Folk gik rundt og sagde ‘De' og var venlige. Og så skulle man vare sig for de hellige k'er. Ikke de hellige køer, men k'er: kirke, konge og kønsliv.«
– Hvad lå der i det?
GERT ANDERSEN: »Det med kirken siger sig selv, for Berlingeren er og var et konservativt blad, måske ikke altid af politisk holdning men af menneskelig holdning. Og kongehuset …«
KARL POULSEN: »… ja, det var det højeste.«

Væk med brysterne
I to smukt udskårede stole over for hinanden, ulastelig klædt i slips og jakke, sidder journalisterne Gert Andersen og Karl Poulsen på henholdsvis 83 og 86 år. De har begge viet deres arbejdsliv til Berlingske Tidende, som den 3. januar fyldte 250 år og dermed er en af Europas ældste eksisterende aviser.
JOURNALISTEN har inviteret de to ældre herrer til et interview i ‘De gamle Stuer' på Berlingske Tidende. En anakronisme af smukt restaurerede rum med høje paneler og pastelfarvede tapeter i det ellers så moderne hus og en påmindelse om avisens mange-årige historie, der begyndte med et kongeligt tilsagn: Hofbogtrykker Ernst Henrich Berling fik tilladelse fra Frederik den V til at udgive avis: Kiøbenhavnske Danske Post Tidende, som Berlingeren hed dengang i 1749.
Nu sidder de og kalder årene frem og taler nærmest i munden på hinanden. Karl Poulsen, fremme i sædet med en gennemtrængende stemme, ivrig som en terrier trods sin høje alder. Og Gert Andersen på et formfuldendt dansk med nordkøbenhavnsk accent, selv om han oprindelig stammer fra Bornholm:
GERT ANDERSEN: »… og så var der jo det tredje k – kønslivet. Når jeg refererede folketing i 60'erne, så optrådte ordet voldtægt sommetider, men det kunne jeg ikke bruge. Jeg måtte nøjes med at skrive ‘vold', ‘vold mod en kvinde'.«
KARL POULSEN: »Jeg kan en klassisk historie med Næser (Vincent Næser, læge og hovedejer af Berlingske Tidende, residerede i huset fra 1930'erne helt op til sin død i 1968, red.). Han fik hver aften klokken 23.10 første udgave kørt hjem. En aften ringer Næser ind på avisen og siger, ‘på side 9 er der en dame, der er lidt svulmende i brysterne' – det var hende i forlystelsesannoncerne – ‘den slags kan vi ikke finde os i i Det Berlingske Hus. Jeg vil bede om, at man fjerner brysterne. Man kan måske lade et stykke bly gå hen over dem'. Så overvejede man længe, om man skulle lave en ny annonce, men man manglede noget at fylde op med. Og så ville skæbnen, at Ekstra Bladet næste dag bragte historien ‘Censur i Det Berlingske Hus', hvor damen fra annoncen stod med brystet blottet, helt kridhvidt.«
Karl Poulsen griner hæst. Han synes fuld af anekdoter fra sin tid i Det Berlingske Hus, som han blev pensioneret fra i 1979. Næsten 40 år blev det til: Først ansat i 1940 på Ugebladet Landet, en af Berlingske Tidendes opfindelser, siden arbejdede han på Berlingske Tidende som politisk medarbejder, blandt andet med kommunal- og arbejdsmarkedsstof, indtil han kastede sig over sin store passion: bygge- og havestof.
– Hvordan havde I det med avisens konservative indstilling?
GERT ANDERSEN: »Man indretter sig jo på stedet …«
KARL POULSEN: »… men nu er der blevet lovlig meget af det frække. Der er mange, der er sure på bladet over, at så er der det, og så er der det.«
GERT ANDERSEN: »Hvad tænker du på?«
KARL POULSEN: »Ja, for eksempel var der forleden dag en stor tissemand henover forsiden på en af sektionerne.«
GERT ANDERSEN: »Åhhhh nej, nej, det ku' man ikke. Og prøv dog at lytte til radioen, lyt til fjernsynet. Hvad er det for udtryk, de bruger. Unge søde piger siger ustandseligt ‘eddermame', og hvad betyder eddermame. Det er jo en skrækkelig ed, der betyder, gid edder, det vil sige kræft, vil fortære mig. Men det tænker man jo ikke over, og så hører vores børn det til stor forargelse for mange mennesker, som læser Berlingske Tidende, og i børnehaven lærer de i øvrigt også at sige ‘kraftstejlemig' og ‘hvad fanden i helvede', og ‘hvad er det for noget lort og pis'.«
Gert Andersen ryster svagt på hovedet. Han er en yderst distingveret herre, som stadig udfører sit journalistiske hverv. Han kom i 1963 fra Pressens Radioavis til Berlingske Tidende som folketingsmedarbejder, og var senere samtidig formand for Folketingets Presseloge 1969-82. Og selv om det er mere end 16 år siden, Gert Andersen gik på pension, så leverer han som freelancer fortsat politisk stof til Berlingske Tidendes spalter fra sit kontor på Christiansborg. Blandt andet analyser af nye lovforslag.

‘I Logens Tegn'
En raslen fra store fade signalerer, at frokosten er kommet på bordet inde ved siden af, i det der engang må have været stadsstuen, ‘salen'. Her virker højere til loftet og lysekronerne, og der er en sirlig symmetri omkring den lange bord. Gert Andersen og Karl Poulsen gisper benovet over det højt belagte smørrebrød, øllerne og kagerne til kaffen, ‘himmel og hav, sikke nogle stykker'. Smørrebrødet bugseres over, og mens det glider ned, lader Gert Andersen og Karl Poulsen blikket vandre rundt langs de smukke paneler og vægge. Trods de mange års ansættelse på avisen, har de to journalister aldrig siddet til bords i ‘De gamle Stuer'.
– Hvad betød det ude i byen, at man kom fra Berlingeren?
KARL POULSEN: »Det betød meget …«
GERT ANDERSEN: »… der var respekt for avisen. Alle fremtrædende socialdemokrater og fagforeningsfolk var jo interesserede i at komme til orde i Berlingske …«
KARL POULSEN: »… vi var jo de store, i lange tider havde vi over 200.000 abonnenter hver dag. Jeg kan huske, vi havde fremsat vores ønsker over for NATO, hvad vi gerne ville have til det danske militær. En fredag aften kalder forsvarsminister Rasmus Hansen mig hen og beder mig gå ned i den anden ende af Landstingssalen. Så mødes vi der, og så siger han, ‘disse papirer vil jeg gerne have står søndag morgen i Berlingske Tidende'. Det var hele listen over, hvad vi ønskede os af NATO. Så sagde jeg til ham, ‘hvorfor forfordeler du os?' – jeg havde jo regnet med, at den kom i Socialdemokraten – og han sagde, ‘ved du hvad, jeg vil gerne se, hvordan den virker'. Og den virkede faneme godt.«
– Det var da aviserne stadig var partiaviser?
KARL POULSEN: »Jeg kan da huske, at vi på valgdagene havde en grøn forside, ‘Stem konservativt i dag'. Det har været i begyndelsen af 60'erne.
– Var der også dengang den konkurrence, der i dag er mellem aviserne?
KARL POULSEN: »Dengang var den nok hårdere, men man var mere loyal. Det var de samme mennesker, der kom år efter år på Christiansborg …«
GERT ANDERSEN: »… vi havde et udtryk, ‘I Logens Tegn'. Det betød off-the-record, sagt i fortrolighed.«
– Mellem politikerne og jer?
GERT ANDERSEN: »Nej, mellem os journalister. Når vi sagde ‘I Logens Tegn', så kunne man sige til hinanden, hvad man ville …«
KARL POULSEN: »… så fik man tid til at udbygge en historie. I dag har man fornemmelsen af, at det bare er med at få fat i en historie og komme hjem og skrive den med det samme, og der mangler det halve …«
GERT ANDERSEN: »… mmm, mmm.«
KARL POULSEN: »Vi var engang en hel busfuld journalister fra Rigsdagens presseloge samlet på Rømø sammen med den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft. Efter vi om aftenen havde fået kaffe og cognac og rødvin, siger Hedtoft, ‘jeg har noget at fortælle jer, men det kræver, at I holder kæft to eller tre måneder. I ved godt de nordiske forsvarsforhandlinger lige er brudt sammen, vi skal et andet sted hen, vi skal ind i NATO. Nu kræves det af mig, at jeg vender den knækkede sabel til en hel sabel, og det kræver store afsavn for A-vælgerne, men der er ingen vej udenom'. Vi var fuldkommen betagede. Vi vidste godt, det trak op, men nu var den der sgu, og vi ville om kort tid fremsætte vores ønsker over for myndighederne. Så var der en, der sagde, at det ikke gik med de tre måneder. Vi ville have historien ud i morgen. Men så sagde Eyser (Ernst Eyser, formand for Folketingets Presseloge 1934-52, red.), en gammel fin radikal, ‘vi har afgivet et løfte, og det holder vi'. Og der var ved Gud ingen, der ikke holdt det løfte i alle 90 dage.«

68'ere på vildspor
Der var engang, man på Berlingske Tidende fik ekstra i lønningsposen, hvis man bar et bestemt slips. Og redaktørerne, de kunne ved at trykke på en knap på skrivebordet hidkalde budet, som blev bedt om at bringe håndbajere op.
Karl Poulsen og Gert Andersen husker også, hvordan det at arbejde til hen over midnat ‘ikke var noget man tænkte over', ikke mindst fordi der ud på aftenen blev ringet op fra kantinen, at der lige var ‘et par varme skiver oksebryst tilbage'. Og som journalister med politik som stofområde husker de også, da det politiske stof nærmest var synonymt med ‘referatet':
GERT ANDERSEN: »Det var lange referater. Reportagen spillede ikke den rolle, som den kom til senere …«
KARL POULSEN: »… og nu er det kun reportager …«
GERT ANDERSEN: »… da jeg startede i Folketinget, havde referenten sin plads på højre fløj på første række …«
KARL POULSEN: »… helt henne i hjørnet. Nu skal man jo ikke være ondskabsfuld, men referaterne var for lange.«
GERT ANDERSEN: »Ja, det er klart. Men der var jo også det, at vi ved chokvalget i ‘73 gik fra fem til ni partier, næsten en fordobling. Det ødelagde referatet, for der blev for mange parter at holde styr på.«
– Hvordan har den politiske journalistik ellers ændret sig?
GERT ANDERSEN: »Reportagen er undertiden for oponionspræget, for meningspræget. Den nærmer sig jo avisens mening, skrevet i lederstil.«
– Er der mere frihed i at skrive politisk journalistik i dag end førhen?
GERT ANDERSEN: »Det tror jeg …«
KARL POULSEN: »… i høj grad. Jeg husker det på den måde, at jeg af og til blev kaldt ned til redaktionssekretæren, fordi han mente, mine artikler mindede for meget om en leder …«
GERT ANDERSEN: »… Ja, det er jo det. Efter ‘68, det berømte år med oprøret – ja, jeg ved ikke, hvor meget oprør, der var, men allright – da fik vi besøg i Folketinget af nogle journalistelever fra skolen. Og de påstod, at der ikke var noget, der hed objektiv journalistik, hvad der jo heller ikke er, det ved vi godt. Men de mente, at man derfor lige så godt kunne være subjektiv som journalist. Så skældte vi dem ud. Sagde, ‘hør nu her, selv om begrebet objektiv journalistik ikke eksisterer som sådan, så kan man godt skrive så fair som muligt og behandle sine eventuelle modstandere – ja, det lyder så fornemt – så nobelt som muligt'.«
– I forhold til avisen, var der en politisk grundholdning, man skulle overholde?
GERT ANDERSEN: »Nej, vi havde total frihed. Selvfølgelig kan man sige sig selv, at blev man medarbejder på Berlingske Tidende, så var ens forhold formentlig blevet undersøgt i forvejen. Den ene redaktør ringede jo til den anden.«

Svingdøren blev en vane
Det er hen ad eftermiddagen. Karl Poulsen rykker uroligt rundt i stolen. Han skal nå til et nytårsarrangement. Berlingske Tidendes Jubilæumsfest i Forum for 2500 inviterede den 3. januar i det nye år er han dog ikke inviteret til. Heller ikke Gert Andersen. Det giver dog ingen grund til sure miner eller bitterhed over for deres gamle arbejdsplads. ‘Det er jo kun for nuværende medarbejdere', som Gert Andersen siger.
KARL POULSEN: »De første 25 år, jeg var på Berlingske, flyttede der kun én medarbejder til Politiken, og vi fik en fra Politiken, det var alt. I dag farer folk rundt, det gjorde man ikke dengang.«
GERT ANDERSEN: »… nej, tiden er blevet en anden.«
KARL POULSEN: »Jeg var lovet at komme til Politiken, men så gik det hele i hårdknude med krigens start. Og så blev det en vane at gå ind af den svingdør i Pilestræde.«
GERT ANDERSEN: »Jamen, der var heller ingen mulighed. Så snart man kommer op i 50'erne, så er der ingen avis eller redaktion, der vil tage en ældre medarbejder. Og dengang flyttede man ikke fra partiblad til partiblad. Det kunne ikke lade sig gøre. Og aviserne var jo partiblade, men i takt med radioens og fjernsynets udvikling, blev de mindre og mindre partiprægede, fordi læserne jo ikke er enøjede. De vil ikke have en eneste forklaring på hele tilværelsen, og alle mennesker kunne jo få en forkert opfattelse af et partiblad, når de havde hørt radioen og senere fjernsynet. Men nu er der jo et ryk ind og et ryk ud, et gennemtræk.«
KARL POULSEN: »Man øjner chancen for at komme et andet sted hen og få 500 kroner mere …«
GERT ANDERSEN: »… jamen, man kan ikke bebrejde de unge mennesker, at de tager de chancer, der byder sig. For eksempel vil mange være informationsmedarbejdere, det får de mere ud af. Og ikke mindst vil de til fjernsynet og radioen …«
KARL POULSEN: »… og være studieværter.«