JP/Pol-chef: Vi skal tage betaling på nettet

Inden for fem år vil en stor del af digitale indhold fra JP/Politikens Hus koste penge, siger direktøren. Han tror papiravisen har mindst 20 år i sig.

Inden for fem år vil en stor del af digitale indhold fra JP/Politikens Hus koste penge, siger direktøren. Han tror papiravisen har mindst 20 år i sig.

De seneste 10 år har JP/Politikens Hus investeret kraftigt i digitalt indhold. Nu er tiden kommet til at begynde at tage betaling for det. Det forklarer adm. direktør Lars Munch fra JP/Politikens Hus til Mediawatch.dk.
Han siger, at inspirationen kommer fra internationale medier.
»The Times og The New York Times har indført forskellige modeller, som vi kan følge og lade os inspirere af. Men det betyder frem for alt, at hele debatten vænner vores læsere til, at på et tidspunkt bliver der nok indført en eller anden form for betaling. Og det er anledning til, at vi siger, nu er det nu,« siger Lars Munch.

Siden New York Times i foråret indførte en såkaldt betatingsmur er antallet af betalende digitale abonnenter steget fra 100.000 til 250.000. 

Lars Munch er klar med en femårsplan, der skal sikre bedre økonomi for de digitale ydelser, men han tvivler på overskud for politiken.dk og jp.dk.
»Jeg er ret overbevist om, at vi har fundet de fleste løsninger inden for fem år. Jeg er ret overbevist om, at vi har en pæn del af det digitale indhold, der er betalt om fem år Om det indtjeningsmæssigt er tippet, ved jeg ikke. På Ekstra Bladet er det helt sikkert, men for morgenaviserne – det er jeg ikke sikker på.«

Han siger til Mediawatch, at han også tror at "papiravisen nok holder vores tid ud".
»For fem år siden var der den her lettere panik, og folk sagde, hold da op, papiret har jo ingen fremtid, men i dag ser man, at papiret faktisk fungerer side om side med det digitale. Politikens oplag falder ikke, og Politiken sælger til fuld pris, så det er ikke kampagner, der gør det.«
Ifølge Lars Munch falder Jyllands-Postens oplag, men den er tadig en meget stor avis.
»Jeg tror, der er en papirefterspørgsel – også om tyve år. Jeg tror ikke, at de trykte avisers oplag er lige så stort om ti år som i dag, selvom det er frygteligt at sige, men jeg tror til gengæld, at vi samlet set vil have endnu flere læsere.«

0 Kommentarer