På et hospital beslutter man sig for at kontakte DR for at skaffe lidt opmærksomhed om organdonorproblematikken.

Man har en patient, der er så voldsomt kvæstet, at man har al mulig grund til at antage, at patienten ikke vil overleve.
Undervejs i processen gør man alt det, man normalt gør, herunder også at orientere familien om, at der ikke er noget håb om helbredelse.
Derefter fjerner man de apparater, der holder patienten i live, og afventer, at døden indtræffer.

Men i dette, som i flere andre tidligere tilfælde, vælger patienten at blive ved med at trække vejret, og da det har stået på nogen tid, genoptages behandlingen.
Herefter lykkes det den meget unge patient at komme over sine skader, og patienten lever måske endda et næsten normalt liv.

En succeshistorie. Patienten er glad, familien er glad, lægerne er glade, men journalisten, der dækker begivenheden, er tilsyneladende ikke glad.
Hospitalet beder journalisten opgive historien. Der kan være aspekter, der skader tilgangen af organdonorer.

Men journalisten vil ikke opgive historien.
Han laver en tv-dokumentar (Pigen der ikke ville dø, DR, red.), der har det ene formål at miskreditere de læger, der har stået for behandlingen af den svært tilskadekomne patient. Seerne præsenteres for en følelsespornografisk fortælling, hvis projekt er, som det senere blev fortolket i Ekstra Bladets leder, at gøre lægerne til en samling samvittighedsløse organjægere, der giver fanden i menneskeliv. En fuldstændig uredelig og uanstændig fremstilling.

Et er, at DR lader et så skændigt program passere. Et andet, at man i flere uger i selvglæde annoncerer dette uanstændige makværk.
Hvis det er journalistik, så er min bare røv lavet af guld.

– Hans Bredahl, medlem af DJ, Gundsømagle, Roskilde

SVAR. Man må håbe, at Hans Bredahl i sit daglige virke som journalist er bedre til at se perspektivet i en historie, end han giver udtryk for at være i sin kritik af DR's dokumentarudsendelse Pigen der ikke ville dø.

Perspektivet er indlysende. Forløbet om den 19-årige Carina Melchior rejser nogle væsentlige problemstillinger om sikkerheden af lægers skøn og om retningslinjerne for organdonation.

Patientforløbet har ført til, at Aarhus Universitetshospital har ændret sine procedurer vedrørende organdonation, ligesom sundhedsministeren har efterlyst landsdækkende retningslinjer. Dansk Neurokirurgisk Selskab diskuterer ligeledes procedurerne for, hvornår og hvordan læger i fremtiden kan stoppe behandlingen af en patient. Det viser med al tydelighed perspektivet og den journalistiske relevans af dokumentaren.

Hans Bredahl bruger det efterhånden tyndslidte begreb følelsesporno om dokumentaren. Jeg finder det imidlertid helt naturligt, at en familie er fyldt med følelser, når de gennemlever enhver forælders mareridt – beskeden fra lægerne om, at deres barn vil dø.

Hans Bredahl påstår, at jeg kun skulle have interesse i at miskreditere lægerne. Nej. Som journalist er jeg forpligtet til at forholde mig faktuelt og kritisk til forløbet på Aarhus Universitetshospital. Hans Bredahl mener tilsyneladende, at DR skulle have undladt at bringe historien.

Det er et overraskende synspunkt fra en journalist. Jeg mener, det ville være et kolossalt journalistisk svigt ikke at behandle de væsentlige spørgsmål, som Carinas forløb rejser. Jeg må minde om, at talrige redaktioner blandt landets øvrige medier efterfølgende har valgt at behandle programmets problemstillinger indgående.

Det var nok ikke sket, hvis problemstillingerne var så journalistisk irrelevante, som Hans Bredahl antyder.

– Jacob Kragelund, journalist, DR Dokumentar