Jyllands-Postens østjyske gratisavis, Ejendomsavisen, står til bødestraf på grund af overtrædelse af Konkurrenceloven. Bagmandspolitiet har fremsat bødekrav over for Ejendomsavisen, fordi den i slutningen af 1990erne gav store annoncerabatter til ejendomsmæglere. Aftalerne betød, at mæglerne fik rabat, hvis de annoncerede i Ejendomsavisen, men rabatterne bortfaldt, hvis de annoncerede andre steder, for eksempel i Århus Stiftstidende.
Ejendomsavisens administrerende direktør, Morten Nielsen oplyser, at avisen vil betale bøden. Han tilføjer, at avisen i dag sælger annoncer efter andre procedurer. Ejendomsavisens indmarch i Østjylland har udhulet Århus Stiftstidendes tidligere dominerende status på annoncemarkedet.
Prisen for Ejendomsavisens indhug i annoncemarkedet har været et dundrende underskud. Gratisavisen skylder i dag Jyllands-Posten 24 millioner kroner.
Bagmandspolitiet ønsker ikke at oplyse bødekravets størrelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.