Niels Nygaard
Journalistuddannelserne på DMJX, RUC og SDU går nu sammen om at undersøge, hvorfor der er en markant underrepræsentation af personer med etnisk minoritetsbaggrund på alle tre uddannelser.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Målet er i sidste ende at få flere med anden etnisk baggrund end dansk til at søge ind på uddannelserne for at skabe øget mangfoldighed i mediebranchen, lyder det i pressemeddelelsen.
Undersøgelsen bliver foretaget af organisationen Pluralisterne, der arbejder med at synliggøre og fremme diversiteten i blandt andet mediebilledet og kulturlivet, lyder det videre.
Undersøgelsen sker med støtte fra Dagspressens Fond, DJ og uddannelserne selv med et samlet budget på 435.000 kroner. Det indledes i januar og forventes afsluttet i forsommeren 2023.