Journalistikpolitiet lukker ned

I dag lukker journalist Jakob Andresen ned for sit webprojekt Journalistikpolitiet, der har leveret mediekritik i snart to år.

I dag lukker journalist Jakob Andresen ned for sit webprojekt Journalistikpolitiet, der har leveret mediekritik i snart to år.

3.080 likes har Journalistikpolitiet i skrivende stund på Facebook. Men i dag mandag lukker både Facebook-siden og sitet jourpol.dk ned.

Det skrev journalist Jakob Andresen, der står bag projektet, på Facebook samt på sitet i går søndag.

Journalistikpolitiet har trukket heftig debat fra både mediefolk og medieinteresserede læsere, der har diskuteret presseetik og mediekritik. Men nu har Jakob Andresen ikke længere tid nok til projektet, lød det på hjemmesiden: 

"Det er tæt på to år siden, Journalistikpolitiet blev sat i søen. Og nu er det tid til at stoppe igen.

Jeg har ikke længere mulighed for at bruge den tid, projektet kræver og fortjener, og derfor lukkes Facebook-siden og jourpol.dk ned i morgen.

Tusind tak for de mange, mange kommentarer og indlæg. Det har været interessant!

Vi diskuteres ved derude …"

Journalistikpolitiet fik dog mange farvelhilsner med på den åbne Facebook-side i løbet af i går. Heriblandt fra en af dem, der er blevet kritiseret mere end én gang på sitet, B.T.-chefredaktør Olav Skaaning Andersen:

"Du har været pisseirriterende, men det har været nødvendigt. Altså når det drejede sig om de andre-:) Tak for kampen," skrev han.

Jakob Andresen skriver dog også på Facebook, at han overvejer at lade Facebook-siden bestå med den funktion, at læserne kan dele mediekritik der "som en slags opslagstavle".

Læs Journalistens portræt af Jakob Andresen fra 2010.

0 Kommentarer