JP2 koster, men gør avisen billigere

Jyllands-Posten går mod strømmen og tager penge for en ny elektronisk udgave. Til gengæld skal sitet JP2 gøre det muligt at lave løsninger til læsere, der kun er interesserede i papiravisen nogle enkelte dage om ugen.

Jyllands-Posten går mod strømmen og tager penge for en ny elektronisk udgave. Til gengæld skal sitet JP2 gøre det muligt at lave løsninger til læsere, der kun er interesserede i papiravisen nogle enkelte dage om ugen.

Digitale bytes er billigere end tryksværte, og internettet er billigere end et postbud. Derfor kan JP2 bestyde en daglig udgave af Jyllands-Posten til en væsentligt lavere pris, forudser Jens Nicolajsen, direktør for Elektroniske Medier på Jyllands Posten.

»Ved at skræddersy løsninger til forskellige segmenter, kan vi lave attraktive produkter. For eksempel kan en studerende få JP2 på alle hverdage, og så kun få papiravisen leveret lørdag og søndag til 350 kroner i kvartalet,« siger Jens Nicolajsen.

Den elektroniske JP2 er en tro kopi af papiravisen, men mere dynamisk end en pdf-udgave. Man kan vælge forskellige måder at få artiklerne serveret – enten selvstændigt eller i den naturlige opsætning – og så bliver JP2 opdateret flere gange i løbet af dagen, så den indeholder de seneste nyheder. Man kan så uploade den nyeste version, når man har netforbindelse, og tage den med sig.

Men i modsætning til udviklingen inden for netbaserede nyhedsmedier er JP2 ikke gratis. Nok bliver det billigere, men noget skal der hostes op med. Og det vil folk gerne, tror Jens Nicolajsen.

»Gratismarkedet udvikler sig, ja, men derfor skal man ikke hjernedødt lægge alt på nettet. Det, du får her, er ikke jp.dk. Du får hele avisen, og den er jo ikke gratis,« siger han.

Den tekniske baggrund for JP2 er et program, udviklet af Microsoft, der fremviser avisen. Fire andre aviser har allerede taget teknologien i brug, herunder New York Times og Daily Mail.

Ifølge Jens Nicolajsen kræver produktion og udgivelse ikke, at Jyllands-Posten ansætter programmører og teknikere, eller for den sags skyld journalister. Systemet fra Microsoft kreerer JP2 på baggrund af indholdet i den trykte avis’ cms ved en fuldautomatisk overførsel.

Det kræver imidlertid, at læseren downloader og installerer JP2-softwaren på sin pc for at kunne læse avisen.

»Det er en hurdle, og det er ærgeligt, men når det er gjort, skal du ikke gøre det igen. Jeg tror ikke, det vil holde folk væk. Allerede efter 24 timer havde 3.000 personer været inde og tilmelde sig den gratis prøveperiode,« siger Jens Nicolajsen, der er meget tilfreds med den start, JP2 har fået.

JP2 kan indtil videre kun læsers af pc-brugere med Windows XP eller Vista.

0 Kommentarer