TV 2s reporter Rasmus Tantholdt er to gange blevet tilbageholdt af lokale, bevæbnede grupper i Irak. Derfor er alt, hvad han laver uden for det topsikrede hotels område, altid nøje planlagt med sikkerheden for øje.

NÅLESTIK. Pomadehåret er sirligt strøget tilbage og udstråler en fugtighed, der står i skærende kontrast til Bagdads støvede gader. Intensiteten lyser ud af TV 2s udsendte medarbejder, mens han fortæller om de seneste begivenheder i den arabiske verdens mest omtalte hovedstad.
Det er sådan, vi kender den 32-årige Rasmus Tantholdt fra tv-skærmen. Men de rolige billeder, der kommer ind i stuerne, er langt fra den virkelighed, som tv-journalisten arbejder i.
Rasmus Tantholdt har det dårligt med at stå på hotellobbyens tag i Bagdad og rapportere fra en by, han kun kan bevæge sig ud i på korte, veltilrettelagte raids:
»Jeg er bedrøvet og frustreret over de historier, jeg ikke kan få.«
Den anerkendte britiske reporter Robert Fisk anklager i dette nummer af Journalisten de fleste vestlige journalister for at føre seere og læsere bag lyset. De sidder bag pigtråd, betonblokke og væbnede vagter og lader, som om de kan rapportere fra Irak. De kunne lige så godt være blevet hjemme, lyder svadaen.
Rasmus Tantholdt er enig med Robert Fisk i, at muligheden for at dække forholdene for befolkningen i Irak er begrænsede, og det er netop den slags fortællinger, TV 2-reporteren søger i Irak. Men han afviser, at han lige så godt kunne blive hjemme.
Tantholdt dyrker den samme form for 'musejournalistik' som Robert Fisk. Den danske reporter rykker også ud i helt korte raids og taler med den lokale befolkning.
»Jeg kan ikke bare køre ud i pansret bil med private sikkerhedsvagter. Det kan bringe den familie, jeg besøger, i fare, fordi naboerne kan tro, at de samarbejder med koalitionsstyrkerne,« siger han.
Derfor kører TV 2s hold kun i pansrede køretøjer fra lufthavnen til hotellet og omvendt. Ellers bruger de deres egen bil og har ingen vagter med, når de er uden for hotellets sikre område.
Det betyder, at nålestiks-interviewene ude i byen højst er på et kvarter. Tantholdt erkender, at det går ud over kvaliteten. Men bliver de længere, øger det risikoen for kidnapning.
Alligevel er den skrivende journalist Robert Fisks kritik af tv-selskabernes journalistik lidt letkøbt, mener Tantholdt:
»Det er lettere at gemme en blok og dukke hovedet ned i et bilsæde, end det er at skjule et tv-hold.«
Under et interview på gaden i 2004 i Samarra nord for Bagdad stimlede menneskemængden sammen omkring Tantholdt og tv-holdet.
»Da jeg vendte mig om, stod der en mand bag ved mig og viftede med en kniv i sin løftede hånd,« fortæller den 32-årige journalist.
Manden forsøgte ikke at stikke, men det var en truende situation. Og den gjorde, at Tantholdt ikke laver den form for interview længere. Det er simpelthen for farligt, vurderer han.
Rasmus Tantholdt fortæller, at det er sværere end nogensinde at lave historier fra Bagdad. Han har været i Irak omkring 30 gange for TV 2, og hver gang mærker han, hvordan det er blevet sværere at bevæge sig rundt i byen.
Statistikken taler sit eget sprog: 24 journalister blev dræbt i Irak i 2005 – mod 19 året før.
For ikke at vække så meget opmærksomhed på gaden vælger flere danske og udenlandske journalister at farve hår og øjenbryn sorte. Tantholdt har dog beholdt sine lyse, velplejede lokker. Mange udenlandske journalister er også bevæbnede. En forholdsregel, Tantholdt aldrig selv ville bruge:
»Tanken om at slå et menneske ihjel for en historie til 19-nyhederne er vanvittig. Føler jeg det nødvendigt at være bevæbnet, tager jeg hjem.«
I april og maj 2004 blev Tantholdt ved to lejligheder tilbageholdt af grupper af bevæbnede irakere i Karbala og Najaf. Specielt episoden i Karbala oplevede den danske journalist som uhyggelig.
Han var sammen med kameramanden Simon Borg, som han altid har med sig i Irak, og deres irakiske stringer Amin Al-Ameedee kørt fra Bagdad 100 km mod sydvest til byen Karbala. De havde fået at vide, at byen var under koalitionsstyrkernes kontrol. Efter at have passeret en række kontrolposter kørte de ind i byen, hvor det til deres skræk viste sig ikke at holde stik. De blev stoppet af to store køretøjer fyldt med bevæbnede militsfolk, der tog dem gennem byen til den lokale moske. De blev trukket ind gennem menneskemængden og blev holdt tilbage i et lille lokale i moskeen.
»De kaldte os spioner og mente, vi kom fra Israel. De undersøgte, hvor vi kom fra, og mente på daværende tidspunkt heldigvis ikke, at der var noget galt i at være journalist fra Danmark,« fortæller TV2-korrespondenten, der sammen med de to andre blev løsladt efter fire-fem timer og eskorteret ud af byen.
»Jeg fornemmede, at de ville vise os, hvem der havde magten i området,« siger han.
At journalister kan komme i farlige situationer, skyldes altså ikke blot enkelte reporteres manglende forsigtighed, men også en mangelfuld information.
»Jeg er i flere byer blevet overrasket over, at koalitionsstyrkerne ikke var der, og at det var andre, der havde kontrollen. Men amerikanerne har ingen interesse i at fortælle det, og jeg har ikke mulighed for at undersøge det på forhånd.«
Sikkerheds-spørgsmålet skaber også problemer i forhold til det journalistiske indhold. Når tv-stationer beskyttes af koalitionsstyrkerne, opstår der en form for afhængighedsforhold. Tantholdt mener, det især er et problem for de amerikanske tv-stationer. Det oplevede han blandt andet under et ophold i Tikrit nord for Bagdad:
»CNN gik på kompromis dér. Det eneste sted, de kunne være sikre, var på militærbasen. Var de blevet smidt ud derfra, kunne de ikke få nyheder derfra, og så var seerne gået til konkurrenterne. Derfor holdt de kritiske historier tilbage.«
Tantholdt har også selv arbejdet under koalitionsstyrkernes beskyttelse. Det har for eksempel været nødvendigt for at kunne dække valgsteder i Fallujah, og når Tantholdt har skullet lave historier om soldaternes situation. Det sætter hans integritet på en ekstra prøve.
»Det er svært at undgå, at journalistikken bliver farvet, når du er under beskyttelse af amerikanske soldater. Men jeg tænker konstant på, at jeg ikke vil være i lommen på dem,« fortæller han.
Selv om den danske tv-reporter kan en smule arabisk, har han brug for en tolk, når han inter-viewer den lokale befolkning. Han bruger normalt sin egen tolk, men er tv-holdet beskyttet af koalitionens styrker, sker det, at han er nødt til at bruge en af deres tolke. De er meget pro-amerikanske, og det kan give problemer.
»Jeg lavede et interview med en iraker om hans syn på de udenlandske tropper, men han ville ikke sige noget. Han var simpelthen bange for tolken, der stod i amerikansk militær-uniform, så jeg måtte droppe indslaget,« fortæller Tantholdt.
Rasmus Tantholdt angriber som Robert Fisk de internationale tv-stationer for at give et urealistisk indtryk af sikkerheden i Bagdad.
»Hverken BBC eller CNN fortæller, at der står bevæbnede vagter bag reporterne, når de optager. Det giver seerne et billede af, at journalister kan gå rundt i Bagdad på må og få, hvilket er helt urealistisk,« siger Tantholdt, der ikke mener, at hans egen dækning er for rosenrød:
»Når jeg har rapporteret hjem til Danmark, har jeg flere gange gjort opmærksom på arbejdsforholdene.«
Selv om mulighederne for at lave reportage er stærkt begrænsede, så er det trods alt ikke meningsløst at tage af sted, mener Tantholdt:
»Min erfaring er, at det er bedre at tage ud end at sidde bag et skrivebord i Danmark. Men vi er kommet dertil, hvor det er meget svært, hvis man ikke vil arbejde med livet som indsats,« siger han.
Men den dag, Rasmus Tantholdt ikke længere kan forlade hotellet og lave nålestiks-interview, ønsker han ikke længere at tage af sted.

Danske medier fravælger faste korrespondenter

BESKYTTELSE. »Vi har ikke faste folk i Irak. Det er for farligt, og det har vi også skrevet i avisen,« fortæller Michael Jarlner, udlandsredaktør på Politiken.
I stedet samarbejder Politiken med blandt andet New York Times og har et netværk af irakiske kontakter.
»Vi er der indirekte. Så kan man spørge, om vi kan dække en konflikt på afstand, men et vigtigere spørgsmål er, om man kan dække den, når man er dernede. For eksempel var vi dernede og ville lave et interview med en almindelig iraker på en markedsplads. De sikkerhedsfolk, vi havde med, gik straks i gang med at rydde markedspladsen, fordi de mente, at det var for farligt for os. Så hvad er det egentlig, man får ud af at stå i den grønne zone og kigge ud over resten af Bagdad?« spørger Michael Jarlner.
På tv er Irak-konflikten muligvis endnu sværere at dække. Her kræver det billeder, soundbites og stand-ups. Michael Dyrby, der er nyhedschef på TV 2, medgiver, at det er 'pissevanskeligt'.
»Vi har en stringer i Bagdad, og Rasmus Tantholdt har været dernede flere gange. Vi lægger vægt på at fortælle, at han er dernede under beskyttelse af danske eller amerikanske soldater. Jeg tror simpelthen, at det er umuligt at dække Irak uden.«
Når TV 2 Nyhederne ikke har sin mand i Bagdad, samarbejder man med andre europæiske tv-stationer.
»Jeg tror helt ærligt ikke, at folk, der ser vores indslag, kan undgå at se, hvor farligt der er i Irak,« siger Michael Dyrby.