Der er en trykket stemning hos Jyllands-Postens fotografer oven på det voldelige overfald på en kollega i aftes. Men billedredaktøren afviser at bruge vagter.
I aftes blev en fotograf fra Jyllands-Posten væltet omkuld og sparket i hovedet af seks-syv unge mennesker. Fotografen var i gang med at dække urolighederne på det Indre Nørrebro i København.
Det voldsomme overfald efterlader en noget trykket stemning blandt Jyllands-Postens fotografer, fortæller billedredaktør Jens-Kristian Søgaard.
»Vi er da kede af, at en kollega er blevet udsat for vold, det kan man godt mærke. Det er selvfølgelig yderst problematisk, at det skal være så farligt at gøre sit arbejde,« siger han.
Har I været forberedt på, at sådan noget kunne ske?
»Ja, vi har været forberedt på sådan noget længe. Omkring Ungdomshuset og optøjerne på Nørrebro har der været en række situationer, hvor kolleger har været i fare. Nogle er blevet frarøvet deres udstyr, andre har fået smadret deres grej. Vi har flere gange været udsat for ubehageligheder. Derfor er vi meget opmærksomme på, at vi skal passe på. Det er bare ikke altid, at man kan være sikker nok,« fortæller Jens-Kristian Søgaard.
Både DR og TV2 har valgt at bruge vagter, når de færdes på Nørrebro. Men det er ikke noget, Jens-Kristian Søgaard vil overveje for sine fotografer.
»Det vil jeg helst undgå. Det kan virke som en eskalering af hele konfliktsituationen, hvis man skal have vagter omkring sig. Fotograferne får nogle vanskelige arbejdsvilkår, hvis der hele tiden skal være et skjold imellem dem selv og begivenhederne,« mener han.
Hvis de farlige forhold for fotograferne fortsætter, kan det blive et problem at finde nogle til at dække uroligheder som dem på Nørrebro.
»Det er jo ikke sådan, at alle står i kø for at komme ud og dække Nørrebro i forvejen. Jeg tvinger ikke nogen til at tage ud i de her områder. Hvis der kommer alt for mange af de her situationer, så skal det nok blive sværere,« siger Jens-Kristian Søgaard.
Fotografen er sygemeldt og har meldt overfaldet til politiet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.