search

JP-redaktør grillet af kulturministeren

Litteraturredaktør Jakob Levinsen måtte erkende faktuelle fejl både i JP og andre dagblade, da kulturminister Uffe Elbæk fik luft for sin frustration på Fagfestivalen.

Litteraturredaktør Jakob Levinsen måtte erkende faktuelle fejl både i JP og andre dagblade, da kulturminister Uffe Elbæk fik luft for sin frustration på Fagfestivalen.

Uffe Elbæk tog seance-titlen 'Hævnens time' ganske bogstaveligt, da han på DJ's Fagfestival fik lov at konfrontere Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen. I hvert fald fik Levinsen lov at svare for en række faktuelle fejl i diverse ledere, som tydeligvis har frustreret kulturministeren over nogen tid.

»Jeg har hentet nogle fakta fra din avis, Berlingske og Politiken. Og så vil jeg lave sådan et fakta-tjek – nogle fakta du skal vurdere lødigheden af. Først en leder fra din avis den 10. september, hvor der står, at jeg er i gang med at afskaffe adgangen til gratis kunst på nationalmuseet. Er det rigtigt?« lød Elbæks første spørgsmål til Levinsen.

Og det var det ikke, måtte Levinsen indrømme.

»I samme leder står der, at jeg har indført et piratlov, der er en bombe under ophavsretten. Har jeg det?«

»Nej,« svarede Levinsen.

»Den gode kollega på Berlingske – Jens Andersen har skrevet en kommentar, hvor han opfordrer til at jeg får et årskort til kulturen, for der er jeg aldrig. Er det rigtigt?«

»Det vil jeg tro er forkert. Vi kommer ikke til samme ting, men du kommer sikkert til andre ting.«

Det var Elbæk nu ikke enig i, og han læste op af sin seneste ugekalender, hvor der var ganske mange kulturelle aktiviteter plottet ind.

Herefter gik kulturministeren videre til Politiken.

»Kulturredaktøren skrev i lørdags en klumme om kulturfinanserne. Her konkluderede hun bl.a., at det var for galt, at Statens Museum for kunst kun har et-årige bevillinger. Har de det?« ville Elbæk vide.

»Det lyder som om svaret er nej,« kom det fra Levinsen.

Hermed havde Elbæk gennemført sit faktatjek, og han kunne nu gå til sagens kerne.

»Mit oprigtigt nysgerrige spørgsmål til dig: når du ser din redaktør skrive en leder fyldt med faktuelle fejl, hvad gør du så?« Diskuterer I det kollegialt?«

»Jeg påpeger det over for lederskribenten. Men jeg kan ikke have noget imod, at der står noget vrøvl i andre aviser. Konkurrenternes ulykke er ikke at foragte.«

»Mener du det som journalist, at det er godt at sænke niveauet?« fortsatte Elbæk, mens Levinsen forsøgte at forsvare sig.

»Samtlige eksempler er hentet fra mindre vellykkede kommentarer og ledere, ikke fra kulturreportager, og hvem siger, at de redaktører ikke har været til en kammeratlig samtale?« sagde han.

»Hvad er dit bedste bud på, hvordan man øger kvaliteten af kulturjournalistikken?« ville Elbæk vide.

»Jeg ville da blive lykkelig hvis lederskribenterne konferede nedaf før de gik til tasterne.«

»Men hvorfor oplever man aldrig at de går ud og erkender at de har lavet fejl. Men hvorfor er det så svært for standen at tage denne legitime diskussion?«

»Jeg kan godt give dig ret et stykke af vejen. Det er ikke en branche der har det så nemt med selvkritik. Men hvis man virkelig har dummet sig 'big time', så retter man det også,« sagde Levinsen.

Og det var netop det, kulturministeren gerne ville have, og gerne i større offentlighed.

»Den debat skal I tage, og jeg synes, I skal åbne for mellemregningerne. Det er meget interessant at vide, hvordan I diskusterer det. Det ville være godt for demokratiet.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen