search

Journalistik i WikiLeaks’ tidsalder

 Verdens medier er ude i en kompliceret balancegang i disse dage efter WikiLeaks' videreformidling af fortrolige diplomatiske indberetninger fra USA's ambassader rundt omkring i verden. Niveauet for refleksion er indtil videre ikke synderligt imponerende.

 Verdens medier er ude i en kompliceret balancegang i disse dage efter WikiLeaks' videreformidling af fortrolige diplomatiske indberetninger fra USA's ambassader rundt omkring i verden. Niveauet for refleksion er indtil videre ikke synderligt imponerende.

Hele mandag boltrede mere eller mindre muntre studieværter, interviewere og kommentatorer sig i de amerikanske medier med slet skjult fryd i personvurderinger fra ambassadepersonale om bl.a. europæiske statslederes moralske habitus, tyngde og pålidelighed, indiskretioner fra den britiske prins Andrew, Libyens leders formodede elskerinde og om Berlusconi skulle være i lommen på den russiske premierminister. Derudover har en række velkendte historier fået nyt liv (bl.a. om FN som arnested for amerikansk overvågning og aflytning af alverdens diplomater. Jeg må sige som Uffe Ellemann-Jensen gjorde mandag i Politiken: "For fanden. Hvor naiv kan man være? Selvfølgelig har de lavet spionage! Det har alle altid gjort i FN."

Refleksion please

Jeg savner i den danske presse en mere tilbundsgående refleksion over, hvad medierne vil med WikiLeaks – ud over at offentliggøre så mange fortrolige oplysninger som mulig. New York Times har meddelt, at de dels har fjernet navne på f.eks. dissidenter eller alt for åbenmundede borgere i autoritære regimer, således at de ikke medvirker til stikkervirksomhed; dels at avisen efter konsultation med den amerikanske regering har afstået fra at afsløre informationer, der direkte skader USA's nationale sikkerhed. Det har ikke tilfredsstillet alle de kritiske læsere, se diskussionen og avisens redegørelse her.

Informations chefredaktør, Christian Jensen, minder i en udmærket leder tirsdag om mediernes ansvar i omgangen med fortrolige og sensitive oplysninger

 Men han afholder sig fra at vurdere om skadevirkningerne af oplysningerne er større end fordelene for ytringsfrihed og demokrati.

Politikens chefredaktør siger i sin leder mandag, at det er en svær sag at afgøre, og at medierne på en ene side må have lov til at bringe afsløringer, men at de skal lytte til regeringerne. Tja, bum bum:

Og Berlingske og JP mener indtil videre ikke noget.

Bare ødelægge – eller ?

Medierne må gå videre i overvejelserne. Det er nødvendigt at skelne mellem afsløringer af f.eks. brud på internationale konventioner eller menneskerettigheder som når WikiLeaks' afsløringer har gjort medier i stand til at dokumentere overgreb eller uoverensstemmelser mellem ord og handling i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan – hvilket er en kerneopgave for en fri og kritisk presse. Og så hvad resultatet kan blive af at underminere og potentielt ødelægge de internationale diplomatiske spilleregler, som f.eks. sikrer en fortrolig kommunikation mellem allierede og som langt er at foretrække frem for ren magtbaseret geopolitik, hvor store maser små og hvor samtale og udveksling af informationer er forbeholdt disse.

I Politiken har fire forhenværende udenrigsministre udtalt sig fordømmende:

»Ingen kan have noget imod, at man afslører handlingsforløb, hvor en regering har prøvet at undertrykke ubehagelige oplysninger. Men det er farligt, når fortrolige diplomatiske informationer kan lækkes på denne måde, fordi det kan forhindre nogle processer, som kan være gavnlige«, siger Mogens Lykketoft, »Oplysningerne om, at Saudikongen gerne så en krig mod Iran, befordrer nok ikke en fredelig udvikling i Mellemøsten,«
Niels Helveg Petersen, der enig, og det er Per Stig Møller også. Han siger: »En whistleblower afslører det, hvis han mener, at myndighederne er i færd med at bryde love eller konventioner. Det er der slet ikke tale om her. Det er jo bare nyfigenhed«, siger han.

Jeg er tæt på at være enig. At bombe den amerikanske antiterrorpolitik i Mellemøsten tilbage til stenalderen ved at afsløre fortrolige vurderinger direkte fra de øverste medlemmer af de arabiske kongefamilier er ikke bare uklogt derved at medierne direkte medvirker til dramatisk at øge spændingen i en region, der er pakket med farlige konflikte. Det er også tåbeligt set med politiske briller. Hvad vinder disse aviser – alle vestlige – ved at give fundamentalistiske islamistiske kræfter i Mellemøsten bedre kort på hånden?

Objektivitet er en and

"Næh, stop. stop" vil mangen journalist og redaktør sige her: "vi skal ikke lave politiske bedømmelser, vi skal bare trykke oplysninger i gennemsigtighedens navn, så folk selv kan tage stilling og hemmelighedskræmmeriet bliver afsløret." Til det vil jeg sige: Wake up and smell the coffee.

Der findes ikke nogen jomfruelig objektivitet. At bringe disse oplysninger er nøjagtigt lige så meget stillingtagen som det at lade være er. I begge tilfælde træffer mediet et valg. Alt andet er naivt. At publicere er lige så værdiladet, lige så politisk som ikke at gøre det.

Det ene ser bare ud som om, man ikke behøver at tage et redaktionelt ansvar. Det andet gør.

Den diskussion ville være velsignet at få taget hul på i stedet for bevidstløs gengivelse af Julian Assanges selvsmagende påstande om, at verden aldrig bliver den samme igen, efter hans afsløringer. (Han har muligvis ret, naturligvis; blot er det ikke sikkert, at vi synes bedre om verden efter diplomatiets sammenbrud og efter at nye og mere drakoniske sikkerhedsforanstaltninger er trådt i kraft. Ej heller er det spor sikkert, at mediernes arbejdsvilkår bliver nemmere – tværtimod).

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen