search

JOURNALISTIK I MAGTENS CENTRUM

Tok, tok, tok - helikopterlyden skærer klart igennem natten i mit store og ellers stille køkken i Washington DC. Som sædvanlig funderer jeg over, hvem det nu er, der skal hurtigt down town.

Tok, tok, tok – helikopterlyden skærer klart igennem natten i mit store og ellers stille køkken i Washington DC. Som sædvanlig funderer jeg over, hvem det nu er, der skal hurtigt down town.

Hvem der er på vej mod Det Hvide Hus. Hvilke politiske sweet deals skal hives i land? Skal der reddes banker på Wall Street eller hospitalsansatte i Michigan. Skal der landes aftaler om militærfly for milliarder af dollars eller er det general Stanley McChrystal, som skal briefe Senatet om de seneste troppebevægelser i Afghanistan, og ikke har tid til at løbe ind til Kongressen, som han plejer.

Og lige så sædvanligt skælder jeg mig selv ud over at romantisere en sølle helikopter, der jo kan skulle så mange ting og sigte mod ret uinteressante mål. Men det er ikke noget, jeg selv styrer. Det er over otte år siden, jeg flyttede fra Danmark, men aldrig før har en by og et land grebet mig som Amerikas Forenede Stater og dens hovedstad. Aldrig før har jeg på så kort tid – små to år – følt at jeg som journalist var så fysisk tæt på Magten – med stort M – som i Washington, og aldrig har jeg bakset mere med mig selv om, hvad det så skal bruges til i min journalistik. Om ti år skal man måske til Peking eller New Delhi, men lige nu ligger den stadig her.

Chokket

Da jeg ankom til USA fra Paris i 2008 var jeg ellers forberedt på kulturchokket troede jeg. På alt det, europæerne altid gysende brokker sig over; portionernes absurde størrelser, de mørklagte restauranter, hvor en nådesløs aircondition gør det umuligt at regne ud, hvad man skal have på, når det er 35 grader udenfor, men uheldigvis føles omkring frysepunktet inde; den insisterende venlige åbenhed og tonsvis af smilende ansatte, der vil hjælpe og pakke ens poser, og som får alle danske supermarkeder til at føles som ørkener af tomhed og uhøflighed.

Men på det professionelle plan havde jeg ikke vænnet mig fra noget. Eller til. I ugevis kiggede jeg – der har dækket europæisk politik, dansk udenrigspolitik og EU i alle afskygninger siden 1992 – efter nyt fra Europa i de seriøse medier, på print, TV, radio og online. Ikke fra Danmark, bevares. Havde nok regnet ud, at vi bortset fra Muhammed-tegninger (og senere en vis Fogh Rasmussen, da han fik en ny og større kasket på) ikke ville fylde op i mediebilledet. Men selv om jeg faktisk havde prøvet det før under en månedlang studietur i 1995 som bragte mig rundt i hele USA, havde jeg glemt dette faktum igen: Europa findes næsten ikke i de amerikanske mainstream medier Så kort kan det siges. Ikke Sarkozy, ikke Merkel, ikke Brown. Ikke EU. Og da slet, slet ikke de trakasserier, som jeg har brugt meget af min tid som journalist på om forfatninger og traktater og europæiske institutioner og slagsmål om alt fra fælles forsvar, budgetter eller fordelingen af landbrugsmidler. Zero.

Det handler om krig – 24/7

Godt så, Efter en måneds tid var den kolde tyrker overstået og jeg havde vænnet mig til den amerikanske politiske medievirkelighed. Og den handler om vold. Jeg har forsøgt at finde andre ord, men det er det eneste dækkende. Det skal ikke forstås nedladende eller negativt snarere deskriptivt.

Det er den term, som dækker det, der optager amerikanske medier og amerikanerne. De tre krige, USA er involveret i, dækker alt i alt langt over 50 procent af den politiske dækning (sladder, reality-shows og sport lader vi ligger her – det fylder mere, men er ikke det, jeg arbejder med). De tre krige er den i Irak, der er for aftagende, den i Afghanistan, der kører for fuld skrue og den mod terror, som kører op og ned og som meget af tiden totalt dominerer nyhedsdækningen. Der er undertøjsbombemanden, der ikke havde held med at sprænge et passagerfly i luften Juledag 2009, der er massakren i Fort Hood Texas, der er grupper af indfødte amerikanere og udvandrede pakistanere i alle storbyer fra Chicago til New York, der bliver grebet af ekstremisme; og i dag var der 'JihadJane', der på forsiden af Wall Street Journal, New York Times og Washington Post blev enslydende beskrevet som en 'lille, blond og yndig kvinde med blå øjne fra Philadelphia" der ifølge anklagerne har forsøgt at samle terrorgrupper i Europa med bl.a. det formål at dræbe den svenske tegner Lars Vilks, der har tegnet Muhammed på ikke flatterende vis.

Hertil skal lægges alt den indenrigspolitik, der følger med krigene. Overvågningen, diskussionen om borgerrettigheder, om ekstremisme, om penge og bevillinger, Militæret er som bekendt USA's største pengesluger (min nabo er tidligere staffer i Senatet og nu lobbyist i Pentagon. Han lider ikke nød, kan jeg se. Flink fyr er han skam også. En ny ven – og god kilde.)

Så er der de 16 efterretningstjenester. Der er en minister for indre sikkerhed, Janet Napolitano, ud over forsvarsminister Gates, udenrigsminister Clinton og Justitsminiter Holder, der alle gør sig i krig og hvad deraf følger døgnet rundt – mestendels forsøger de naturligvis at forhindre den.

Der er et hav af komitéer, og udvalg i Kongressen og der er formænd og talsmænd og deres næstkommanderende. Der er tænketanke i stimer forbundet med udenrigs- og sikkerhedspolitikken og efter et halvt år i Washington havde jeg konverseret Colin Powell, CIA's og FBI's chefer samt chefer i Pentagon og State Department, der alle på en eller anden måde var forbundet med krig. Jeg havde været til høringer om al-Qaeda, til så mange møder om konflikter, krig og terror, at jeg for længst var stoppet med at tælle. Til en reception kom jeg op at toppes med en specialstyrke-mand, der selv havde været udsat for water boarding flere gange, og som forsikrede mig om, at de vattede europæere intet fattede af noget som helst og hvad jeg egentlig selv ville gøre, hvis det var min datter, der sad i en skole, som ville blive sprængt i stumper og stykker om ti minutter, hvis ikke ham der the bad guy, som man stod med i forhørslokalet fik tungen på gled. Så hev min mand mig hjem …

Efter to måneder mere havde jeg været til fester med Hollywood-forfattere, spioner, flere ministre herunder Hank Paulson, som ikke ville interviewes om finanskrisen (damn), chefen for de krakkede realkreditforeninger Fannie Mae og Freddie Mac og min nye bedste venindes mand har vist sig at være chef for den amerikanske afdeling af Verdensbanken. Min nabo til den anden side – ikke lobbyisten men den anden – er ansat i forsvaret (naturligvis) og over for mig to huse henne ad gaden bor Indianas senator, Evan Bayh. Som journalist fra en europæisk småstat svimler det, fortsat, for mig, og modsat hvad mine mange kritiske læsere på Information, der altid skælder mig ud for at være en borgerlig USA-tilbeder, mener, så er jeg ikke star struck (længere :-); men nok overvældet, ofte i tvivl og tit så grundende over, hvordan denne amerikanske realitet skal dækkes i en grad, der gør Ariana Huffingtons nytårsløfte om otte timers søvn en umulig drøm.

Og om vold i hverdagen

Men der er mere. Amerikanerne lever altså i en politisk verden domineret af vold. Måske er det derfor de er så flinke. For oveni alt den vold, de hører om hver eneste dag (for slet ikke at nævne det national-psykologiske traume efter 9-11, der er så meget mere levende og dybere end europæerne har opfattet) er der al den anden vold.

Den i hverdagen med AIDS; fattigdom, nød, ghettoer, overfald, mord og overgreb md kvinder, børn, minoriteter, dyr – you name it. Den ffindes i den anden halvdel af Washington DC. Den del af byen, jeg ikke bor i, og som er en af USA's fattigste, dårligst uddannede og farligste byer. Jeg skriver 'byer' fordi det reelt er en anden by. Der er magtens Washington og der er den anden, den sorte og på trods af, at USA nu har en sort præsident kommer han heller ikke der. Det vil sige en enkelt gang har han været der og med den hoben livvagter og Secret Service han har med sig, er det ikke noget problem for Obama.

Søvndal, tunkvoter og DF

Som udenrigskorrespondent kan det så gå galt. Man tilbyder den ene historie efter den anden om krig, og høringer om terror, og terrorsigtedes rettigheder, om nervekrigen i Det Hvide Hus (en anden krig) og den mellem FBI og CIA, og forviklinger i Pentagon og om hvorfor New York ikke vil huse 9-11 retssagen alligevel. Om vold og mere vold og højrefløjens angreb på Obama og co. og redaktørens mails bliver mere og mere venligt afvisende – det skal siges til hendes ros, at hun altid svarer – indtil hun tilstår, at hun ikke er helt sikker på, at historierne er nogen, læserne gidet at læse. De er med andre ord ikke relevante nok.

Skægt nok har jeg det så fuldstændigt på samme måde med historierne om madpakker, Villy Søvndals udsving i Gallup, EU's krav om forbud mod tunfiskeri og afhoppere fra Dansk Folkeparti. Jeg går til af kedsomhed over Tv-avisen og når rubrikkerne tikker ind fra de store danske morgenaviser, stirrer jeg fortvivlet på dem og siger strengt til mig selv, at jeg har fået korrespondentsyge, at jeg er "gone native" i en grad, der aldrig satte ind i London eller efter fire år i Paris.

Og hvad så?

Når det ikke er ligegyldigt, er det fordi vi jo er venner – hvis nogen skulle have glemt det. USA og Europa er allierede. Det er os, der står sammen i tykt og tyndt hen over Atlanten, når der ikke lige er en handelskrig under opsejling.

Men man kan altså bare ikke se det nogen steder. Europa kunne lige så godt ligge på månen.

"Det skal du altså ikke være trist over," sagde direktøren for Europa-afdelingen i State Department til mig for nogle måneder siden, da vi mødtes til en middag. "Det er netop fordi det går så godt, at medierne aldrig beskæftiger sig med Europa. Du er jo selv journalist, så du ved, hvordan det er. Der skal konflikter til, så det er klart, at vi hører mest om alle de ting, der truer USA. Krigene, hvor soldaterne er på slagmarken. Terrorplaner, som er rettet mod USA's nationale sikkerhed og vore borgere. Eller Kina og Indien som truer vores økonomi. I truer jo ikke nogen, og hvorfor skulle man så skrive om Sarkozys eller Gordon Browns problemer." 

Bortset fra, at det næppe er positivt for Europas økonomi, at vi "ikke truer nogen," så har han sikkert ret. Men det føles stadig lidt forkert, nærmest uretfærdigt synes jeg; USA fylder jo godt i det europæiske mediebillede, af indlysende grunde. Som en sur læser – dem har vi fortsat en del af på min avis – kommenterede forleden under en leder, jeg havde skrevet, så fattede han ikke, hvorfor danskerne skulle belemres med stort og småt og trivialiteter fra USA døgnet rundt.

'Nu er det jo frivilligt at læse med,' svarede jeg spidst i stedet for at forholde sig til det, han skrev. Som man altid kan gøre i lige den diskussion "(er du ved at kaste op over mine statusopdateringer på Facebook, siger du. Jamen så spring dem da over eller lad være med at være min ven." "Kan du ikke lide USA-stoffet, ja men så gå til næste side i avisen og læs om arbejdsløses vilkår i smørhullet Danmark i stedet.")

Det samme her – hvis denne blog er alt for lang, og vil få INGEN til at læse fremover. Ja så er det jo også helt og aldeles frivilligt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen