Jeg savner slagsmål i læserbrevsspalterne, hvor avisen angribes af magthaverne. Jeg fornemmer, at en del journalistik – jeg gider ikke bruge ordet ”kritisk”, for al journalistik bør i sagens natur være kritisk – er blevet bovlam, dresseret og ramt af pænhedens tyranni.
Jeg har set det komme snigende, uden at mediebrugerne kan gennemskue det. Journalistik er i mange tilfælde blevet en forhandling, hvor den konfronterede kilde opstiller betingelser for at medvirke, som ikke er synlige for læserne, lytterne, seerne.

Spørgsmål udveksles på forhånd, for at den interviewede ”kan forberede sig bedre”, som det hedder. Er det ikke snart længe siden, vi har set, læst, hørt et ordentligt interview, hvor den konfronterede kilde ikke havde sit præfabrikerede svar parat, der umiddelbart afmonterer kritikken?

Journalistik bliver en handel, hvor mediet får sit brugbare citat, uden at den konfronterede part presses op i det hjørne, vedkommende hører hjemme i. Det hele bliver rundt, stuerent og ufarligt.
Kildernes tilfredshed er blevet et mål for journalistisk troværdighed, fordi klager er irriterende for redaktører. Jeg genkender også mig selv i den forrige sætning. Men det er en fejl. Og det er kommet for vidt. Kilder skal være utilfredse en gang imellem. Redaktører skal kunne slås. Tilfredse kilder er ofte et symptom på, at sagen ikke er fortalt helt. At citaterne er blevet justeret så meget i clearingsfasen, at brodden er taget ud af sagen.
Der er mange forklaringer på den misere. Kort sagt mangler journalistikken ressourcer til at stå fast. Og de aktører, der skulle overvåges og udfordres af pressen, har i dag tilmed overtaget journalistikkens virkemidler og har egne platforme.

Det kan de glæde sig over på kort sigt. Men på langt sigt er en svækket og selvdisciplineret presse en uendelig trist ting for os alle sammen. Ressourcerne er svære at gøre noget ved. Lige nu. Men vi kan tage et andet skridt:
Slip journalistikken løs igen! Giv mig flere klager!
Nej, du kan ikke få historien til gennemsyn! Nej, du får ikke at vide, hvad jeg spørger om! Nej, journalistik er ikke et ”samarbejde”! Nej, du kan ikke trække dine citater, hvis du ikke får det hele med! Nej, du kan ikke tilføje noget, du aldrig har sagt!
Hvorfor? Fordi jeg ønsker at optræde journalistisk forsvarligt.