Af Lisbeth Knudsen, chefredaktør på Aktuelt

For nylig – faktisk dagen efter at valget var udskrevet – var jeg på Journalisthøjskolen en formiddag for at tale til de nye studerende, der lige var startet den 1. februar.
Formålet var at give en introduktion til idéudvikling, coaching, målgruppe-bevidsthed, journalistisk helhedstænkning, visuel tænkning og mange andre konkrete redskaber til at styrke den journalistiske kvalitet. Det er alt sammen vældig godt og vældigt nyttigt. Det hjælper bare ikke et hammerslag, hvis det dygtigt udførte, professionelle håndværk ikke understøttes af et engagement, en boblende fortælleglæde eller en evne til at vise, at noget virkelig er vigtigt.
I hvad der vist nok blev opfattet som lidt af en bandbulle fra en gammel, garvet og alt for krævende redaktør – sagde jeg til de studerende, hvad der er min oprigtige mening om det at være journalist.

***
Jeg sagde nogenlunde sådan her: Hvis det her for jer er en kreativ uddannelse ligesom alle andre kreative uddannelser – og et job ligesom alle andre kreative job, I vil have – så stop nu og find på noget andet at lave.
Uden en særlig galskab, uden vilje til at presse sin egen formåen til det yderste flere gange om ugen, uden et 24-timers engagement, uden en indignation som drivkraft, uden en evne til at forstå fagets identitet – dets mission – og uden en massiv ydmyghed over for det ansvar, faget rummer – så glem det!
Start på en anden uddannelse. I bliver aldrig gode journalister alligevel.
Jeg møder alt for mange studerende, der på spørgsmålet om, hvorfor de vil være journalist svarer, at det er, fordi de gerne vil have med mennesker at gøre. Så bliv sygeplejerske, pædagog eller skolelærer. Til det at ville være journalist hører nysgerrigheden, lysten til at opleve, beskrive, iagttage, kulegrave og se helheder, hvor der ikke ser ud til at være en sammenhæng.
Journalistik er ikke et kald. Jeg ved, at nogen får kvalme, når jeg bare nævner ordet. Det er et håndværk med en særlig grad af farlighed og magt, som kræver noget ekstraordinært af dets udøvere.
For dem, der tager deres fag og deres læsere, lyttere og seere alvorligt, er det ikke bare et håndværk, der kan udøves fra 9 til 16, eller hvornår arbejdstiden nu ligger. Det gælder, hvad enten man laver dybdeborende, kulegravende afsløringer eller professionel underholdning med kvalitet.

***
Der er alt for meget ligegyldig grød, nemme genveje og overfladiskhed i journalistikken i dag, fordi den bliver produceret uden nerve og uden sjæl.
Der er ofte en skrigende mangel på engagement, og der er en udpræget mangel på evne til at sætte sig ind i andre menneskers liv og hverdag. Der er en stigende mangel på respekt for modtagerne i den anden ende. Og læserne, seerne og lytterne har gennemskuet branchens masseproducerede fast-food-syndrom.
Journalistikken rummer risikoen for at blive elitær, indspist, selvbefrugtende, degenereret og selvforherligende, når dens udøvere selv bliver en vigtig del af samfundets magtelite, og det er jo der, vi befinder os nu.

***
Meget af dansk journalistik bliver til i en osteklokke, hvorfra vi i vores trygge omgivelser og prestigefyldte job iagttager, hvad der foregår uden for i virkeligheden. Det er alt for sjældent, at vi ser eksempler på, at rammerne bliver sprængt. At der eksperimenteres med nye journalistiske former eller for den sags skyld bare med en fornyelse af sproget.
Vi fanger virkeligheden pr. telefon fra skrivebordet på kontoret, eller vi lader den skildre gennem 2-3 minutters klip, der kan sætte krydderi på en nyhedsudsendelse, der ellers er befolket med politikere og eksperter.
Så kalder vi det så smukt og betydningsfuldt konsekvensjournalistik. Så har vi betalt vores aflad til folkeligheden, seertallene, lyttertallene og læseranalyserne.

***
Medierne er i dag andet end iagttagere og kommentatorer. Vi er egentlige magtspillere i samfundet, og det kræver en hel anden form for konkret stillingtagen til ansvaret for det, vi producerer som mediemennesker på hver vores post.
Konkurrencen på medieområdet har – ligegyldigt hvor vi befinder os – nogle konsekvenser. Råderummet til journalistiske eksperimenter og satsninger bliver mindre. Dramaturgien til den salgbare journalistik skrives med ulidelig ensartethed.
Der er to overordnede elementer i den journalistiske udvikling, vi burde diskutere, hvis vi i fremtiden ikke bare vil have en rolle som kommercielle virksomheder på linje med alle andre. Og forfalder vi til at overlade journalistikken til rent bogholderimæssige betragtninger og bundlinje-fiksering, så lad os holde op med festtalerne om vores ophøjede rolle som demokratiets og ytringsfrihedens vogtere.

***
Det ene element er mediernes forhold til magten, som vi nu selv er en del af, selv om det faktisk var lige præcis magten, medierne skulle kontrollere.
Kan vi måske med sandheden i behold frasige os en afhængighed af et lukket kredsløb mellem de officielle magthavere, eksperterne og mediernes hårdtarbejdende folk, som hele tiden skal knokle en ny vinkel hjem oven på den, der var aktuel for en halv time siden? Nej vel.
Det andet er mediernes udvikling i forhold til et nyt videnssamfund med nye IT-teknologier og sammensmeltning af gamle medietyper, som vil stille helt nye krav til både dagbladenes og de elektroniske mediers nuværende journalistiske koncepter. Vi bør tage teten i en diskussion om, hvordan demokratiet skal udvikle sig i et moderne IT-samfund med medierne som frugtbare med- og modspillere.
Vi savner i ganske alvorlig grad at udvikle og eksperimentere med journalistikken til nye mediekoncepter og nye medietyper. Dagspressen er brændt fast i en betonagtig fokusering på sektioner og segmenter i stedet for at se på menneskers tid frem for alt, og på at de kun bruger 15-20 minutter på en stor morgenavis men timer og atter timer på tv.

***
Vi står på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for at udvikle journalistikken og diskutere journalistikkens rolle. Med andre ord hvis vi overhovedet er interesseret i at finde tilbage til pressens demokratiske rolle og ikke blot nøjes med den kommercielle.
Jeg tror, at det vi som medier bliver målt på i fremtiden ikke alene er kvalitet, men det er troværdighed, evnen til at skabe identifikation og nærhed med læserne og modet til at have selvkritiske holdninger til journalistikken, dens funktion og dens magt.