JP/Politikens Hus lukker tre internet-sites

JP/Politikens Hus lukker sine tre internet-sites Decorate.dk, Navlestreng.dk og Ask-alex.dk som selvstændige sites og forretningsområder og lægger dem i stedet ind under andre af mediehusets hjemmesider. Det fortæller Jyllands-Postens bladdirektør Klaus Høeg-Hagensen til Journalisten.dk.(Opdateret)

JP/Politikens Hus lukker sine tre internet-sites Decorate.dk, Navlestreng.dk og Ask-alex.dk som selvstændige sites og forretningsområder og lægger dem i stedet ind under andre af mediehusets hjemmesider. Det fortæller Jyllands-Postens bladdirektør Klaus Høeg-Hagensen til Journalisten.dk.
(Opdateret)

»Det gør vi fordi, der er meget langt til, at vi får en ordentlig indtjening på de tre sites,« siger Klaus Høeg-Hagensen.

Som konsekvens af beslutningen er en del af medarbejderne blevet afskediget, mens andre er blevet tilbudt job andre steder i JP/Politikens Hus.

»Vi arbejder fortsat på, hvordan den fremtidige struktur for de tre sites bliver, og beslutningen vil være klar om ca. tre uger,« siger Klaus Høeg-Hagensen.

Han forklarer den manglende indtjening med, at mediehuset dels ikke har været gode nok til at bygge de tre sites op, og dels at markedet lige nu er svært for nye tiltag på internettet.

Til trods for JP/Politikens Hus' beslutning om at nedlægge de tre internet-sites vil mediehuset fortsætte sine investeringer på internettet, fortæller adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch, til Journalisten.dk.

»Vi kommer til at fortsætte vores investeringer på internettet fremover for at styrke vores position på området. Derfor bliver vi ved med at investere i nye sites og mandskaber,« siger Lars Munch.

Udmeldingen kommer, selv om JP/Politikens Hus må nøjes med at glæde sig over et begrænset overskud på husets internet-sites.

»Jeg må indrømme, at overskuddet endnu er begrænset på internettet. Men der er nu et samlet, om end begrænset, overskud på vores net-aktiviteter, og det tror vi på, vil vokse de kommende år,« siger Lars Munch.

1 Kommentar