
Kulturminister Joy Mogensen (S) har i dag været i samråd om medieforhandlingerne, der gang på gang er blevet udskudt. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er efterhånden svært at holde styr på, hvor mange gange forhandlingerne om et medieforlig er blevet udskudt.
Udskydelserne skyldes coronasituationen og et travlt ministerium ifølge kulturminister Joy Mogensen (S). Det siger hun onsdag på et samråd om sagen.
”Jeg appellerer til tålmodighed og til, at vi holder fokus på den måde, vi kan hjælpe medie- og kulturlivet gennem coronakrisen. Jeg indkalder til medieforhandlinger i 2021, så snart coronasituationen tillader det,” siger hun.
Hun kan ikke love, at det bliver i år, men hun håber på det.
Flere partier er ellers ved at miste tålmodigheden med kulturministeren, som flere gange har udskudt forhandlingerne, siden regeringen overtog regeringsmagten i 2019.
Uge- og lokalaviser under pres
Især ugeaviser og lokalaviser er under pres på grund af udbredelsen af coronapandemien. Det skyldes primært faldende annonceindtægter.
Mediebranchen har bedt om en afklaring, da det er usikkert, hvilke vilkår den skal forholde sig til.
Flere partier på Christiansborg har efterlyst, at man deler forhandlingerne op og går i gang med at forhandle om de dele, som haster mest. Ministeren er ikke overbevist om den løsning.
”Det skal stadig ses samlet,” siger hun.
”Jeg er helt med på, at vi sagtens kan tage tingene gradvis, men vi skal stadig have helheden for øje. Jeg kan ikke sige, hvornår vi kan starte den gradvise forhandling. Men det er bestemt en mulighed, når den tid kommer,” siger hun.
Travlt med hjælpepakker
Hun peger på, at Kulturministeriet har haft travlt med udbetaling af hjælpepakker til kulturlivet generelt. Der er udbetalt 3,3 milliarder kroner gennem flere end tusind udbetalinger.
Den vigtigste opgave er genåbningen af dele af samfundet.
”Det kommer stadig til at lægge meget beslag på min og ministeriets tid. Af den grund alene kan jeg ikke sætte en dato for præcis, hvornår medieforhandlingerne går i gang.”
”Heldigvis håber jeg ikke, at vi står i en situation, hvor mediebranchens overlevelse står og falder med, om der kommer forhandlinger før eller efter sommerferien,” siger Joy Mogensen.
Hun fremhæver, at flere medier også har fået tilbudt hjælp gennem hjælpepakkerne.
/ritzau/
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.