Fødselsdage, bryllupper, jobskift, jubilæer og dødsfald. Avislæserne er vilde med mærkedage, og dermed kan navnestoffet blive et vigtigt element i avisernes kamp for overlevelse. Men kun få journalister har lyst til at søge lavstatusjob på navneredaktionerne.

NAVNESTOF. Læserne ville have mere. Ledelsen ville have mere. Men da Fyns Amts Avis sidste år tog konsekvensen og satsede på navnestoffet ved at slå to nye stillinger op på navneredaktionen, var der langt mellem ansøgerne.

»Navnestoffet har altid haft lavstatus, selv om der ikke er nogen, der er i tvivl om, at det er godt stof for læserne. Men der har også alle dage været et misforhold mellem, hvad læserne vil læse, og hvad journalisterne gerne vil skrive,« siger navneredaktør Peter Faber.

Mere plads i avisen, flere aktuelle portrætter og mere fokus på almindelige mennesker. Det var nøgleordene for Fyns Amts Avis.

»Vores eneste chance for at overleve er at dække vores lokalområde tættere og bedre end alle andre, og det her er en mulighed for at knytte læserne til avisen. Vi har en tyrkertro på, at navnestoffet er ekstremt godt læsestof, og at folk gerne vil læse om alle mulige mennesker,« siger Peter Faber.

Men selv om nyt om navne er et hit hos læserne, er det altså ikke videre populært at skrive. Det husker journalist og forfatter Niels Krause-Kjær tydeligt fra sin tid på Jyllands-Posten.

»Der var ikke noget mere irriterende end at få sin månedlige kvote af fødselsdagsportrætter, der skulle skrives,« husker han. Da han skulle skrive sin anden roman, »Tilskueren«, skabte han en undseelig, uambitiøs hovedperson – og anbragte ham som kontormedarbejder på en navneredaktion. Det var ikke spor tilfældigt.

»Det stofområde er aldrig blevet betragtet som specielt karrierefremmende. Det er jo ikke ligefrem på navneredaktionen, at man vælter ministre. Det er sådan et sted, hvor ældre medarbejdere traditionelt set er blevet anbragt de sidste år af deres karriere. Men egentlig er det lidt tankevækkende, at journalister ikke interesserer sig mere for navnestoffet, når det er så vigtigt stof for aviserne.«

Men satte du det så selv på skemaet, da du var studieleder for journalistuddannelsen i Odense?

»Næ.«

Hvorfor ikke?

»Ha-ha, det er jo ikke det mest sexede stof. Hvis man lavede sådan et forløb på en journalistuddannelse, er det sikkert som amen i kirken, at der ikke ville være ret mange, der søgte det. Det appellerer ikke rigtig til unge, ambitiøse journalister, der vil ind og gøre en forskel i faget,« vurderer han.

Ikke desto mindre vil hans efterfølger på posten som studieleder, Troels Mylenberg, gerne sætte mere fokus på navnestoffet i undervisningen.

»Jeg mener, at det er noget af det væsentligste stof for en journalist at kunne beherske. I amerikansk journalistik har det altid været
noget af det, man startede med i sin uddannelse.«

Forskellige læserundersøgelser fra de seneste år understreger, at læserne er vildt begejstrede for navnestoffet, og Troels Mylenberg råder aviserne til at tage undersøgelserne alvorligt.

»Navnestoffet er en fod i døren i forhold til abonnenter, for hér har betalingsaviserne et forspring. Læserne vil nødigt overse fødselsdage og jobskift i lokalmiljøet eller deres egen branche.«

At læserne er så vilde med navnestoffet, er der en enkel forklaring på, fortæller journalist og ph.d. Kirsten Sparre.

»Navnestoffet handler om de mennesker, vi omgiver os med, og derfor er det interessant. Så simpelt er det,« forklarer hun.

Kirsten Sparre var i 2001 med til at skrive bogen »Den glade journalistik« om mediernes dækning af de kendte, og hun mener, at læsernes interesse for navnestof er beslægtet med interessen for selv de små ting i de kendtes liv.

»Journalistik om kendte – og navnestof – er interessant, hvis folk har en aktiv interesse i de personer, der bliver omtalt. Kendskabet kan godt være overfladisk og bygge på, hvad man har tilegnet sig gennem medierne. Hvis du ser på indholdet af historierne om kendte, er det ofte banalt – hun var til filmpremiere, han har fået ny kæreste – men fordi det overgår en person, som vi synes vi kender, engagerer vi os i det. Det gælder i endnu højere grad for navnestoffet i en lokalavis, fordi det handler om mennesker, man rent faktisk har set på gaden, eller som har undervist éns datter i skolen.«

Navneredaktør Knud Mogensen hos Viborg Stifts Folkeblad har aldrig været i tvivl om, at nærheden er et af hans stofområdes store kvaliteter.

»På et helt jordnært plan vedrører det os alle, fordi det i bund og grund kunne handle om os selv.«

Han kan ikke forstå, at navnestoffet skulle have et dårligt ry.

»Hvis det er sådan, har det fuldstændigt forbigået min opmærksomhed. Navnestoffet er det tætteste, du kan komme på mennesker omkring centrale dage i deres liv, og at skrive portrætter af mennesker kan ikke være dårlig eller tam journalistik. Vi er flinke ved folk, og på vores navneside smiler folk altid, uanset om de er levende eller døde. Hvis læserne vil have et hurtigt overblik over, hvad der sker med hvem i byen, er vi de eneste, der kan give dem det.«

Hans navneredaktørkollega hos Politiken, Erik Schnettler, tror også, at navnestoffet for læsere over 40 er et vigtigt incitament til at holde avis. Ligesom flere af de øvrige landsdækkende aviser har også Politiken de seneste år øget sit fokus på navnestoffet, og efter at Erik Schnettler tiltrådte som navneredaktør sidste år, har avisen sat mere plads af til navnestoffet. I løbet af det år har han kunnet se, at navnestoffet har høj status hos nogle af journalisterne.

»Det er selvfølgelig sjældent noget, der indbringer Cavling-priser eller kommer på forsiden. Men når visse personer skal portrætteres, står fremtrædende medarbejdere på bladet faktisk i kø for at skrive.«

Det journalistiske løft, som flere aviser giver deres navnestof, er nødvendigt, for hvis betalingsaviserne skal klare sig i den øgede konkurrence, skal de forædle deres unikke stof, mener Troels Mylenberg fra SDU. Og det skal hans studerende kunne hjælpe med.

»De skal lære, at det at kunne skrive et godt portræt rummer basal lærdom om journalistikkens væsen. Men det handler også om at kunne give navnestoffet den kant, som det skal have. Der er ikke noget mere dødssygt end at læse et portræt, der er en ren afskrift af, hvad den portrætterede gerne vil have fortalt. Der er masser af navnestof i aviserne, hvor det er tydeligt, at den omtalte selv har skrevet store dele af portrættet og fortalt om sine fantastiske meritter. Man behøver selvfølgelig ikke beskrive alle skyggesiderne lige så indgående som det
positive, men man skal kunne vægte de to ting.«

Kunsten at skrive nekrologer hitter

TREND. Et gammelt hotel i Las Vegas lagde i juni lokaler til en noget speciel sammenkomst. I alt 45 journalister og forfattere troppede op til den årlige internationale verdenskonference for nekrologskribenter. Årets udgave var nummer otte i rækken, og deltagerne fik tre dages program med i alt 12 oplægsholdere, der blandt andet fortalte om researchteknikker og kunsten at skrive nekrologer om krigens ofre.

Alle talerne var fra USA og England, og det er ganske betegnende. I England har de seneste 20 år nemlig været en ren guldalder for nekrologer, proklamerer den amerikanske journalist Marilyn Johnson i sin bog »The Dead Beat«, der udkom tidligere i år og samler op på nekrologens historie.

For store engelske aviser som The Independent og The Guardian er portrætterne af de nyligt afdøde blevet et vigtigt element i konkurrencen, og journalister med evner for at skrive gode nekrologer med kant er i høj kurs. Udviklingen i England er blevet betegnet som »en revolution for nekrologerne«.