JP/Politikens Hus skal spare – nedskæringer på vej på Politiken

Christian Jensen varslede på sin første arbejdsdag, at Politiken skal spare. Der er ikke sat beløb på, men der er nyt i sagen i denne uge, oplyser chefredaktøren til Journalisten. »Folk er tæskenervøse, og der er stor usikkerhed,« siger Politikens tillidsrepræsentant. (Opdateret kl. 13.14: Christian Jensen bekræfter)

Siden Christian Jensen i juni holdt sin tiltrædelsestale som ny chefredaktør på Politiken, har en række ansatte på Politiken over for Journalisten givet udtryk for, at de frygter en sparerunde på avisen.

Ifølge flere tilstedeværende på mødet gav Christian Jensen i sin tale udtryk for, at økonomien ser værre ud end forventet. Han varslede, at det vil betyde, at de skal være færre på avisen i fremtiden. Der blev dog hverken meldt beløb eller antal medarbejdere ud.

Journalisten har siden 17. juni forsøgt at få et interview med Christian Jensen om spareplanerne, som Mediawatch også omtalte fredag. Kort efter publiceringen af denne artikel bekræfter han, at der vil blive meldt en rationaliseringsplan i denne uge:

»Senere i den her uge præsenterer vi en rationaliseringsplan. Der vil ske en tilpasning, men mere kan jeg ikke sige nu. I første omgang taler vi med tillidsrepræsentanter og medarbejdere om det, og så orienterer vi senere i ugen,« siger han til Journalisten.

Ifølge Journalistens kilder kommer sparekravet fra direktionen i JP/Politikens Hus og bunder i det svigtende annoncemarked. Over for Journalisten vil administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Kirk Ørskov hverken be- eller afkræfte rygterne om kommende besparelser.

”Som alle andre medievirksomheder tilpasser vore medier sig løbende. Når det sker, taler vi altid med tillidsrepræsentanterne, før vi taler med pressen,” skriver han i en mail.

Tillidsmand: Nervøsitet på Politiken 

Journalisten kontaktede allerede umiddelbart efter Christian Jensens tiltrædelsestale i juni Politikens tillidsrepræsentant Pernille Mac Dalland for at få svar på, hvordan medarbejderne har reageret på, at deres nye chefredaktør varslede mulige besparelser allerede på sin første arbejdsdag.

Hun afviste i første omgang at udtale sig, da der endnu ikke var konkrete meldinger om, hvor meget der skulle spares, eller hvor det ville ramme. Men efter at Journalisten kontaktede hende igen i sidste uge, siger hun:

»Hvor stor sparerunden kommer til at blive, ved ingen – der er hverken sat beløb eller et antal medarbejdere på endnu.«

Hvordan har kollegerne det med at have fået den besked?

»Det har de det rigtig skidt med. Frustrationen lige nu er, at vi ved, der kommer noget – vi ved bare ikke hvad. Så folk er tæskenervøse, og der er stor usikkerhed. Mange har talt om, at det ikke var den fedeste besked at gå på sommerferie med. De forstår godt, at Christian Jensen lige skal sætte sig ind i, hvad det er for en butik, han har overtaget. Men samtidig er det svært at skulle leve i usikkerhed så længe,« siger Pernille Mac Dalland.

Hun understreger, at hun endnu ikke er indkaldt til konkrete møder med ledelsen.

Jyllands-Posten kan også blive ramt

Ifølge Mediawatchs oplysninger er det ikke kun Politiken, der skal holde for i den kommende sparerunde. Mediet erfarer, at husets morgenaviser halter efter de økonomiske mål, og at Jyllands-Posten derfor også forventes at blive ramt.

»Jeg har hørt rygterne, men jeg er ikke blevet indkaldt til nogen møder endnu,« siger fællestillidsmand på Jyllands-Posten Maria Dalhoff til Mediawatch.

Også på Ekstra Bladet løber rygterne om kommende besparelser i huset. Det bekræfter avisens stedfortrædende tillidsrepræsentant Gisle Thorsen over for Journalisten.

»Jeg har hørt de samme rygter, som I har, men for mig er det også kun rygter og spekulationer. Vi er ikke vidende om, at der skal ske et eller andet,« siger han.

Både Politiken og Jyllands-Posten har haft ansættelsesstop igennem længere tid for at nedbringe omkostningerne.
Opdateret kl. 13.14: Politikens chefredaktør, Christian Jensen, bekræfter, at der vil blive meldt en rationaliseringsplan ud senere på ugen. 

0 Kommentarer