Det er nu dag tre siden, at Journalisten afslørede, at Jyllands-Posten lod Naser Khader fortryde nogle kontroversielle udtalelser om burka-forbuddet og i stedet serverede en mildere udgave i avisen.

Sagen har været fulgt flittigt op i andre medier, og Konservative blev i går så trætte af burka-sagen, at de helt har opgivet forslaget.

Flere omtaler i andre medier har uden vaklen konkluderet, at Jyllands-Posten foretog en politisk handling og bevidst lod Naser Khader rette sig selv, så Konservative kunne slippe for den ydmygelse, det stensikkert ville ende med.

Men der er grund til lige at klappe hesten. Her på bladet beviste vi ikke sort på hvidt, at der lå en politisk strategisk handling bag forløbet. Og formodentlig er der kun to mennesker i Danmark, der reelt ved, hvad der lå til grund for nyhedschef Pierre Collignons ageren den søndag. Det er Pierre Collignon og chefredaktør Jørn Mikkelsen. Resten af os kan kun gætte ud fra sagens omstændigheder.

Til gengæld kan jeg godt forstå, at en del mennesker synes, det er et mistænkeligt forløb, som JP's ledelse har givet denne sag, og som gør, at man stadig kan stille spørgsmålstegn ved JP-ledelsens motiver.

Hvis vi begynder med den søndag, hvor Pierre Collignon læser artiklen med Khaders citat første gang, er der jo en vis logik i, at Pierre Collignon sidder på sin redaktørstol og bliver nysgerrig over at læse om Khader og Konservative. De vil trods alt foreslå noget, der er så vidtgående, at det formodentlig er i konflikt med Grundloven.

Så langt, så godt.

Men herefter begynder det utraditionelle forløb. For de fleste nyhedschefer ville klappe i deres hænder over, at en politiker udtalte sig så dramatisk i en solohistorie til avisen. Derpå ville de trykke artiklen – og så lade eventuelle konflikter blive en ny artikel dagen efter.

Ikke Collignon. Han vil undersøge sagen nærmere. Og det var dét, der fik politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) til at konkludere, at der var tale om politisk indblanding fra JP's ledelse, fordi Socialdemokratiet aldrig har oplevet en lignende hensyntagen og ekstraordinær grundighed. Nu skal man jo have for øje, at Sass har klare interesser i sagen her. Men hans påstand sker ud fra et faktuelt grundlag: Han har aldrig selv oplevet noget lignende.

Pierre Collignon mener også den søndag, at citatet i artiklen er uklart. Og den påstand er endnu mere mærkelig. For citatet er krystalklart. Og det findes på bånd. Dermed ville det være den nemmeste sag i verden at tjekke, om Naser Khader nu også sagde de ord, der fremgik af artiklen.

Men Collignon vælger at underkende sine egne journalister og holder fast i at give Khader en ny chance.

JP's tillidsmand har i dag kaldt forløbet »uheldig redaktionel ledelse«. Det er stærke ord taget i betragtning af, at de kommer fra JP selv.

Pierre Collignon har forsvaret sig med, at grunden til, at de lod Khader fortryde var, at JP ikke ville trykke noget, som Naser Khader reelt ikke mente. Og at lidt sort snak fra hans side ikke er nogen nyhed, mens den virkelige nyhed var burka-forslaget.

Egentlig fornuftigt ræssoneret.

Men JP kunne jo sagtens have fortalt læserne, at Khader i første omgang var parat til et endnu mere vidtgående forslag, og samtidig have fortalt læserne om det tilpassede forslag, som Konservatives pressechef Rikke Egelund, Naser Khader og Pierre Collignon blev enige om søndag eftermiddag.

Når Collignon fuldstændig negligerer den dramatisk gode historie, som ligger gemt i det kluntede forløb fra Khader, mistænkeliggør han i høj grad sig selv. Groft sagt kan man sige, at han enten overser den gode historie, eller også gør han Konservative en kæmpe tjeneste.

Tilbage står også spørgsmålet om Jørn Mikkelsens rolle. Over for Journalisten nægtede han at udtale andet end sin støtte til Pierre Collignon. Men det ville være yderst interessant at høre, hvilken rolle han spillede i sagens forløb. Principielt set kan Collignon jo have handlet efter ordre fra Jørn Mikkelsen, og så vil Henrik Sass Larsens påstand om politisk redigering næsten være bevist.

Det kan også være, at han slet ikke blev informeret om forløbet og dermed ingen rolle har spillet. Men da han nægter at udtale sig, kaster han yderligere et mistænkeligt skær over sagen. Hvad ønsker JP at skjule, kan man spørge?

Det har Jørn Mikkelsen ikke ønsket at svare på. Og vi venter stadig.