Dagspressens Fond har netop offentliggjort, hvilke projekter den vil støtte i 2022.
Fonden har i år blandt andet valgt at støtte et forskningsprojekt, som skal undersøge, hvordan man får en mere mangfoldig rekruttering af studerende til journalistuddannelserne.
”Vi har brug for en mangfoldig journaliststand, der afspejler det samfund, vi alle er en del af. Det er en vigtig dagsorden og et problem, som branchen har et ansvar for at løse. Det vil fonden gerne bidrage til,” siger Mette Østergaard, der er formand i Dagspressens Fond og chefredaktør på Berlingske.
Hvert år uddeler Dagspressens Fond midler til projekter, videreuddannelse og studierejser for dagbladsbranchens medarbejdere samt forskning og videnskabeligt arbejde med relevans for den danske dagspresse.
I alt giver Dagspressens Fond bevillinger til projekter for 364.000 kroner i 2022. Se de andre projekter her.