search

Journalistisk generationsskifte i Rwanda

Tre hutu-journalister står anklaget for folkemord. En ung tutsi-journalist dækker sagen. Han tror, en objektiv presse er eneste vej frem for Rwanda. Han taler også om de første spæde forsøg på fælles humor blandt tutsi- og hutujournalister.

Journalister, redaktører og grundlæggere af medier i Rwanda står i disse dage anklaget for medvirken til folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i Rwanda. Anklagerne er rejst af det internationale samfund, og rammerne er retssagen mod krigsforbrydere fra Burundi og Rwanda i Aru-sha, Tanzania.

Under borgerkrigen i Rwanda dræbte borgere fra Hutu-stammen op imod en million mennesker fra Tutsi-stammen.

Blandt de mange journali-ster, som dækker retssagen, er det derfor interessant at finde 20-årige Gaby Gabriel, tutsi fra Rwanda og reporter for et schweizisk nyhedsbureau i Arusha, Tanzania. Han dækker retssagen mod tre mediefolk fra Rwanda.

"Jeg mener, at jeg objektivt og sagligt kan dække de sager. Mest af alt fordi, jeg er en stærk tilhænger af begrebet objektivitet efter alt det, jeg har set og hørt. Derfor tror jeg, det er den eneste vej, vi har i Rwanda, hvis vi skal undgå en tilsvarende situation," siger Gaby Gabriel.

Objektivitet er ellers et stort set ukendt ord i Afrika, hvor regeringerne ofte ejer medierne og bestemmer dagsordenen.

Jean Bosco Barayagwiza var stifter af radiostationen "Radio Television Libre Mille". Han er anklaget for "direkte opford-ring til folkemord, medvirken til folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Straframmen er fængsel på livstid.

De samme anklager står journalist og historieprofessor Ferdinand Nahimana overfor. Han arbejdede på samme radio.

Begge nægter sig skyldige. Dommene afventes med spænding af et ukendt antal eftersøgte journalister, som er flygtet fra Rwanda og nu har opnået asyl eller opholdstilladelse i andre lande. FN har eftersøgninger ude, men oplyser navne efterhånden som de arresteres.

Den tredje mand i sagskomplekset står også til livstid, hvis han dømmes skyldig i de samme anklager som de to andre i sagen. Hassan Ngeze, tidligere redaktør på avisen "Kanguru", sidder i retten iført habitjakke med opsmøgede ærmer, men uden skjorte, og en klippefast tro på, at han går fri. Selv om adskillige vidner, ifølge eksperter, har ført særdeles belastede vidneudsagn mod ham.

Et vidne har berettet, hvordan en gravid kvinde blev sprættet op og fosteret taget under et forhør. Ifølge vidnet skulle Hassan Ngeze være ansvarlig. En række andre vidnesbyrd på, at redaktøren selv var på gaden med macheten i hånden, har indtil videre blot fået forsvarsadvokaten til at trække på skuldrene og hævde, at hans klient er en gigantisk forkæmper for ytringsfriheden og bør hyldes som én.

I 1994 – under folkemordet- mistede Gaby Gabriel alle onkler, tanter, fætre og kusiner. Venner og naboer forsvandt. Men han fastholder, at han kan dække retssagerne objektivt:

"Som jeg ser det, kan vi kun få varig fred i Rwanda, hvis journalisterne danner skole og fortæller folk sandheden. Mange af mine landsmænd er dårligt eller slet ikke uddannede. De hører radio, som var det den eneste sandhed. Hvis to mennesker i en landsby er uenige om, hvad klokken er, så er det den, som siger, at hans ur er stillet efter radioens nyhedstime, der har ret. Det falder ikke folk ind, at også radioen kan tage fejl. Det gør det afsindigt vigtigt, at vi journalister er virkelig nøjagtige, og at vi vurderer vores ord, så intet kan misforstås."

Det kunne ordene fra Jean Bosco Barayagwizas radiostation sådan set heller ikke. Timevis af bånd afslører, at han tillod, at radioen blev brugt til at sende lister ud med navne på folk, som så – også i radioen – blev krævet myrdet. Var folk gået under jorden, fik radioen tips af lytterne om, hvor de gemte sig, og offentliggjorde skjulestederne.

Andre radio-udsendelser handlede om, hvordan man som hutu ville blive anset som forræder, hvis man samarbejdede med tutsier, giftede sig med dem eller skjulte dem.

I 99 procent af sagerne er vidnerne anonyme og garanteret ny identitet efter retssagen. I de tilfælde, hvor de selv står anklaget, får de en mildere dom.

"Jeg har ikke noget imod den fremgangsmåde. For udsagnene er så hæslige, at man næppe kunne opfinde dem selv for personlig vindings skyld. Men når det er sagt, så bliver jeg egentlig ikke specielt berørt af udsagnene. Det er nok fordi, jeg møder ofrene hjemme i Rwanda, og det er langt, langt værre," siger Gaby Gabriel.

Det falder mange rwandanere for brystet, at mens FNs fanger i fængslet i Arusha lever mageligt, så fører ofrene en kummerlig tilværelse i Rwanda.

Fangerne her kan vælge deres mad fra et godt menukort. Varer bliver fløjet ind fra hele verden. De får to jakkesæt, sko, slips med mere til retssagerne. Mediefolkene under anklage har oprettet deres egne – temmelig smarte – hjemmesider på nettet, hvor friske billeder af de anklagede i deres celler i fængslet dukker op, selv om det ifølge FNs regler er forbudt. De sidste billeder viste Hassan Ngeze med en flot fødselsdags-kage, bagt af FN personalet.
Mange af ofrene i Rwanda har svært ved at få et måltid mad dagligt.

"Det er nok det sværeste at kapere – både for mig og for ofrene derhjemme. Men jeg forsøger at fastholde for mig selv, at sådan arbejder et stort internationalt system, og med den tanke forsøger jeg så at fortælle historierne, uden at skjule de faktiske forhold her i Arusha," siger Gaby Gabriel.

Efterhånden som hverdagen er begyndt igen i hans hjemland, tager Gaby Gabriel ofte hjem på besøg. I hovedstaden Kigali er presseklubben startet igen:

"Det er faktisk det mest opløftende. For efter en temmelig anspændt start fandt vi den afvæbnende forløser: Humoren. Vi fandt ud af at joke – hutuer og tutsier imellem. Den gamle garde holder sig ganske vist udenfor, og regeringen har slet og ret forbudt befolknin-gen at omtale sig selv og andre efter stammetilhørsforhold. Men det skaber jo netop tabuer, og som journalist er jeg og langt de fleste af mine kolleger dybt imod det. Vi har set, hvad det kan føre med sig," siger journalisten og understreger, at det foreløbig altså er det eneste sted, den type humor kan benyttes i Rwanda.

"Vi er endnu meget sårbare. Og følelserne er store og bitre. Så situationen er bestemt ikke stabil endnu. Det ses alene af de pålæg, pressen får af regeringen. Men hvis vi journali-ster holder tungen lige i munden, véd jeg, at vi – landets nye journalister – er nøglen til hurtigere helbredelse for Rwanda," slutter Gaby Gabriel.

Retssagen mod de tre mediefolk fra Rwanda ventes at fortsætte i hvert fald året ud.

Hjemmeside, der hylder Hassan Ngeze:
http://www.hassanngeze.s5.com

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen