search

JOURNALISTIK MOD JUSTITSMORD

David Protess´ navn og telefonnummer står skrevet på dødsgangene i stort set alle USAs fængsler. Den 53-årige journalist-professor har sammen med sine journaliststuderende fået befriet fem uskyldige mænd, som ellers var blevet dømt til døden af de amerikanske domstole.
David Protess´ navn og telefonnummer står skrevet på dødsgangene i stort set alle USAs fængsler. Den 53-årige journalist-professor har sammen med sine journaliststuderende fået befriet fem uskyldige mænd, som ellers var blevet dømt til døden af de amerikanske domstole.

 


Uret tikkede. Anthony Porters liv var ved at være forbi. Der var 48 timer til, at den sorte mand ville blive ført ned ad dødsgangen i Chicago for at blive henrettet. 16 år tidligere var han blevet dømt for et brutalt dobbeltmord. Porter var blevet arresteret få dage efter forbrydelsen, og tre uafhængige vidner havde set ham på mordstedet. Kun et mirakel ville kunne redde ham fra dødssprøjten.
Miraklet kom i form af en flok unge journaliststuderende fra Northwestern University i Chicago. Sammen med deres entutiastiske journalistprofessor David Protess havde de kastet sig over Anthony Porters sag. På trods af, at de fleste studerende kun gik i børnehave, da mordene blev begået i et arbejderkvarter i Chicago, var der ingen tøven fra elevernes side. De ville finde ud af, om Porter virkelig var den rigtige morder.
David Protess´ navn og telefonnummer står skrevet på dødsgangene i stort set alle USAs fængsler. Den 53-årige journalist-professor har indtil dags dato sammen med flere forskellige grupper af studerende befriet fem uskyldige mænd, som ellers var blevet dømt til døden af de amerikanske domstole. De unge amatørjournalister har via deres lærer gjort det til deres mærkesag at grave op i kriminalsager, som erfarne reportere, redaktører og politiassistenter for længst har opgivet. Eleverne og deres lærer gransker retsrapporter, samarbejder med privatdetektiver og interviewer øjenvidner for at rekonstruere drabssager, der har ført til dødsdom over en eller flere mænd.
»Jeg har fået over 2000 breve og e-mail fra advokater og indsatte i fængsler over hele USA. Det er overvældende, at så mange inden for fængselssystemet har hørt om, hvad vi har udrettet,« siger David Protess.

48 timer før henrettelsen
Efter 16 år i en lille celle med ret til en times udgang om dagen havde Anthony Porter fået fat i Protess´ telefonnummer. Han hævdede, at det ikke var ham, som i 1982 dræbte et ungt par en mørk aften ved en swimmingpool.
David Protess og hans elever var enige i, at sagen så betænkelig ud. Forklaringerne fra vidner var tvivlsomme. Der var intet motiv. Og der var heller ingen fysiske beviser såsom blod eller sæd, der forbandt Porter til mordstedet.
»Vi forsøger selvfølgelig at udvælge de sager, hvor der umiddelbart er manglende beviser, og hvor der er tvivlsomme øjenvidner, en utroværdig tilståelse eller andre mulige mistænkte« siger David Protess.
48 timer før Porters henrettelse lykkedes det eleverne at få udskudt sagen med den forklaring, at Porter med en IQ på 51 var mentalt syg og derfor ikke egnet til dødsstraf.
Det gav eleverne den ekstra tid, de havde brug for. De gik straks i gang med at interviewe alle involverede i sagen.
»Vi øver det hele igennem på forhånd. Hvis der er tale om en person, som sidder i fængsel og som ikke har talt om forbrydelsen i årevis, så snakker vi om, hvad der vil være den bedste måde at få ham i tale på,« forklarer en af Protess´ studerende, Shawn Armbrust.
Protess forsøger at lære sin elever, hvordan man gennemfører dybdeborende journalistik, men han er også drevet af ønsket om at opklare sager. Sommetider vælger han at tale med vidner, før de studerende bliver alene med personen. Der er også situationer, hvor han vurderer, at det er bedst, hvis det er en gruppe af studerende, som taler med vidnet først. Det virker ofte mindre intimiderende, når en gruppe unge stiller spørgsmål, fremfor hvis en professionel journalist eller en privatdetektiv fører an.

Ud at banke døre
I Anthony Porters sag kom gennembruddet, da de studerende interviewede en anden mistænkts tidligere kone. Hun insinuerede, at det var hendes mand og ikke Porter, som stod bag det grusomme dobbeltmord. Samtalen havde de på videobånd. Næste skridt var at få forsvarernes hovedvidne til at indrømme, at han alligevel ikke havde set Porter skyde ægteparret.
Eleverne var blevet ledt på sporet af, at vidnet i retten havde forklaret, at Porter havde pistolen i venstre hånd, da han skød parret. En vigtig oplysning eftersom Porter er højrehåndet. Det kom aldrig frem under retssagen. Eleverne tog også ud til swimmingpoolen, hvor mordene var blevet begået for at rekonstruere nøjagtigt, hvad der var foregået på mordaftenen. De studerende påtog sig forskellige roller og gennemgik episoden, som den var blevet forklaret i retten. Det stod hurtigt klart, at situationen ikke kunne have udspillet sig, som det var nedskrevet i retsrapporterne. På trods af, at de studerende var taget ud til swimmingpoolen ved højlys dag fandt de frem til, at det ikke var menneskeligt muligt for nogen at skyde ægteparret, sådan som det var blevet forklaret i retten. Porter havde muligvis været på mordstedet, men han kunne ikke have affyret de dræbende skud, lød elevernes konklusion. Næste skridt var at opsøge manden, som nu pludselig var hovedmistænkt i elevernes optrevling af sagen.
»Man må ud at banke på døre og tale med rigtige mennesker, og hvis de ikke fortæller dig det, som du gerne vil høre, så må du skifte over til et andet spor,« forklarer Care Rubinsky. Hun var en af de to studerende, som David Protess sendte af sted for at tale med den mistænkte.

Forsvarsløse anklagede
»Vi er studerende, som arbejder på et skoleprojekt,« lød det, da manden åbnede døren til sit hus. Og eleverne blev lukket ind. Det var aftalen, at de studerende skulle spille »Good Cop«, hvorefter Protess ville støde til senere og spille »Bad Cop«.
Eleverne viste manden videobåndet, hvorpå hans tidligere kone gjorde det klart, at det var ham, der skød parret,« forklarer Protess.
Da eleverne og deres lærer forlod huset nogle timer senere, havde de ikke bare mandens egne ord på, at det var ham og ikke Anthony Porter, som havde dræbt ægteparret. De havde også tilståelsen på videobånd, som straks blev videregivet til politiet.
Politiet overtog sagen og Anthony Porter spiste igen middag i frihed med sin mor, sine børn og børnebørn, da politiet nogle dage senere arresterede den rigtige forbryder.
»Jo mere vi undersøgte Anthony Porters sag, des mere indså vi, at der ikke var grundlag for at dømme ham for mordene. I USA er der en stor gruppe af mennesker, som er forsvarsløse, fordi de ikke har råd til at hyre en ordentlig forsvarsadvokat. Desuden får det sjældent konsekvenser for politiet, hvis de foretager ulovlige arrestationer. Desværre ser jeg ikke Anthony Porters sag som noget helt særligt. Jeg tror, der er rigtig mange af hans slags i det amerikanske fængselsvæsen,« siger Protess.

Film i Hollywood
Hans studerende er så begejstrede for undervisningen og de resultater, den har medført, at mange vælger at tage kurset om, selvom de er bestået. Også Hollywood har set det unikke i, at en flok amatørjournalister og deres lærer stiller spørgsmålstegn ved det amerikanske retssystem og tilmed får bevist, at der er store huller i politiets efterforskning. Anthony Porter er den 10. mand i staten Illinois, som er blevet løsladt fra dødsgangen, siden dødsstraffen blev genindført i 1977.
En film er på vej om eleverne, som sikkert vil give mange uddannede journalister røde ører. Protess gav sin andel af det sekscifrede beløb, som Hollywood vil betale for filmrettighederne, til de første to mænd, han fik løsladt.
»Det er skræmmende og ikke særligt inspirerende, at en journalistlærer og en flok studerende kan hjælpe folk, som er dømt uskyldigt til døden. Jeg synes, det siger ret meget om, hvordan systemet fungerer,« siger en af Protess´ studerende Laura Sullivan, som nu er journalist på avisen The Baltimore Sun.
David Protess har løbende modereret sine og elevernes arbejdsmetoder og husker tilbage på den dag i 1995, hvor han og 10 studerende uden held havde forsøgt at få omstødt morddommen af Gervies Davis. På henrettelsesdagen havde David Protess samlet eleverne i sit hjem sammen med en krisepsykolog.
»Davis ringede til os fra fængslet, og jeg satte medhør på telefonen, så eleverne kunne høre, hvad han havde at sige. Det var en voldsom oplevelse både for mig og eleverne,« fortæller Protess.
Eleverne havde vidnet under Gervies Davis´ retshøring, og efter henrettelsen blev professoren beskyldt fra alle sider for at være mere advokat end journalist.
Protess erkender i dag, at sagen skulle have været grebet anderledes an. I stedet for at lade eleverne vidne, skulle han have bedt Davis´ forsvarsadvokat om at kræve deres research udleveret, så det ikke kom til at virke, som om de arbejdede for forsvaret.
»Jeg tror, vi blev lidt for personligt involverede i den sag,« siger Protess. Han mener, at han er blevet bedre til at håndtere sagerne.
»Det er rigtigt, at jeg er meget følelsesmæssigt involveret i mit arbejde. Men jeg tror på, at journalistik handler om at finde sandheden, og når du har gjort det, hvorfor så ikke rette det forkerte. I nogle tilfælde har sandheden været, at manden var skyldig, og hvis det er den konklusion mine studerende er nået frem til, så har jeg ikke været bleg for at give dem en høj karakter for deres arbejde,« siger David Protess.

Fri efter 18 år på dødsgangen
Første gang David Protess fik befriet uskyldige fra dødsgangen var i 1996. Fire sorte mænd havde siddet på dødsgangen i 18 år dømt for at have myrdet to hvide. I marts i år fik de fire mænd udbetalt en erstatning på 36 millioner dollars for uskyldigt at være blevet dømt og indespærret for to mord, de aldrig begik.
»Første gang det lykkedes os at sætte en mand på dødsgangen fri, var det en helt fantastisk oplevelse. Anden gang det sker, illustrerer det, at der både er problemer i den journalistiske verden og i retssystemet,« siger David Protess.
Han mener, at journalister er dovne og styret af avisernes økonomiske interesser.
»Dette er ikke en sød lille historie om en journalistprofessor og hans debutanter, som går ud og opklarer en mordsag. Det handler ikke om os. Denne sag var faktisk ikke særlig kompliceret, men journalistikken har bevæget sig derhen, hvor det er meget billigere for journalisten at ringe til en embedsmand og få en god historie serveret, end selv at gå ud og grave i historier, som påviser, at der foregår justitsmord,« siger Protess.
På Protess´ skrivebord er der fotografier af ham selv med de mænd, han har fået løsladt. Samlingen bliver måske udvidet i fremtiden. Hans studerende er allerede i gang med en ny sag, hvor en mand sidder på dødsgangen for et dobbeltmord, han hævder, han aldrig har begået.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen