search

Journalistisk etik i terrortider

Hele verdens medier udnævnte en kvinde til at være Islamisk Stats første kvindelige selvmordsbomber. Det var forkert, og flere billeder som angiveligt forestillede hende, har ødelagt en anden kvindes liv. Medierne må blive bedre til at besinde sig i terrortider

Den 15. april 2013 sidst på aftenen drak jeg en hyggelig kop te hos en gammel veninde i Københavns Indre By, da min mobiltelefon ringede. DR2’s Deadline-redaktion ledte efter mig, fordi de havde set på Facebook, at jeg var på besøg i det københavnske fra USA. Jeg anede ikke, hvad de ville – for en gangs skyld var jeg offline, og havde intet set – men redaktionen kunne meddele, at der havde været et bombeangreb – ”formentlig terror” – mod Boston Marathon i USA godt en time tidligere.

Deadline skulle til at starte 45 minutter senere, og kunne jeg mon tage en taxi ud til Ørestaden og være med live? En halv time senere sad jeg i tv-studiet sammen med Martin Krasnik, og der sad vi de næste tre timer i en forlænget live TV-udsendelse om angrebet. Meget af det, vi diskuterede – og det gjaldt også de eksperter, der blev ringet op undervejs – byggede på løbende indberetninger fra især Twitter og amerikanske medier på stedet.

Jeg husker, hvordan vi passede på. Vi var forsigtige, og luften var tyk af ”antagelser og” ”mulige scenarier” . Ingen ønskede at give for hurtige bud på, hvem der stod bag angrebet.

Læren fra Utøya

Det var der, tror jeg, især èn grund til. På det tidspunkt var det blot lidt under to år siden, at højre-ekstremisten Anders Behring Breivik havde begået sin uhyggelige massakre i Norge; og ihukommende, at mange eksperter dengang havde spekuleret i islamistisk terror, før det stod klart, hvad der var sket, skulle ingen nyde noget af at komme med forhastede domme om skyld blot 21 måneder senere.

Alligevel rapporterede jeg selv et par forkerte oplysninger videre i den ophidsede stemning, som havde grebet alle verdens medier. F.eks. om en tredje eksplosion, som ”politikilder mener er næste stade i angrebet”, men som viste sig at være en banal elektrisk kortslutning, der ikke havde nogen forbindelse med angrebet på løberne. I det amerikanske nåede flere medier også at bringe billeder af en ung ”formodet gerningsmand”, der intet havde med de to tjetjenske brødre, der viste sig at stå bag angrebet, at gøre.

Den falske selvmordsbombe-tøjte

Da Islamisk Stats forfærdende terrorangreb i Paris fandt sted i forrige uge, lå den journalistiske omtanke imidlertid ikke længere forrest i den journalistiske værktøjskasse.  Det er ikke for meget at sige, at den var pakket godt væk.

I løbet af få dage bragte alverdens medier billeder af Hasna Ait Boulahcen, der blev identificeret som ”Islamisk Stats første kvindelige selvmordsbomber.” Den historie var klart for god til at lade ligge. Tabloidmedier som New York Post og britiske Daily Mail svælgede i historien om den ”udadvendte, sprutelskende party girl, der røg og havde masser af kærester. Og hvis kælenavn var 'The Cowgirl’, fordi hun elskede at gå med store cowboyhatte.” (linket, som du ser herover, har ny tekst; Daily Mail har fjernet den oprindelige påstand, hvor Boulachen bliver beskrevet som selvmordsbomberen, men det meste af portrættet er det samme).

Den amerikanske tabloidavis anbragte et billede af hende på forsiden, hvor hun ligger med masser af make-up på i et badekar fyldt med bobler. Det var et billede, Daily Mail havde ’eksklusivret til’ som avisen skrev og blev citeret for. New York Post valgte overskriften "Thug in a Tug" og underrubrikken ”Her er selvmordsbomberen fra Paris”. Inde i bladet blev hun kaldt ”Selvmordsbombe-tøjten”. Se det oprindelige billede og en omfattende kritik af de to medier her – fra netmediet Gawker, der skriver om skandalen med rubrikken "The Female ISIS Suicide Bomber in the Bathtub Was Exactly None of Those Things".

Stort set alle danske medier, inklusiv Ritzau, skrev da også malende historier om den unge kvinde. Historier, der imidlertid – som Gawkers rubrik siger det – led af to alvorlige fejl, vel de mest alvorlige man kan forestille sig i sådanne sager.

Kvinden på billedet: ”Mit liv er ødelagt”

For det første – som vi nu ved – var Boulahcen ikke selvmordsbomber. Hun blev sprængt i luften af en anden person i lejligheden, og vi ved endnu ikke, om hun var medskyldig i terrorangrebet eller et offer for sin fætters ugerninger. De globale medier byggede deres hundredvis af portrætter og lange, forsøgsvis intellektuelle diskussioner af IS' strategi på "politikilder". Havde IS mon skiftet strategi, og ville IS mon fremover bruge kvinder til terroraktioner (noget terrororganisationen har en eksplicit politik om aldrig at gøre)?

Men det blev ikke specificeret, om disse politikilder var officielle eller ej, ej heller om det var spekulationer fra en eller flere ansatte. På intet tidspunkt var der en formel redegørelse eller pressekonference fra de franske myndigheder eller statsanklageren i Paris, der udnævnte Boulahcen til selvmordsbomber.

For det andet, og endnu værre set med den overlevendes briller, forestillede billedet i badekarret slet ikke Boulahcen, men en anden kvinde: Nordmarokkanske Nabila Bakkatha, der i starten af denne uge fortalte til CNN, hvordan hendes liv nu er ødelagt af billederne, som hun formoder er solgt til Daily Mail af en veninde, som hun blev uvenner med år tilbage, da de begge boede Frankrig. Hun er nu ved at sagsøge sin tidligere veninde samt den journalist, der har videresolgt de falske billeder til Daily Mail. Hun siger:

”Min familie er chokeret, nogle af mine slægtninge taler ikke til mig længere. Mit liv har ændret sig drastisk, jeg er holdt op med at gå på arbejde, og jeg kan ikke gå ud længere; jeg lever i konstant frygt. Jeg er sikker på, at jeg vil komme ud i en masse problemer, hvis jeg rejser til Frankrig.”

Historier, der bliver stående

Mange af de internationale medier har været inde og rette deres historier, men det gælder langt fra alle. Også på danske medier kan man fortsat finde den forkerte historie uden rettelser. Som f.eks. her i BT, hvor journalisten skriver ”i onsdags blev der skrevet historie, da Hasna Ait Boulachen sprængte sig selv i luften og dermed blev Europas første kvindelige selvmordsbomber.”

I en anden artikel, også fra BT, angiver den danske avis blot britiske Daily Mail som kilde: ”Flere og flere uhyggelige detaljer kommer nu frem om den onsdag morgen, hvor den 26-årige Hasna Aitboulachen blev den første kvindelige selvmordsbomber på europæisk grund nogensinde.”

I en tredje artikel med rubrikken ”Bombe-kvinden” skriver journalisten også om Boulachens festlige fortid og at hun ”forsøgte at spille gidsel”, da hun før sin død skreg ”hjælp mig” til politiet. Ekstra Bladet var en anelse mere forsigtig med ordvalget, om end historien var den samme. Tabloidavisen på Rådhuspladsen skrev at Boulachen ”angiveligt blev Europas første kvindelige selvmordsbomber”.

Men tabloidmedierne stod langt fra alene. Ritzau skrev at ”kvinden med cowboyhatten blev dødsensfarlig islamist” og udnævnte hende også til selvmordsbomber. De ærværdige dagblade, Jyllands-Posten (”Hvem var den kvindelige selvmordsterrorist?”) og Politiken (”Kvinden, der gik fra alkohol, cigaretter og vilde fester til selvmordsbomber”) trykte også længere portrætter af den kvindelige selvmordsbomber Boulahcen.

Naturligvis er der bragt rettelser efterfølgende – Politiken endda to gange – men man noterer sig, at rettelsen er kort og ikke prangende. Og det er næppe overdrevet at gætte på, at korrektionerne ikke vil tiltrække sig samme opmærksomhed eller læsertal som de oprindelige, kulørte artikler. Og internettet glemmer aldrig. Den historie vil – uanset at den er 100 procent forkert – aldrig dø.

Vi må lære af vore fejl

Hvad skal man mene? Alle journalister og redaktører ved, at det er svært at bevare besindelsen, når meget dramatiske begivenheder udfolder sig, og der samtidig er et globalt kapløb i gang om at komme først med nyheder om det skete. Men samtidig er der ingen vej udenom at holde fast i de etiske overvejelser. Det er og bliver ikke bare forkert, men utrolig skadeligt for mediernes anseelse,  når man ikke blot bringer forkerte nyheder til torvs, men føjer spot til skade ved at gå amok med lange portrætter af personer, som man rask væk udnævner til forbrydere, terrorister og mordere uden den ringeste dokumentation. Helt galt går det, når man blot henviser til andre – ofte udenlandske – medier, som om de var sandhedsvidner.

Vort rygte som journalister er i forvejen ramponeret i de fleste brugeres øjne; se blot de gentagne målinger om den sag, vi ligger og roder i bunden sammen med politikere, ejendomsmæglere og brugtvognsforhandlere.

Det er muligvis illusorisk at tro, at vi nogensinde kommer op på linje med dommere og sygeplejersker. Men vi kan gøre meget for ikke ligefrem at bidrage til forfaldet. Forhåbentlig vil historien om Hasna Ait Boulahcens triste endeligt blive en lærestreg, som verdens medier ikke bare husker, men også tager ved lære af fremover.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen