search

Journaliststandens klimasvigt

Klimadebatten er på nippet til at blive genstartet, siger klimaministeren. Det er på tide, at vi i medierne også overvejer vores rolle

Når danske medier skriver om klima, er to af de mest citerede danske kilder gennem tiden ikke klimaforskere. Den ene er astrofysiker. Den anden er politolog.

De er også på hver deres måde klimaskeptikere. Astrofysikeren Henrik Svensmark fordi han mener, at kosmisk stråling spiller en langt større rolle for klimaforandringer end menneskeskabte udledninger af CO2, politologen Bjørn Lomborg fordi han længe afviste klimaproblemerne. Det gør han ikke længere, men han er skeptisk over for, om det kan svare sig at gøre noget ved dem.

Måske er det en af årsagerne til, at hver femte dansker stadig afviser, at mennesket har nogen særlig indflydelse på klimaforandringerne ifølge det årlige klimabarometer, som den grønne tænketank Concito står bag.

I samme barometer afviser mere end hver 10., at temperaturen på jorden er stigende, og næsten hver fjerde svarer 'ved ikke' til det spørgsmål.

Men befolkningens usikkerhed deles ikke af videnskaben. Blandt klimaforskerne er der overvældende enighed om, at klimaforandringerne er virkelige, og at vores udledning af klimagasser spiller en væsentlig rolle.

Hvordan kan det gå til, at så mange af os lukker øjnene for noget, som eksperterne på området stort set er enige om? For mig at se, er der ingen tvivl om, at medierne har været med til at promovere klimaskepsisen langt ud over, hvad der er videnskabeligt belæg for. Det er et svigt, og det er på tide, at vi gør noget ved det.

Forfejlet objektivitet

Der er en del årsager til, at medierne har svært ved at håndtere klimastoffet troværdigt. Den første er vores indbyggede trang til at finde konflikter og til at lade begge parter i en konflikt komme til orde.

Begge dele er gode principper, men der skal være proportioner i det. Vi giver jo heller ikke ubegrænset taletid til de få, som stadig hævder, at rygning er uskadeligt, hver gang vi bringer en historie om lungekræft. Eller til konspirationsteoretikerne når vi bringer en historie om 9/11.

Vi forveksler objektivitet med at stille en mikrofon op foran to gensidigt uenige parter og så lade dem slå hinanden i hovedet med argumenter. Men det er ikke særlig objektivt at lade synspunkter, som færre end tre procent af eksperterne er enige i, få mere end 50 procent af taletiden hver gang.

Mit budskab her er ikke, at skeptikerne ikke skal høres, for i al god forskning og formidling er der også plads til tvivl og spørgsmål. Men skal vi være saglige, skal vi holde proportionerne.

 

Tung videnskab

Den anden faktor er, at de færreste af os er i stand til at gennemskue forskningen på området, og mange af os har også ret ringe forståelse for videnskabelige rapporter og formuleringer i det hele taget.

Den gode forsker vil typisk være forsigtig i sine konklusioner. 'Det kunne tyde på' og 'det kan ikke udelukkes, at' er den slags vendinger, som kan få en journalist til at konkludere, at så er forskerne nok ikke på sikker grund. Men man kan ikke bevise klimaets udvikling om 50 år, kun tale om sandsynlige scenarier. Skeptikerne er typisk ikke drevet af samme forsigtighedsprincipper, men udtaler med brask og bram og rubrikvenlige citater, at klimaforskerne ikke aner, hvad de taler om.

I videnskabelige kredse er det også helt nødvendigt konstant at stille spørgsmål til teorier og hypoteser, og der er masser af detaljer omkring fremtidens klima, som er usikre, og som derfor bliver diskuteret i noget, der kunne ligne rygende uenighed.

Men i klimaforskningen er det først og fremmest detaljer, som bliver diskuteret, ikke de overordnede tendenser. Og uenighederne om detaljerne er med til at forfine de modeller, som bliver brugt, de er ikke med til at miskreditere dem.

Dertil kommer, at journalister ofte ikke forstår at skelne mellem videnskabelige artikler i anerkendte tidsskrifter og pseudovidenskabelige udgaver. I de anerkendte tidsskrifter er forskningen vurderet og kommenteret af andre forskere, så der er en vis sikkerhed for, at den videnskabelige metode er i orden.

Når vi ligestiller pseudovidenskabelige undersøgelser med studier offentliggjort i anerkendte tidsskrifter, er vi med til at skade vores formidling af det komplicerede klimastof. Så det bør tjekkes, om kilden overhovedet er ekspert inden for klima eller beslægtede områder, og om vedkommende publicerer i anerkendte tidsskrifter eller nøjes med at indsende kronikker og andre holdningsindlæg til magasiner og medier uden krav til den videnskabelige metode.

 

Klimaforstoppelse

Næste problem er, at klimastof er tungt at formidle. Der opstod en træthed og træghed efter fiaskoen ved COP15, hvor de fleste af os havde fået klimaforstoppelse. Derfor er der ingen særlig prestige i at formidle klima og bæredygtighed, og de fleste af os søger hen i stofområder, hvor der er større opmærksomhed.

Man skal være meget idealistisk for at insistere på at skrive om klima, og med et par markante og dygtige undtagelser sker det heller ikke længere herhjemme i særlig systematisk grad. Og når det sker, er det ofte under navne som 'grøn vækst'. Økonomi er mere sexet end klima for tiden.

 

Politisk korrekthed

En fjerde faktor er det, at pressen nødig vil opfattes som politisk korrekt. Derfor føles det rigtigst at være i opposition til de gældende holdninger og stille spørgsmål ved dem.

Det er også et fremragende udgangspunkt, når det gælder politik, ideologier og holdninger. Det er bare et rigtig skidt sted at begynde, når det gælder videnskabelige fakta.

Pudsigt nok er det politisk korrekte tilmed en myte, når det gælder klimaforskning. Selv om eksperterne har advaret mod klimaforandringer i adskillige årtier, har de haft meget svært ved at blive hørt, endsige at få deres arbejde finansieret. Først de seneste 10-15 år er der for alvor kommet fokus på klimaforskningen – og selv da med betydelig modstand.

 

Kom tilbage i klimakampen

Regeringen er ved at være klar med sin længe ventede klimaplan. Om ikke så længe er der endnu en COP. Om et år offentliggør FN's klimapanel, IPCC, sin femte hovedrapport i København. Klimaet vil igen komme ind i nyhedsstrømmen.

Hvis det overvældende flertal af klimaforskere har ret, har vi i den grad brug for, at politikerne tør træffe nogle beslutninger, der kan bremse klimaforandringerne. Det tør de kun, hvis befolkningerne forstår, hvad der er på spil og kan deltage i debatten om, hvad vi skal gøre på et kvalificeret grundlag. Her har vi en rolle at spille.

Vores spørgsmål bør ikke længere først og fremmest kredse om, hvorvidt det nu også er rigtigt med de der klimaforandringer. Vores spørgsmål bør være, om vi skal gøre noget ved dem og i givet fald hvad og hvordan. Her er der væsentlige konflikter og kontroverser nok at tage fat på. Regeringens kommende klimaplan og reaktionerne på den fortjener helt sikkert kritisk og sagligt og velproportioneret modspil.

Vi må aldrig blive en propagandamaskine. Men vi må heller aldrig ignorere fakta af frygt for at blive det eller af sjusk og faglig dovenskab og en misforstået opfattelse af, at objektivitet er at give alle synspunkter lige stor værdi.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen