search

»Journalistikken er blevet teoretiseret og akademiseret i meget høj grad«

»Overvægten af forfaldshistorier og optagetheden af at finde fejl fylder sygt meget.« Det er branchens største udfordring, mener Nanna Jespersgård, kommunikationspartner på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet

Hvorfor blev du journalist? 

»Jeg er opfostret på en sær blanding af eksakte videnskaber og kunst, og da jeg ikke skulle være fysiker som min far eller billedkunstner som min mor, måtte jeg finde min egen vej. Jeg var meget nysgerrig og bredt interesseret i verden, og det var nok det, der gjorde det.«

Overvejede du at blive underviser?

»Aldrig.«

Du indledte din karriere som praktikant på Berlingske Tidende. Hvordan var det?

»Da jeg begyndte i praktik, følte jeg mig som en af Guds udvalgte, der fik lov til at lære en masse. Det fik jeg også, blandt andet lærte jeg at fatte mig i korthed og formidle stramt, men da jeg vendte tilbage til skolen, fandt jeg ud af, at de, der havde været i Viborg eller Skive, kunne noget andet. For eksempel var det først mange år senere, da jeg arbejdede på en lokalavis, at jeg fandt ud af, hvad en lokalplan var.«

Hvordan var skiftet fra landsdækkende avis i København til lokalavis?

»Jeg søgte hundredvis af uopfordrede stillinger, da jeg var nyuddannet, og blev på et tidspunkt tilbudt et vikariat i Vejle. Jeg tænkte: Det bliver helt ad helvede til, men et sted skal man jo begynde. Min nærmeste kollega var Tom Jensen, der i dag er chefredaktør på netop Berlingske, og vi var en god flok af – på det tidspunkt – unge journalister, som fik plads og frihed. Jeg endte med at være der i syv år. Dengang såvel som i dag var den store fordom om lokaljournalistik, at den var ukritisk. Meget var vi, men bestemt ikke ukritiske. For mig var det store skifte verdensbilledet: På en lokalavis er man simpelthen tættere på læserne, og det gjorde noget ved mit syn på begrebet brugerrelevans. Altså journalistikkens raison d’être: Hvem er vi her for at tjene? På Berlingske skrev jeg nok mest for mig selv og mine kolleger.«

I 2000 blev du ansat som underviser på Journalisthøjskolen. Hvordan har du oplevet skolens udvikling? 

»Journalistikken er blevet teoretiseret og akademiseret i meget høj grad. Dengang var der ikke megen fortælleteknik; ingen diskurs- eller argumentanalyse, til gengæld var der rigtig meget praksis. Den akademisering, der i dag lægges ned over faget, styrker et stykke hen ad vejen journalistikken, men i sparetider lider balancen mellem teori og praksis. Det er billigere at samle mange mennesker i et auditorium og hælde teori på dem – eller udbyde e-læringsforløb – end at gennemarbejde ting i praksis i mindre grupper.«

Nu stopper du så efter 16 år. Sidder der ikke for mange undervisere for længe i betonbunkeren i Aarhus for langt væk fra virkeligheden?

»Selvfølgelig skal der være udskiftning, men lad mig fortælle en historie: For mange år siden var jeg og de andre nye undervisere på et grundforløb i pædagogik. En læringsprofessor spurgte, om vi identificerede os som journalister eller lærere. Alle svarede journalist. Det var en skam, mente professoren, for man bliver først underviser, når man tager rollen på sig. Og han har ret. Journalister, der er aktive i branchen, kan tilføre undervisningen noget uvurderligt: Inspiration, vingesus, virkelighed. Men når jeg skruer et otte ugers undervisningsforløb i undersøgende journalistik sammen, behøver jeg ikke en graverchef til at fortælle om systematisk grundresearch. Det er fedt at få modtagerne af Cavlingprisen til at fortælle om, hvordan de har arbejdet med et konkret projekt, men de er ikke nødvendigvis gode undervisere.«

Hvad er branchens største udfordring?

»Overvægten af forfaldshistorier og optagetheden af at finde fejl fylder sygt meget. Det udspringer af en rolleforståelse, der historisk er bundet op på vagthunden. Ingen journalister anfægter nødvendigheden af en kritisk presse, men mange anfægter en tilsvarende forpligtelse til at finde håb og søge løsninger. Det påvirker simpelthen menneskers mentale tilstand at blive så massivt udsat for negativ journalistik, at det i sidste ende kan føre til demokratisk ugidelighed og demokratilede. Mediebranchen er tvunget i knæ, og alle snakker om platforme. Men hvor ville jeg ønske, at man talte om, hvad man skulle putte på de platforme.«

Hvad er løsningen?

»Der er ikke noget quickfix. Det er et langt sejt træk. Men jeg synes, man skulle have mere respekt for dem, der prøver at genstarte diskussionen. Ulrik Haagerup, for eksempel. Jeg er forundret over den modstand og hån, som folk, der er åbne over for at gentænke journalistikken, visse steder møder, men det skyldes nok igen rolleforståelsen om, at vi er sat på jorden for at finde fejl. Det er vi, men ikke kun.«

Men er der ikke meget journalistik, der ikke er konfliktfyldt?

»Jo da. Men konstruktiv journalistik er ikke lig med positiv journalistik. Positiv journalistik er ’Barn reddet ud af brændende hus’ eller ’Pandaunge født i kinesisk zoo’, men konstruktiv journalistik er noget andet. Den har udgangspunkt i et problem eller konfliktfelt, men leder også efter løsning eller håb – selvfølgelig uden at underkende problemet. Når antallet af kejsersnit uden lægelig begrundelse stiger, kan man som journalist vælge at knalde til historien som en udvikling, der koster penge og kan være til skade for mor og barns helbred. Men man kan også fortælle historien om, at angsten for at føde kan bekæmpes, og at der er sygehuse, som knækker kurven ved at ansætte særlige fødselscoaches. Måske er det ligefrem relevant at prioritere løsningsaspektet over konsekvens? Dét ville være en konstruktiv tilgang til en konfliktfyldt historie.« 

Foto: Mathilde Bech
Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen