JP/Politikens Hus køber resten af MediaWatch

A-Pressens beslutning om at afhænde de dårlige medieforretninger får ikke kun konsekvenser for nyhedsbureauet Newspaq. MediaWatch, som A-Pressen har ejet 40 pct. af, overtages af JP/Politikens Hus.

A-Pressens beslutning om at afhænde de dårlige medieforretninger får ikke kun konsekvenser for nyhedsbureauet Newspaq. MediaWatch, som A-Pressen har ejet 40 pct. af, overtages af JP/Politikens Hus.

Den store oprydning i A-Pressens betyder flere omvæltninger i den danske medieverden i dag. Nok mest betydningsfuldt er salget af Newspaq til Ritzau, men det får også konsekvenser for MediaWatch.

A-Pressen har hidtil haft en aktiepost på 40 pct. i nyhedssitet, men LO's medieselskab har altså nu valgt at skille sig fuldstændig af med MediaWatch. Og selv om MediaWatch ikke gav mening for LO, så har køberen en stærk tro på, at det godt kan lade sig gør at få en god forretning i websitet, der specialiserer sig i nyheder om mediebranchen:

"Vi har stor tiltro til den abonnementsfinansierede nichemodel, og det er en stor glæde, at vi nu har sikret os det fulde ejerskab af MediaWatch efter fem års glimrende samarbejde med A-Pressen. Det vil samtidig styrke mulighederne for at fortsætte de senere års meget positive udvikling i selskabet," siger Claus Hovge Andersen, direktør for Jyllands-Posten, i en pressemeddelese.

Han suppleres af A-Pressens direktør, Bjarne Salomonsen:

"Vi har i A-Pressen igennem den seneste tid overvejet vores strategi med de investeringer, vi har foretaget i forskellige selskaber. Med hensyn til MediaWatch er vores vurdering endt med, at det i fremtiden ikke har en strategisk betydning for os at være medejer. Da det samtidig har passet godt ind i JP/Politikkens Hus' strategi at overtage aktierne, er det en både god og fornuftig løsning der er fundet".

Prisen for de resterende 40 pct. af nichesitet er ikke oplyst, men ifølge dagens udgave af Borsen.dk har MediaWatch været "et dyrt bekendtskab". Det er kun ganske kort tid siden, at A-Pressen sammen med JP-Politiken var med til at konvertere gæld for over 7,5 mio. kr. til aktiekapital, skriver Borsen.dk.

MediaWatch har i øvrigt tidligere kæmpet med et voksende underskud. Børsen skrev allerede i 2010, hvordan projektet har kostet 7-8 mio. kroner uden at skabe overskud

Og senest i marts måned i år kunne Børsen fortælle, hvordan alle de mange nichesites med Watch-endelsen – som MediaWatch og FinansWatch – stadig lider.

JP/Politikens Hus ønsker dog med købet at forstærke satsningen på abonnementsbaserede nichemedier på nettet. Koncernen har siden 2007 ejet 60 pct. af MediaWatch, der i dag drives i regi af Jyllands-Posten som en del af WatchMedier, der tæller FinansWatch, MedWatch og ShippingWatch. Og det setup skal der ikke ændres på:

"Der er ingen planer om at ændre på den redaktionelle linje eller planer om andre markante ændringer i den måde, hvorpå MediaWatch drives. Omvendt giver det fulde ejerskab bedre muligheder for at udnytte synergierne på tværs af Watch-medierne, når det gælder teknisk udvikling, administration, salg m.m.," siger Anders Heering, der er direktør og ansvarshavende chefredaktør for de fire Watch-medier i pressemeddelelsen

0 Kommentarer