JP/Politiken vil ikke købe Berlingske

Efter flere måneders spekulation afviser administrerende direktør i JP/Politikens Hus i dag, at de skulle være interesserede i at købe Berlingske Media  

Efter flere måneders spekulation afviser administrerende direktør i JP/Politikens Hus i dag, at de skulle være interesserede i at købe Berlingske Media


Den store fusion af de danske avishuse kommer ikke lige foreløbigt. Siden Berlingske Media blev sat til salg af de engelske ejere, Mecom, har der ellers været rigeligt med spekulationer om, at JP/Politikens Hus ville være en oplagt køber. Men det afviser administrerende direktør Lars Munch i dag i Børsen:

»Vi har ikke lagt et bud på Berlingske Media,« siger Lars Munch til Børsen.
»Det skyldes især Berlingske Medias problematiske økonomi.«

Tidligere har meldingen været, at man »undersøgte mulighederne«, men det gør man altså ikke længere.
Børsen skriver i dag, at et af problemerne med at få solgt Berlingske Media er koncernens fire trykkerier. Som det eneste store mediehus har Berlingske holdt fast i at trykke egne aviser i stedet for at udlicitere arbejdet. Men trykkeribranchen i Danmark har det ikke nemt for tiden.

»Jeg tror ikke, der er nogen i Danmark, der vil købe trykkerier, for der er overkapacitet alle steder, og alle trykkerier har det fantastisk dårligt. Priserne er for lave, oplagene er vigende, og sidetallene bliver sat ned,« siger administrerende direktør i Dansk Avistryk Sven Togsverd, som er en af Berlingske Medias konkurrenter på markedet.

0 Kommentarer