JP/Politikens Hus fører på web-tv

JP/Politikens Hus kom tidligere i gang med web-tv, og det kan ses, mener forfatteren bag ny rapport om web-tv.

JP/Politikens Hus kom tidligere i gang med web-tv, og det kan ses, mener forfatteren bag ny rapport om web-tv.


Der er forskel på Danmarks to største avishuse, når det kommer til kvaliteten af deres web-tv. Det mener Rune Michelsen, der er lektor på Center for Journalistik og en af forfatterne bag en ny rapport om avisernes web-tv.

»Det er ingen hemmelighed, at JP/Politikens Hus var hurtigere ude med deres web-tv-satsning end Berlingske Media. Det kan man også se i dag. I forhold til Berlingske kan man se det på, at andre morgenaviser har en højere volumen og et højere produktionsniveau. Hvis man sammenligner B.T. og Ekstra Bladet, så er det tydeligt at se, at B.T. har en ekstremt høj volumen og vælger meget til. Hvor Ekstra Bladet tidligere gik efter høj volumen, vælger de i dag mere fra og går efter en klarere tabloid profil,« siger Rune Michelsen til Journalisten.dk.

Billedchef på Berlingske Media Søren Lorenzen er ikke uenig og fortæller, at det er et bevidst valg.

»Hvis man for eksempel kigger på Jyllands-Posten, så har de en meget større volumen og har været i gang i meget længere tid. Men de satser også mere på det og har flere folk ansat. Vi har også stærk fokus på web-tv, men når vi ikke satser mere på det lige nu, så skyldes det, at der ikke er nogen klar forretningsmodel for, hvordan man for alvor tjener penge på web-tv. Vi afventer stadig markedet,« siger Søren Lorenzen.

Forfatterne fra Syddansk Universitet har undersøgt ni danske mediers produktion af web-tv i uge to i år. Det er blevet til gennemsyn af 335 indslag og interviews med alle web-tv-redaktørerne. Jyllands-Posten og B.T. var topscorere med henholdsvis 66 og 63 web-tv-indslag i den undersøgte uge.

Politiken og Berlingske var bundskraberne blandt de landsdækkende medier med henholdsvis 37 og 41 indslag.

1 Kommentar

Mads K. Jensen
6. APRIL 2011
Re: JP/Politikens Hus fører på web-tv

"så skyldes det, at der ikke er nogen klar forretningsmodel for, hvordan man for alvor tjener penge på web-tv. Vi afventer stadig markedet"

 Det giver jo ingen mening, for der findes jo heller ingen forretningsmodel for, hvordan man tjener penge på almindelige artikler....