search

JP skifter til tabloid

Bestyrelsen i JP/Politiken har i dag besluttet at udgive Jyllands-Posten i tabloidformat. Det oplyser administrerende direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch til Journalisten.dk. Med omlægningen følger en fyringsrunde. (opdateret)

Bestyrelsen i JP/Politiken har i dag besluttet at udgive Jyllands-Posten i tabloidformat. Det oplyser administrerende direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch til Journalisten.dk. Med omlægningen følger en fyringsrunde. (opdateret)

Efter sommerferien er det slut med at læse Morgenavisen Jyllands-Posten i det store broadsheetformat. For at spare penge har bestyrelsen i JP/Politikens Hus besluttet at skifte til tabloid, erfarer Journalisten.dk.

Ifølge centrale kilder kan Jyllands-Posten således spare penge på, at alle avisens sektioner får samme størrelse som magasinerne.

Formatændringen kommer, samtidig med at Jyllands-Posten lancerer ‘Den Planlagte Avis’ – og en uge efter at Lars Munch over for medarbejderne på JP fortalte, at der på grund af svigtende annoncesalg “er nødt til at ske noget”.

Adm. direktør i JP/Politikens Hus Lars Munch forsikrer dog over for Journalisten.dk, at der ikke er tale om at lave en spareavis:

»Vi har slået tre ting sammen: Den Planlagte Avis, tabloidformatet og en sparerunde.
Men hver af de tre ting kunne gøres hver for sig. Vi gør det, som alle andre aviser i verden gør i disse år – vi kigger på, hvordan vi kan drive avisen mere effektivt, og det tager vi nu en snak med tillidsrepræsentanterne om,« siger han til Journalisten.dk.

Jyllands-Postens ‘Planlagte Avis’ fik i sidste uge en positiv modtagelse af medarbejderne. Nu viser det sig, at der kommer fyringer på avisen.
Medarbejderne på avisen siger til Journalisten, at de ikke frygter en ‘større fyringsrunde’, men det er ikke usandsynligt, at ledelsen gennemgår avisen og skærer underskudsgivende stofområder væk.

Lars Munch fortæller, at formatændringen er inspireret af omlægningen af tillægget Erhverv & Økonomi. Det handler ikke om, at JP er ude i en akut krise.
»Vi har ikke ryggen mod muren. Og vi laver disse tiltag for at undgå, at vi får ryggen mod muren.«

Hvor mange medarbejdere, der konkret skal fyres, ønsker hverken Lars Munch eller Jyllands-Postens chefredaktør, Jørn Mikkelsen, at oplyse. Omfanget skal først forhandles med tillidsrepræsentanterne.

»Hvor meget man kan spare, det kan man ikke sige. Hverken i personer eller beløbsstørrelse,« siger Jørn Mikkelsen til Journalisten.dk. Han understreger dog samtidig, at det handler om at vise rettidig omhu i en tid med udsigt til konjunkturnedgang.

»Det er vores bud på, hvordan vi kan sikre JP bedst muligt i et marked under stærk omkalfatring.  Vi ønsker en tabloidavis med et moderne udtryk, der samtidig forenes med avisens klassiske journalistik«

Et andet rygte, som var fremme onsdag, er, at Jyllands-Posten gik med planer om at lukke sin redaktion på Kongens Nytorv i København og flytte medarbejderne til Rådhuspladsen, når gratisavisen 24Timer flytter sammen med metroXpress i Københavns nordvestkvarter.
Men det afvises fuldstændigt af  Jørn Mikkelsen:

»De rygter kan jeg dementere 100 pct.,« siger han til Journalisten.dk.

Med JPs omlægning til tabloid følger avisen i hælene på Berlingske Tidende, som for to år siden valgte at gøre op med det gammeldags broadsheetformat.

Dengang var resten af branchens store morgenaviser stærkt afvisende over for tanken. Lars Munch lod dog efterfølgende over for Journalisten forstå, at muligheden ikke var udelukket.

Læs også artiklen: “Niels Lunde: JP får ingen varig gevinst“.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen