Syv praktikanter fra Jyllands-Posten vandt i fredags Kravling-prisen for en serie artikler om identitetstyveri. Fotokravling gik til Tobias Selnæs Markussen.
Fredag aften blev de journaliststuderendes Kravling-pris uddelt i Pumpehuset i København. Syv nuværende og tidligere praktikanter fra Jyllands-Posten tog prisen for bedste journalistik. De vandt for en serie på over 50 artikler om identitetstyverier.
"Misbrug af CPR-numre, identitetstyveri og ikke mindst problemerne med at komme misbruget til livs er en indlysende god historie," skrev juryen i begrundelsen for nomineringen.
»Det er meget overvældende og overraskende. De nominerede projekter var alle sammen helt formidable, så det er en kæmpe ære,« siger en af vinderne, journalistpraktikant Jonas Høy Bruun, til Jyllands-Postens egen hjemmeside.
Han vandt prisen sammen med Ann-Sophie Borgerman, Line Ziegler Laursen, Glenn Terndrup Sørensen, Catrhine Ertmann, Lise Blom og Karina Dahlgaard.
»Der er rigtig mange mennesker, der har aktier i projektet, men avisledelsen og vores gode kolleger skal have stor tak for daglig sparring og godt humør. Den største tak går dog til de mennesker, der har åbnet sig for os og fortalt deres historier,« fortæller Jonas Høy Bruun til Jyllands-Posten.
Prisen til bedste fotojournalistiske projekt, Fotokravlingen, gik til Tobias Selnæs Markussen, og årets praktikantvejledere blev Maria Becher Trier og Pernille Aisinger fra Folkeskolen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.