JP får kritik for anmeldelse af Politiken-bog

Bog om Politiken skrevet af den tidligere formand for Den Danske Forening bør købes i klassesæt på Journalisthøjskolen, mener Jyllands-Postens anmelder. Weekendavisens Klaus Rothstein mener, at JPs anmelder og bogens forfatter er for tæt på hinanden. Lasse Jensen gav kun bogen én stjerne.

Bog om Politiken skrevet af den tidligere formand for Den Danske Forening bør købes i klassesæt på Journalisthøjskolen, mener Jyllands-Postens anmelder. Weekendavisens Klaus Rothstein mener, at JPs anmelder og bogens forfatter er for tæt på hinanden. Lasse Jensen gav kun bogen én stjerne.
Sidste uge anmeldte debattør og boganmelder ved Jyllands-Posten Henrik Gade Jensen bogen Politiken-Affæren, der er skrevet af juraprofessor og tidligere formand for Den Danske Forening, Ole Hasselbalch. Han giver Politiken-Affæren fire stjerner og skriver, at bogen bør indkøbes i klassesæt til Journalisthøjskolen. I Politiken gav Lasse Jensen kun bogen én stjerne.

Bogen handler om Politikens artikler om det højreorienterede netværk ORG. Jyllands-Postens anmelder Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi og deltog ivrigt i indvandrerdebatten, især i 1990'erne, hvor han skrev mange kritiske indlæg i aviserne mod den daværende udlændingepolitik. Og dermed er han en så markant aktør på den politiske højrefløj, at man kan stille spørgsmål ved anmeldelsens troværdighed. Det mener vært på programmet P1 Skønlitteratur og boganmelder på Weekendavisen Klaus Rothstein,

Han siger til Journalisten.dk, at valget af Henrik Gade Jensen som anmelder er forudsigeligt.
»Som litteraturkritiker mener jeg, at man skal værne om sin integritet. Hvis Henrik Gade Jensen, som har en fortid i miljøet Den Danske Forening og andre Lars Hedegaard-beslægtede miljøer, anmelder bogen med begejstring, kan det godt være fordi, han synes, det er en god bog,« siger han med henvisning til, at Henrik Gade Jensen blandt andet har skrevet artikler til Den Danske Forenings medlemsblad Danskeren i begyndelsen af 1990'erne.

»Men det kan også være fordi, han er kommet til gøre nogle allierede i værdikampen en tjeneste. Og det kan godt fjerne troværdigheden ved en anmeldelse,« siger Klaus Rothstein til Journalisten.dk.

Henrik Gade Jensen afviser dog selv den kritik.
»Jeg kender ikke Ole Hasselbalch bedre end Klaus Rothstein. Men jeg har deltaget i indvandrerdebatten i mange år, og mener også at kende debatten ret godt, næsten som ekspert. Det mener jeg kvalificerer mig og ikke diskvalificerer mig som anmelder,« siger han til Journalisten.dk.

»Som anmelder drejer det sig om at komme med et kort sagligt referat af bogen og en personlig stillingtagen,« siger han og forklarer, at han læser alle bøger kritisk.
»Jeg kan godt se, at forfatteren til Politiken-affæren skriver med engagement. Det har jeg valgt ikke at fokusere på, men i stedet se på sagen frem for på manden, mens Information og Politiken i deres anmeldelser især gik efter manden og fremhævede hans vrede som særlig slem,« siger Henrik Gade Jensen.

»Det afgørende for mig er, om det, der bliver skrevet, er sandt eller falsk, ikke om det er sagt i glæde eller harme,« forklarer han.

Men Klaus Rothstein spørger alligevel, om læserne af Jyllands Posten ikke havde været bedre tjent med en anmeldelse, der havde et andet syn på sagen end Henrik Gade Jensen.
»Det bliver alt for forudsigeligt. Man burde have fundet en anmelder, der kunne give bogen en hårdere behandling. Det burde være Jyllands Posten, der havde hyret Lasse Jensen til at anmelde bogen,« siger Klaus Rothstein med henvisning til at Politiken valgte mediekommentatoren fra P1's Mennesker og Medier til at anmelde bogen.

Klaus Rothstein kommer med et eksempel, hvor han bad Weekendavisen om at finde en anmelder udefra til at anmelde hans bog om den borgerlige kulturkamp.
»Det var Niels Højlund, der anmeldte den, og han jordede den fuldstændig,« siger han og understreger, at der også på Weekendavisen er delte meninger om, hvornår man er en troværdig anmelder.

»Lars Bukdahl mener, at det er bedre at være en inhabil anmelder end en habil anmelder. Og Torben Brostrøm har anmeldt Klaus Rifbjergs bøger i Information, selvom de er nære venner. Det vigtigste er, at man spørger sig selv, om der er nogle forhold, der slider på uafhængigheden og integriteten,« forklarer han.

Henrik Gade Jensen er enig i at man ofte må stille spørgsmål ved sin anmelderrolle. Da han anmeldte Sørine Gotfredsens bog, var han selv omtalt i bogen ligesom Anna Libak der anmeldte i Weekendavisen.
»Og der sagde Jyllands-Postens redaktør til mig, at jeg skulle nævne det. En anden gang fik jeg tilsendt en bog, som jeg selv havde læst manus til, og hvor jeg blev takket af forfatteren i forordet. og så takker jeg selvfølgelig nej til at anmelde," siger han.

Det handler om den enkeltes moral, mener Klaus Rothstein, der også overvejer, om han skal anmelde bøger, hvis de kommer fra det forlag, han selv udgiver bøger på.
»Så sidder jeg jo og anmelder min egen forlagsredaktørs bog. Og er jeg så mindre kritisk? Man skal i hvert fald være varsom,« siger han.

Både Henrik Gade Jensen og Klaus Rothstein understreger, at det danske kulturmiljø er meget lille.
»Alle har interesser, og Danmark er et lille land, og den kulturelle klasse er lille,« siger Henrik Gade Jensen, mens Klaus Rothstein forklarer, at det derfor nogle gange kan være svært at undgå de relationer, der nu engang findes.

I november kritiserede Pressenævnet Politiken for, at formanden for netværket ORG skulle sige ja til at medvirke i et interview, før han kunne få mere at vide om det materiale, Politiken baserede sin research på.

0 Kommentarer