
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ritzau Finans bliver en del af JP/Politikens Erhvervsmedier som nyhedsbureau fra dags dato.
Det oplyser JP/Politikens Erhvervsmedier i en pressemeddelelse.
Alle medarbejdere i Ritzau Finans, der beskæftiger 15 årsværk, overdrages med virksomheden, der bliver en selvstændig forretningsenhed i JP/Politikens Erhvervsmedier.
Søren Funch, der er direktør for Ritzau Finans, fortsætter som direktør for finansnyhedsbureauet, hvor hans titel bliver chefredaktør.
Overtagelsen er sket med virkning fra 1. januar i år og bliver gennemført i praksis øjeblikkeligt. For nuværende fortsætter Ritzau Finans med at holde fysisk til i Ritzaus Bureau, men flytter senere på foråret ind hos JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen
Nye muligheder hos Ritzau
Hverken Ritzau eller JP/Politikens Erhvervsmedier ønsker at oplyse købesummen.
Hos Ritzau vil frasalget dog betyde nye muligheder for nyhedsbureauet.
”Frasalget giver os mulighed for at investere og dermed forbedre forretningen på andre områder til gavn for kerneforretningen,” siger Lars Vesterløkke, chefredaktør for Ritzaus Bureau, i pressemeddelelsen.
JP/Politikens hus bebudede over for MediaWatch tidligere i dag snarlige opkøb.
”Vi er optagede af at investere i og udvide vores egne kerneforretning. Så vi kommer fortsat til at investere i vores kerne, som er publicistiske udgivelser. Det gælder både nuværende forretninger og titler, og vi kommer også til at sætte nye i søen både i og uden for Danmark. Og så er vi også ekstremt optagede af at se, om vi kan finde noget interessant, som vi kan få lov til at købe. Der ligger nogle spændende ting på bedding i de her dage,” lød det tidligere i dag fra administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov i MediaWatch.
Her oplyste han også, at JP/Politikens Hus har et godt øje til lokale og regionale medier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.