JP/Politikens Hus kan klare sig uden mediestøtte

»Men vi tager imod den for ikke at blive stillet dårligere end vores konkurrenter,« siger Lars Munch.

»Men vi tager imod den for ikke at blive stillet dårligere end vores konkurrenter,« siger Lars Munch.

Administrerende direktør for JP/Politiken svarer ærligt på spørgsmålet om behovet for de 60 millioner kroner, koncernen årligt modtager i distributionsstøtte.

»Dem kunne vi godt leve uden, alt den stund, at vi havde et overskud på 267 millioner før skat,« siger Munch til Politiken med henvisning til resultatet for 2010.

På baggrund af de foreløbige resultater i 2011 vurderer han, at økonomien også ser bæredygtig ud fremover. Alligevel siger han ikke nej tak til statsstøtten.

»Det gør vi ikke, for så ville alle vores konkurrenter blive stillet bedre, end vi er.«

JP/Politikens Hus er dog ikke helt klar til at stå på egne ben uden statsstøtte. Danske aviser er fritaget for moms, og den indirekte støtte udgør i alt 1,1 milliarder kroner – væsentligt mere end de 340 millioner, der ligger i kassen med distributionsstøtte. Men uden den momsfritagelse ville det gå helt galt, mener Lars Munch.

»Det ville blive et blodbad uden lige. Det ville vi som dagbladsbranche ikke overleve. Og det ville samfundet heller ikke kunne leve med, for så forsvinder hele fødekæden for nyheder,« siger han.

I morgen mødes Mediestøtteudvalget for at diskutere den fremtidige støtteordning. Her vil direktøren for dagbladenes forening (DDF), Ebbe Dal, argumentere for et fortsat højt støtteniveau til dagbladene, med henvisning til at de kun en gang i løbet af 10 år har lykkedes at skabe et samlet overskud – i 2005 – der var større end distributionsstøtten.

»Det er glædeligt med enkelte gode resultater, men det er altså ikke udtryk for, at branchen spinder guld. Vi er indstillet på at drøfte alternative støtteformer, hvis vi blot kan ride stormen af i de her kriseår,« siger han til Politiken.

0 Kommentarer