
Europarådet lyder muligvis som et EU-relateret organ, men har i virkeligheden intet med EU at gøre. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Jyllands-Posten har haft travlt med det virtuelle rettelak, efter et blogindlæg fra den faste debattør Mikael Jalving for to dage siden ramte spalterne.
I første omgang lød det i rubrikken på blogindlægget, at ”EU-bureaukrater vil forbyde danske partier”, og at angrebene kommer fra ”EU’s egne institutioner”.
Men i de efterfølgende linjer blev det klart, at Mikael Jalving skrev om en rapport fra Europarådet, som intet har med EU eller EU-institutioner at gøre.
Det har siden fået Jyllands-Posten til at rette indlægget, så det for eksempel i første linje hedder:
”Vi er efterhånden vant til mange sære og skøre påhit fra Strasbourg, og her tænker jeg ikke på de berømte muslinger med pommes frites, der jo smager fortrinligt”.
Strasbourg eller Bruxelles
I det oprindelige indlæg stod der Bruxelles, som jo netop er kendt for retten moules frites, hvor muslinger og pommes frites indgår. Men Europarådet ligger i Strasbourg, og altså ikke i Bruxelles, hvor EU-institutionerne primært har til huse.
I det oprindelige indlæg skrev Mikael Jalving også: ”Jeg kan allerede høre den sædvanlige bagatellisering. Det er jo bare en kommission under Europarådet, som er en ligegyldig underafdeling af EU, som for øvrigt aldrig bliver en union, og som vi altid kan melde os ud af.”
Det rettede Jyllands-Posten til, at kommissionen ”hører under Europarådet, som blandt andet også står bag Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og Udviklingsbanken i Paris.”
Alligevel har Jyllands-Posten dog i det rettede blogindlæg holdt fast i en linje om, at danske politikere finder sig i, at ”store dele af EU-systemets politiske logik er drevet af revolutionære vandaler”, selvom Europarådet altså intet har med EU-systemet at gøre.
Manglende faktatjek var en lapsus
Ifølge Jyllands-Postens debatredaktør, Henrik Sejerkilde, er det en fejl, at man fra Jyllands-Postens side ikke fangede de faktuelle fejl inden udgivelse. Derfor vil der også blive bragt en rettelse i den trykte avis, ligesom han efter Journalistens henvendelse har rettet yderligere i artiklen, så det for eksempel ikke fremgår, at moules frites er en særligt kendt ret fra Strasbourg, eller at EU-systemets politiske logik er drevet af revolutionære vandaler.
Fejlene burde være opdaget fra starten af, lyder det videre:
”Det var en lapsus. Det burde vi have gjort,” siger Henrik Sejerkilde om det manglende faktatjek.
I første omgang fremgik det ikke, at Jyllands-Posten havde foretaget de mange ændringer, men nu er det tilføjet, at der er foretaget rettelser. Det udspecificeres dog ikke, hvilke rettelser, der er tale om.
Det oprindelige indlæg handler om, at EU’s institutioner angriber det danske demokrati. Er hele pointen med indlægget ikke ændret, når det nu handler om Europarådet i stedet?
”Jo, det kan du sige, og det svækker det da. Men som jeg læser Jalvings indlæg, er det jo Europa over en bred kam, og alt hvad der kommer fra europæiske institutioner, det handler om,” siger Henrik Sejerkilde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.