Da Mærsk forleden fremlagde halvårsregnskab, vedhæftede koncernen et tv-interview med direktør Nils Smedegaard Andersen. Kort tid efter blev det vist på Jp.dk, mens Ritzau droppede det. "For ukritisk," mente Ritzau.
Det er normalt en forsidenyhed, når olie- og shippinggiganten Mærsk fremlægger sit regnskab. Når virksomheden så tilmed for første gang nogensinde har underskud, er det ekstra hot. Klokken 08.00 fredag den 21. august kunne Mærsks direktør Nils Smedegaard Andersen fremlægge et halvårsregnskab med et tab på 3 mia. kroner.
Kort tid efter udsendte de et tv-interview, hvor direktøren svarer på spørgsmål om regnskabet. Det var til fri afbenyttelse i medierne, men medierne kunne først selv få fat på tv-interviews senere på dagen, var meldingen.
Redaktionen på RB-Børsen, der er ejet af Ritzaus Bureau, diskuterede, hvorvidt de skulle udsende interviewet, men de valgte ikke at gøre det.
»Som udgangspunkt foretrækker vi altid at stille spørgsmålene selv. Og det kunne vi ikke her. Derfor foretrak vi at vente, indtil vi selv kunne få fat på direktøren,« siger Ritzau/RB-Børsens nyhedschef, Søren Funch, til Journalisten.dk
Klippet var også til overvejelse på Jp.dk's tv-redaktion. Her kom de bare frem til en anden konklusion. Chef for tv-redaktionen Jakob Bendixen Andersen valgte at bringe dele af indslaget, som de selv havde klippet om. Han sammenligner videoen med en pressemeddelelse.
»Mærsk er svært tilgængelige, og vi ville selv have svært ved at få et interview. Derfor valgte vi at bringe noget af klippet, hvor han svarer på et relevant spørgsmål,« siger Jacob Bendixen Andersen til Journalisten.dk
Jacob Bendixen Andersen pointerer, at regnskabet kom på en fredag, og Ritzau havde varslet deres interview til klokken 17.00. Der ville derfor gå land tid, fra regnskabet blev udsendt, til direktøren kommenterede det på siden. Derfor var det valget mellem Mærsks interview eller intet, og denne gang valgte de altså interviewet.
»Det er meget nyt, at vi gør det. Og det er noget, vi skal diskutere hver gang, vi får det tilbudt,« siger Jacob Bendixen Andersen til Journalisten.dk
Jp.dk har klippet om i indslaget og lagt deres egen speak på. Under indslaget står der, at det er billeder fra Mærsk. Jacob Bendixen Andersen indrømmer, at Jp.dk skal være påpasselige, når sitet bruger selskabers egne optagelser.
»Det er klart, at det er et problem, hvis det bliver en tendens. Vi vil ikke gøre det hver gang, men har altså gjort det nu. Vi har vurderet, at det klip, vi viste, er okay,« siger han til Journalisten.dk
Indslaget med Mærsk-direktøren kan ses her
Her kan du læse, hvad TV 2 News og Mærsk siger til sagen
Læs også tidligere artikel: Mærsk vildledte Ritzau
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jørgen Fischer Ravn har en pointe.
Der er i princippet ikke forskel på et hjemmelavet interview og en pressemeddelelse med hjemmelavede citater fra direktøren.
Men det er som om, de såkaldte Video News Releases aldrig helt er slået igennem i Danmark.
Når det er sagt, er det stadig et udtryk for høj kvalitet, når medierne så vælger ikke at bruge interviewet, hvis det ikke passer ind i deres egen redaktionelle behandling af stoffet. Hvilket jo også er tilfældet med den måde, almindelige pressemeddelelser bliver behandlet på.
Noget tyder altså på, at A.P. Møller-Mærsk skal skrue op for innovationen og gøre de næste interview mere brugbare for danske medier, hvis man ønsker at fortsætte ad den vej.
For børsnoterede virksomheder kan det imidlertid være svært at sige noget egentlig nyt i perioden mellem udsendelse af en meddelelse og det første telefonmøde med analytikerne. I det lys bør man se interviewet som en øget service til medierne.
Hvis hensigten derimod har været at tvinge medierne til at bruge interviewet ved at lukke andre kanaler, bør man vende skråen på Esplanaden. Den taktik glider heldigvis endnu ikke ned på de danske business-redaktioner.
Mvh Jens Tovborg
Pyha. Endelig en relevant artikel fra Journalisten. Var ellers liiige ved endegyldigt at vælge siden fra til fordel for mediawatch.dk.
Medierne - Ritzau, Direkt, Reuters, Børsen, Berlingske og de fleste andre - kopierer I vid udstrækning citater fra adm.dir. i børsnoterede selskaber, som er indeholdt i de udsendte fondsbørs- og regnskabsmeddelelser - eller eftersendes af selskabernes presseansvarlige. Er det her ikke bare et spørgsmål om at skulle vænne sig til en ny kommunikationskanal. At det er Esplanaden, som står for det innovative, er måske nok en overraskelse, men noget nyt problem kan jeg ikke se.
Hilsen Jørgen