Ingeniør, læge eller advokat: Yusuf, Hanar og Mohammad kan ikke se sig selv i journalistikken

Kun en håndfuld danskere med anden etnisk herkomst bliver optaget på hver journalistuddannelse om året. Journalisten besøgte to gymnasier for at undersøge, hvorfor indvandrere og efterkommere ikke søger ind på uddannelserne

Foran DMJX på Katrinebjerg i Aarhus står en skare af mennesker og ryger i deres frokostpause. Der er optagelsesprøve til journalistuddannelsen denne fredag, og flokken af unge mennesker med journalistdrømme er meget homogen. Slacks, strik og lyse lokker.

Billedet var ikke meget anderledes, da to af skolens semestre dagen før var samlet i auditorierne. På én hånd kan man tælle den samlede mængde af både studerende og håbefulde aspiranter med minoritetsbaggrund.

Og den observation fra journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole illustrerer fint mediebranchens problemer med repræsentation.

Under 1 procent af de klassiske nyheder er lavet af en journalist med minoritetsbaggrund, og kun 3,5 procent af kilder har en anden etnisk baggrund. Det konkluderer rapporten ’Dem, vi (stadig) taler om’, udgivet af Ansvarlig Presse og lektor Hanne Jørndrup fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet.

Rapportens konklusioner står i skærende kontrast til, at 14 procent af Danmarks befolkning ifølge Danmarks Statistik er enten indvandrere eller efterkommere af indvandrere.

På trods af at optagelsesprøverne på DMJX og SDU vurderes anonymt, bliver kun en håndfuld indvandrere og efterkommere ifølge Danmarks Statistik optaget på hvert af studierne årligt. Personer med én dansk forælder indgår i statistikken som havende dansk oprindelse.

”Man kan bestemt godt forestille sig, at der er færre med anden etnisk baggrund, der søger ind, men det har vi ikke præcise tal på endnu. Vi er i gang med at undersøge, hvordan det ser ud,” siger Ralf Andersson, som er leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet.

Han har taget initiativ til et samarbejde blandt de danske journalistuddannelser om at styrke rekrutteringen af journaliststuderende med anden etnisk herkomst. Han mener, at et naturligt sted at starte på at løfte mangfoldigheden er ved indgangen til mediebranchen: Nemlig på uddannelserne.

”Vi konkurrerer med de andre uddannelser om at få de bedste journaliststuderende, men vi er enige om at pause konkurrencen og gøre noget ved det, fordi vi står over for et fælles problem. Men vi skal ikke konkurrere om at være bedst til at optage andre etniciteter. Vi skal løfte i flok,” siger Ralf Andersson.

Afspejling af virkeligheden

På Risskov Gymnasium har Yusuf Er, Mohammad Adel, Joseph Youkhana og Emil Bang Vandborg samfundsfag på A-niveau. De har set resultaterne af rapporten, og drengene kan nikke genkendende til manglen på repræsentation.

Hverken Joseph Youkhana, Mohammad Adel eller Yusuf Er kan spejle sig i journalister, vinkler og historier fra nyhederne.

”De ligner ikke mig, de snakker ikke som mig, og det virker ikke, som om de snakker til mig. Jeg er en seer. Jeg observerer det og ser det, men er ikke en del af det. Det er sjældent, man ser en med brun hud eller en, man kan relatere til i nyheder,” siger Joseph Youkhana.

”Det er sjældent, man ser en med brun hud eller en, man kan relatere til i nyheder,” siger Joseph Youkhana. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Kun Emil Bang Vandborg kan genkende sig selv i medierne.

”Når jeg ser Clement Kjersgaard, så kan jeg godt se mig selv stå som ham og føre pinden rundt og give ordet. Jeg synes, det er et problem, at alle ikke kan se sig selv. For man skal da have en langt mere repræsentativ journalistik end det, vi tilbyder lige nu,” siger Emil Bang Vandborg.

Den manglende repræsentation kan mærkes blandt drengene, der går i 2. G.

”Det skaber en følelse af, at vi måske ikke er accepteret. At vi ikke er gode nok,” siger Yusuf Er.

Emil Bang Vandborg er født og opvokset i Østjylland. Han vil gerne læse statskundskab. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Rollemodeller

På Viby Gymnasium har Tasnim Awad, Narnis Mohamad og Hanar Hafid frikvarter i solskinnet.

De mener også, at der mangler rollemodeller med anden etnisk baggrund i mediebranchen. I alt kan 1.g-pigerne nævne to prominente figurer i nyhederne: Erkan Özden og Sikandar Siddique.

”Man skal altid have en rollemodel, så man kan sige ’det vil jeg også gerne være’. Det giver håb,” siger Narnis Mohamad.

Hendes klassekammerat Hanar Hafid er enig.

”Hvis vi fik nogen, der var som os, så kunne vi også få nogen, der kunne repræsentere os og vores holdninger,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har altid den her tanke, at fordi der er flere etniske danskere, der læser journalistik og laver nyheder, så virker det, som om folk ikke føler, at der er behov for, at der kommer ikke-etniske danskere,” siger Hanar Hafid.

”De prøver at løfte sig selv med børnenes intelligens. Det er meget ofte for at sammenligne sig selv med andre familier,” siger Hanar Hafid om forældrenes forventninger. Hun er kurder fra Irak og er født i Danmark. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Diversitet er vigtigt

Ifølge Ralf Andersson fra SDU er fornemmelsen af, at branchen ikke behøver ikke-etniske journalister, dog ikke helt sand. Mangfoldighed og diversitet er vigtigt for det redaktionelle arbejde, mener han.

”Uanset tilstræbt objektivitet afhænger det altid af øjnene, der ser. Så hvis gruppen af journalister eller branchen bliver for ens, både på alder, køn og etnicitet, så er det ikke godt for journalistikken eller for demokratiet, for så er det ikke muligt at have den nødvendige bredde i det journalistiske arbejde,” siger Ralf Andersson.

Derfor er første punkt på dagsordenen for journalistuddannelsernes samarbejde kortlægning. Det skal repræsentationsprojektet Pluralisterne stå for.

”Vi skal have undersøgt problemet ordentligt, og vi skal ikke selv gøre det. For ikke at være biased eller have blinde vinkler,” siger Ralf Andersson.

Planen er, at Pluralisterne skal gå uddannelserne igennem fra optagelse til arbejdsmarked, samt interviewe tidligere og nuværende studerende med anden etnisk baggrund om deres tanker og refleksioner om mulige barrierer og opfattelser.

”Og så vil vi gøre det, der er brug for, på baggrund af det,” siger Ralf Andersson.

Kulturelle forventninger

De gymnasieelever, som Journalisten møder i Risskov og Viby, peger på, at mange ikke-etnisk danske forældre har høje forventninger til deres børn.

”Min mor gav mig tre valgmuligheder: Ingeniør, læge eller advokat. Vi flygtede hertil fra Irak, så min mor siger, at hun ikke flygtede, for at jeg skulle blive frisør, rengøringsdame eller være på dagpenge,” siger Joseph Youkhana.

Selv om Mohammad Adel er født og opvokset i Danmark, kan han også mærke presset fra sine forældre og deres kultur.

”Det er ligesom implementeret i os etniske indvandrere, at vi skal have en høj status for at imponere eller gøre vores forældre stolte. Og det kan man ikke løbe væk fra,” siger Mohammad Adel, selv om han ikke mener, at journalistik er et lavstatus-fag.

For Hanar Hafid er der ikke så stramme forventninger til, hvad uddannelsen er, men mere til, at hun tager en uddannelse. Hendes mor mener, at hun skal uddanne sig, som hun har lyst.

”Min far vil gerne have, at jeg bliver advokat eller sygeplejerske, så jeg kan komme og passe på ham en dag. Han siger det bare, fordi han gerne vil have, at jeg får en bedre uddannelse – men jeg kommer aldrig til at være sygeplejerske, hvis jeg ikke har lyst til det, og det forstår han også godt,” siger Hanar Hafid.

Mohammad Adel er kurder fra Irak og født i Danmark. Han vil gerne læse sundhed og ernæring. Foto: Julie Meldhede Kristensen

”Måske ser I nogen fra vores klasse”

Ingen af gymnasieeleverne havde overvejet muligheden for at uddanne sig til journalist, inden Journalisten kom på besøg.

”Men efter i dag tænker jeg: ’Okay, måske kan jeg lige tage det til overvejelse og se, om det er noget, jeg godt kunne tænke mig i fremtiden’,” siger Hanar Hafid.

Faktisk bliver hun ligesom flere af de andre så provokeret over resultaterne af rapporten om manglende repræsentation på journalistuddannelserne og i nyhedsmedierne, at det virker direkte motiverende at prøve at blive en af de rollemodeller, de selv har manglet.

”For mig gør dét, at der ikke er så mange ikke-etniske danskere, der søger ind, at jeg gerne vil være den, der prøver at søge ind. Så folk også kan se, at der er flere, der begynder at søge ind. Jeg håber, at der i fremtiden er flere ikke-etniske danskere, der søger ind,” siger Hanar Hafid.

”Måske ser I nogen fra vores klasse,” tilføjer Narnis Mohamad grinende.


Foto: Julie Meldhede Kristensen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right