Omlægningen af Jyllands-Posten til tabloid burde give betydelige besparelser i form af mindre papirforbrug og produktion. Men avisen risikerer samtidig at tabe millioner af kroner på færre annoncer, vurderer flere mediadirektører.
Selv om JP forventer store besparelser ved omlægningen til tabloid, så er det ikke nødvendigvis lig med den store gevinst, skriver Børsen i dag.
Godt nok bliver der færre udgifter til papir og produktion, men det mindre avisformat betyder også færre annoncekroner, lyder vurderingen fra mediadirektør Torsten Lehrmann fra Kunde & Co, der til Børsen siger:
»Jeg tror ikke, det vil lykkes for Jyllands-Posten at hæve millimeterprisen. Markedet er i dag for presset til, at man som enkeltspiller kan forvente at gøre det – også selv om man hedder Jyllands-Posten.«
Mediadirector ved Mediaedge:cia Jane Ravn tilføjer, at den eneste måde at få flere annonceindtægter, er ved at få flere læsere.
Omlægningen af Jyllands-Posten og den planlagte fyringsrunde synes i øvrigt uundgåelig. Adm. direktør for JP/Politikens Hus Lars Munch tilkendegav således forleden, at Jyllands -Posten ville være 40 mio. kr. efter budgettet ved årets udgang, hvis ikke man reagerede på de svigtende annonceindtægter og det faldende oplag.
Senest viste læsertallene fra april, at Jyllands -Posten har mistet 14 pct. af sine læsere på et år.
Morgenavisen Jyllands-Posten udkommer i tabloid den 26. august, hvilket er dagen efter OLs afslutning.
Læs også: Niels Lunde: JP får ingen varig gevinst.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jane Ravn, mediadirector i Mediaedge:cia siger herover
"Den eneste måde at få flere annonceindtægter er ved at få flere læsere"
- - - - -
Ja, det giver jo unægteligt god mening. Flere læsere er ikke overraskende den eneste vej frem for ikke bare JP, men alle betalingsaviserne. Men samtidig sker der jo det, at særligt Berlingske og i særdeleshed Politiken henvender sig til smallere og smallere, på hver sin måde mere og mere elitære læsergrupper, som jeg også gjorde opmærksom på i mit interview i forrige nummer af Journalisten.
Det interview vil jeg gerne moderere derhen, at betalingsaviserne har én (1) chance tilbage, ikke "nul chancer" som jeg siger i interviewet. Denne ene chance er at lære af gratisaviserne og møde læserne der, hvor de er -- skrive om det, der optager almindelige mennesker og betyder noget for deres hverdag. Nøjagtigt som gratisaviserne har så stor succes med, blot må betalingsaviserne nødvendigvis gøre det mere uddybende og kvalificeret end gratisaviserne, ellers er de stadig lige vidt.
Der er plads til enten én eller to betalingsaviser, der slår ind på dette spor. Som sagerne stiller sig, burde det være et kapløb og et hundeslagsmål om at komme først med denne hidtil usete form for avis, som der er et kæmpe hul i markedet for, særligt efter at Nyhedsavisen er slået ind på en mere klassisk tabloid kurs -- og med det in mente, at Metro stadig ikke vil skrive for alvor kritisk om noget, avisens i virkeligheden eneste iøjnefaldende mangel.
Analysen herover er efter min mening åbenlyst rigtig. Og alligevel fortsætter de tre en gang store aviser deres dødedans, fordi de selv efter over 10 års uafbrudte oplagsnedgange stadig ikke vil erkende, at miséren ligger på indholdssiden og ikke kan klares med new speak, nye formater eller nye designs. Det er den manglende vilje til at kigge indad og være skånselsløst ærlig, der gennem hele processen har bragt de tre gamle aviser derhen, hvor de befinder sig nu.