”Jeg tror, jeg er mere journalist, end jeg er menneske.”

Ordene kom fra Anders-Peter Mathiasen for 13 år siden, da han netop for anden gang havde modtaget Cavling-prisen. Dengang den mutte kasket-karl var en af dansk journalistiks største navne, en stjerne på Ekstra Bladet, hævet over rugbrødsopgaverne, respekteret og frygtet for sin evne til at grave afslørende historier frem, som ingen andre kunne se.

For syvende gang havde julen hos forældrene været som på nåle. Særligt Kirsten Mathiasen var altid synligt nervøs, når sønnen var nomineret til journalistikkens fineste pris. Denne gang blev glæden forløst. Sammen med EB-makkeren Jeppe Facius og tv-dokumentaristerne Miki Mistrati og Thomas Stokholm blev han hædret for at afsløre PET’s brug af rockeren Dan Lynge som undercover-agent.

AP var på toppen.

Men hvad sker der for den, der er mere journalist end menneske, når grundlaget for journalistikken forsvinder?

Få år efter blev alt vendt på hovedet. Fra luksusjournalist til løsarbejder uden faste aftaler, gnavende på husets friværdi for at leve, ugleset af arbejdsgivere som krukket og umedgørlig, bitter over følelsen af at være blevet svigtet og kørt ud på et sidespor og med et alkoholproblem, der har taget overhånd.

”Jeg havde nærmest givet op.”

Født som outsider

Historien om Anders-Peter Mathiasen er en historie om storhed, fald og genopstandelse. Men det er også historien om en branche, der forandrer sig og levner mindre plads til de store, besværlige egoer og deres store, besværlige historier.

”At der ikke er nogen af de magtfulde medieorganisationer, der prioriterer at have sådan en kraft ansat, bare fordi han er lidt besværlig, er fandeme en skandale. Det er blevet så kantet og corporate, og risikovilligheden er blevet så lille.”

Sådan siger Jakob Kvist, der i sin tid var kollega med AP på Ekstra Bladet, og som på People’sPress har stået bag bogen om DONG-salget ’Det bedste bud’, som sammen med ’Søren og Mette i benlås’ – den Danmarks Lærerforening-sponserede bog om lærerkonflikten – har været et slags journalistisk comeback for Anders-Peter Mathiasen.

Outsider-rollen er noget, han næsten er født ind i. Da familien i begyndelsen af tresserne flyttede fra Århus til Herning, fordi faderen skulle opbygge den kommunale børnetandpleje, var det ikke de åbne arme, der mødte familien Mathiasen.

”Det var et lille, Matador-agtigt samfund med nogle etablerede kredse. Og min far blev betragtet som kommunist, fordi han tog børnene fra de private tandlæger. Han faldt aldrig til i byen og flyttede væk, da han gik på pension. Det, tror jeg, har påvirket min familie, og måske har det gjort, at jeg altid har haft et twist – følt mig i opposition – til de omgivelser, jeg har været i,” fortæller AP.

Elever væltede borgmester

En ting fik han dog symptomatisk med sig fra Herning: En god historie. Hans forældres genboer var et ældre ægtepar, der før havde boet på en gård i Gullestrup. De var flyttet til byen, fordi kommunen havde givet lovning på at overtage deres gård i forbindelse med et stort byprojekt. Men så var kommunen løbet fra aftalen, hvilket havde bragt parret på fallittens rand. Sagen havde taget så hårdt på dem, at konen havde forsøgt at begå selvmord ved at springe ud af vinduet på Herning Sygehus. Og de var langt fra de eneste – op mod 50 gårdmænd var blevet snydt af kommunens falske løfter.

AP sidder i sin sofa og fortæller, mens den ene smøg tager den anden. Så peger han hen i hjørnet, hvor en indrammet satiretegning forestiller Hernings borgmester siddende på en kiste, tilhørende en af de svigtede gårdmænd. Sagens udfald endte med at blive omtrent omvendt. Kommunen måtte leve op til sine forpligtelser over for gårdejerne, og ved det efterfølgende kommunalvalg måtte Venstre afgive magten for første gang i umindelige tider.

Historien begyndte som en radioopgave på Journalisthøjskolen, som AP lavede sammen med Holger Rasmussen og Jørgen Laurvig. Og da DR valgte at følge op med en TV-Aktuelt udsendelse, begyndte det for alvor at blæse på den jyske hede.

”At få sådan en maskine til at rulle var noget af de vildeste, jeg havde oplevet. Min far var godt nok meget nervøs over, at jeg skrev historien. Han skulle jo arbejde sammen med flere af de involverede personer på kommunen. Men bagefter var han alligevel glad.”

Åben telefon til alle ministre

Gullestrup-sagen blev Cavling-nomineret, og AP havde således haft sit journalistiske gennembrud, allerede da han forlod DJH. Det skaffede ham job som researcher på TV-Avisen, men den daglige deadline-stress op til udsendelse var ikke hans kop te. Så var der lidt mere tid og bane at spille på hos Ekstra Bladet, hvor han begyndte som aftenvagt. Det var de gyldne firsere, hvor et oplag tæt på 250.000 gav plads både i højden og i bredden. Man kunne stadig møde en mand som Poul Dalgaard, journalisten bag den legendariske Edderkoppen-affære. Han leverede ikke stof mere, han var der bare og sjældent i ædru tilstand. Og selv om bladet var berygtet, var det både for høj og lav det sted, hvor man kom af med sine tip og rygter.

”Vi kunne stort set ringe til alle ministrene i Schlüters regering – undtagen Uffe Ellemann, der ikke ville snakke med os – og de ringede også selv til os. Ekstra Bladet var lige som den tids Facebook, fordi man kom så bredt ud,” fortæller AP.

Med Krak og telefonbog

Det var da også en opringning fra en politiker, der indirekte førte til hans første Cavling-pris. Op til kommunalvalget i 1989 havde nogen lagt et papir i AP’s dueslag – et brev, hvor et konservativt medlem af borgerrepræsentationen bad en afdelingsleder på Stadsarkitektens kontor om at ordne en besværlig byggesag ”mod sædvanligt honorar til dig”.

Sammen med kollegaen Jeppe Juhl kastede AP sig over sagen og fik i en række artikler afdækket korruption og lyssky affærer i Stadsarkitektens direktorat. Artiklerne førte til en politianmeldelse, men da politiet efter en kort efterforskning konkluderede, at der ikke var noget at komme efter, stod sagen til at dø. Indtil en fredag aften, hvort et telefonopkald på ny åbnede sagen.

”Vi havde lykkedes med at afdække en lille flig af den store historie, men til sidst kunne vi ikke tærske mere langhalm. Og så modtog vi det der berømte telefonopkald: I har kun set toppen af isbjerget,” fortæller Jeppe Juhl.

Ifølge AP var det en borgmester, der ville hjælpe dem videre i sagen. Kilden gav tilstrækkeligt med oplysninger til, at journalisterne ved at krydskontrollere oplysninger fra Krak, rådhusets arkiver, A/S-registret og telefonbogen kunne sammenstykke et netværk af systematisk korruption.

I Ekstra Bladets egen omtale af Cavling-vinderne beskrives makkerparret som ’bissen og bamsen’, ”for Jeppe Juhl er lige så mager, sardonisk skarp og hurtig, som Anders-Peter er krølhåret, rund, let stammende og tilsyneladende troskyldig jysk.”

Ifølge Juhl var der ikke nogen særlig rollefordeling. Begge var gode til at ræsonnere logisk, og begge var top-dedikerede og klar til at bruge alle døgnets vågne timer på opgaven.

”Der, hvor AP excellerede, var hans forståelse for at inddrage konkurrenter i historien. Det forstod jeg ikke. Men vi gav lunser til konkurrenterne, så det ikke kun blev en EB-historie. Politiet ville skrinlægge sagen, men vi vidste, vi havde ret, så vi ønskede at gøre historien så stor som muligt,” fortæller Jeppe Juhl.

Sagen endte næsten to år efter Cavling-uddelingen med, at en afdelingschef hos Stadsarkitekten samt to entreprenører blev dømt skyldige i byretten.

Båndene fra 18. maj

Foran den store villa i Valby er efterårsbladene begyndt at dække græsplanen og den store 1. sals-terrasse, hvor mange vinglas er blevet tømt, og mange konspirationsteorier er blevet vendt. Tidligere var det et kollektiv, som AP blev en del af, men siden overtog han huset, som han bor i med nogle lejere.

Kernen i huset er to sammenhængende stuer. Den ene er arbejdsværelset, velpolstret på alle sider med bøger og mapper, i det andet rum står det lange spisebord, hvor AP i anledning af interviewet har stakket nogle af de rapporter, som enten har været forlæg for eller resultatet af hans journalistiske udgravninger.

AP kommer slæbende på en papkasse fyldt med gamle vhs-bånd. Det er 24½ år siden, han hentede dem ude på Nørrebro og dermed sikrede det afgørende bevis i en af de mest omdiskuterede sager i nyere dansk historie. Der er nemlig tale om de videooptagelser, som de lokale tv-stationer TV-Stop samt Vesterbro Lokal TV lavede under urolighederne på Nørrebro efter EU-afstemningen den 18. maj 1993, hvor politiet for første gang i fredstid angreb demonstranter med skydevåben.

”Det var egentlig planen, at jeg skulle have været på Nørrebro på valgaftenen, for man regnede med ballade. Jeg var på Christiansborg, men der skete ikke rigtigt noget, så vi sad i kantinen og drak os fulde. Pludselig hørte vi, at der var 13, der var blevet skudt på Nørrebro. Vi tog en taxa derud, og det var helt vildt,” fortæller AP.

Han var i forvejen godt kendt med det autonome miljø og bz-bevægelsen, som han løbende havde dækket helt tilbage fra sin korte tid på TV-Avisen. Som en af få journalister kom han i de besatte huse, og på et tidspunkt fik han sågar arrangeret en rundvisning i det besatte Sorte Hest for sin chefredaktør Sven Ove Gade. 

”Nu skyder de”

De første dage efter urolighederne 18. maj var det kritiske fokus på demonstranterne og de voldsomme optøjer, som blev fordømt over hele det politiske spektrum. Men så småt begyndte man at sætte spørgsmålstegn ved politiets udlægninger. Da politidirektør Poul Eefsens redegørelse kom få dage efter episoden, tog AP ud til en kilde i det autonome miljø og hentede optagelserne fra den urolige nat, nærmest bare som et rutinetjek af de kilder, der kunne belyse begivenheden.

”De politifolk, der var på gaden, var blevet bragt i en livsfarlig situation, fordi de mistede kontrollen, og de skød for at redde sig. Det var, som det skulle være. Men så fortsatte de, og så fortsatte de. Juristerne hos politiet kunne godt se, at den var fuldstændig gal. Og rigsadvokaten lavede så en undersøgelse, hvor han konkluderede, at der ikke blev givet nogen skydeordre,” fortæller AP.

Han viser en optagelse, hvor fotografen står i ly i en smøge på Fælledvej, lige ud for den kæde af politifolk, der forsøger at trække op mod Sankt Hans Torv under et sandt bombardement af brosten. Bagved kæden løber uro-betjente i civilt tøj frem og tilbage med sårede politifolk, der er ramt på ben og fødder af brosten, samtidig med at de kommanderer kæden fremad. Billederne er kaotiske og rystende, selv om episoden har været endevendt i medierne mange gange i årenes løb.

”Nu skyder de. Det der er anden skudepisode.”

AP har set optagelserne fra TV-Stop, Vesterbro Lokal TV og tyske NDR utallige gange og endevendt de mindste detaljer og ord, man kan dechifrere ud af larmen.

”Læg mærke til alle de politifolk, der står oppe på Sankt Hans Torv. De skulle slet ikke være der ifølge politidirektøren.”

En af de ting, han dengang kunne konstatere på optagelserne, var, at der blev skudt ikke bare i en, men i tre omgange.

”Politiboss tav om skarpe skud”, lød pløkken på Ekstra Bladet den 26. maj.

Senere kunne journalisterne Lars Rugaard, Erik Valeur og Christian Nordkap ud fra de samme optagelser konstatere, at der faktisk også blev givet skydeordre. Det berømte ”skyd efter benene”-råb.

Sagen blev en af halvfemsernes store pressesager, ikke mindst på grund af myndighedernes meget defensive tilgang til det åbne spørgsmål, om der blev begået fejl. Den slags er som at vifte med en rød klud for AP’s næse.

”Han er frygtelig stædig. Det er både hans styrke og svaghed. Det er den stædighed, der bringer ham vidt og gør, at han finder de vildeste historier, som nogle tror er det rene paranoia. Det negative er så, at han ikke altid har så god sans for at bøje af,” siger Jakob Kvist.

Kilden blev erklæret sindssyg

Konspirationsteoretiker er et ord, der ofte går igen, når man beder AP’s gamle kolleger beskrive ham som journalist.

”Men som han skriver i ‘Søren og Mette i benlås’-bogen: Selv om det er konspirationsteorier, kan det godt være rigtigt. Han går ned i nogle blindgyder, men det gør gode graverjournalister. Og det er ikke altid, blindgyden er blind,” siger Elisabet Svane, politiske redaktør på Fyens Stiftstidende, som var på Ekstra Bladet samtidig med AP.

En af de sager, som ikke står på AP’s curriculum med bånd og stjerner på, lignede fra starten en dansk version Watergate-skandalen, den ultimative journalistiske afsløring. I november 1993 kunne Ekstra Bladet afsløre, at ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens kontor i 1986 var blevet ulovligt aflyttet, mens han endnu var juraprofessor på KU. Det skete, mens Erik Ninn-Hansen, der var arg modstander af Gammeltofts udnævnelse til ombudsmand, var justitsminister. To mænd var imidlertid blevet tippet om aflytningen og havde i al hemmelighed skaffet sig adgang til kontoret, fundet mikrofonen og sendt den til PET med ordene ”Tak for lån”. Ekstra Bladets kilde var en af disse to unavngivne mænd.

[quote:0]

I begyndelsen vakte den spektakulære historie ikke det store røre. PET og Erik Ninn afviste ethvert kendskab, og historien havde ikke anden dokumentation end et anonymt kildeudsagn. Efter små to uger fik piben dog en anden lyd, da KU selv meldte ud, at den anonyme kilde havde valgt at træde frem, og at det drejede sig om rektoratets egen sekretariatschef, der havde ansvar for sikkerheden på KU. Lars-Erik Allin, som han hed, var blevet tippet af en nu afdød medarbejder ved Forsvarets Efterretningstjeneste, og det havde fået ham til at skride ind og fjerne mikrofonen med hjælp fra en teknisk kyndig efterretningsmand med dæknavnet Thomsen.

Skandalen var en realitet. Regeringen indkaldte partierne til krisemøde, og justitsminister Erling Olsen bad straks Statsadvokaten om en undersøgelse af sagen. I Ekstra Bladet konstaterede lederskribenten, at mens den øvrige presse blot havde trukket på skuldrene, førte avisens vedholdenhed til, at ”en af de største svinestreger i nyere dansk historie” nu ville blive belyst.

Efterhånden som sagen blev endevendt i pressen, begyndte spørgsmålene dog at dukke op. Hvorfor havde Allin ikke orienteret sin ledelse om fundet af mikrofonen? Hvorfor kunne PET ikke bekræfte at have modtaget mikrofonen, som Allin skulle have sendt? Og først og fremmest: Hvor var Thomsen?

Offentligheden måtte vente helt til september 1994 med at få gådens løsning. Da kom statsadvokat Erik Merlungs redegørelse, og den var mildest talt en ’gamechanger’. Ifølge den tydede intet på, at Gammeltoft var blevet aflyttet. Omvendt var Allins beretning på flere punkter decideret usand, og en speciallægeundersøgelse kunne yderligere fastslå, at Allin var psykisk syg og havde været det længe.

Ekstra Bladets store afsløring byggede – alene – på en kilde, der havde kuk i kasketten.

Halvanden-kilde historie

”Touché, ikke?”

AP griner lidt for sig selv. Han kan godt se, at historien blegner noget, når den eneste kilde bliver erklæret sindssyg. Det kunne han også se i efteråret 1994.

”Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis jeg skulle skifte job, skulle jeg til at finde et hurtigt, for min markedsværdi ville nok snart falde,” siger han.

Tippet var kommet, da Jacob Juhl og AP i forbindelse med historien om Studenterhuset havde spist frokost med Allin. Det lille selskab fik sild og snaps og snakkede om løst og fast, og på et tidspunkt nævnte AP et rygte, han kendte, om at ombudsmanden blev aflyttet.

”Allin stivner fuldstændigt og spørger, hvor jeg ved det fra. Og så siger han, at det var ham, der fjernede mikrofonen,” fortæller AP.

I ugerne efter frokosten forsøgte han og Jacob Juhl at grave sagen ud. Affæren rimede meget godt på den politiske situation, der var omkring Gammeltoft-Hansen og de palæstinensiske flygtninge i landet, samt den koldkrigs-paranoia, der herskede i midt-firserne. Men beviser var der ikke nogen af. Thomsen kunne de heller ikke finde.

”Til sidst bliver vi i tvivl, om vi vil trykke det her. Meget kan man sige om Ekstra Bladet, men man laver ikke en-kilde historier. Det her var en en-kilde historie, det var ikke i orden, og det var vi også klar over. Vi valgte så at kalde det en halvanden-kilde historie, fordi vi havde en kilde fra Mossad – Victor Ostrovsky – der bekræftede det,” fortæller Jacob Juhl, der fandt den afhoppede Mossad-agent i en lille flække i Canada via udlandsoplysningen.

”Vurderingen var, at den var vigtig nok til at skrive alligevel, fordi kilden var den, han var. Det var trods alt universitetets sikkerhedschef, der selv var førstehåndsvidne. Og så kunne vi efterfølgende få det bakket op,” siger AP.

Tror stadig på historien

Det var dog først, efter at Allin trådte frem, at sagen for alvor rullede, og det gjorde Allin blandt andet efter hårdt pres fra Juhl og AP, der gerne ville vise, at det ikke var et løst rygte, men en vægtig kilde, de byggede historien på. Allins skæbne er det, der siden har pint AP mest.

”Jeg blev så ked af det – jeg lå og græd en hel nat, fordi det var så synd for ham, at han blev erklæret sindssyg. Vi havde lagt så meget pres på for at få ham ud i lyset, for at lægge vægt bag ved det her. Jeg vurderede ikke, at han var sindssyg. Du er altså ikke rådgiver for KU’s rektor, hvis du er helt gak,” siger AP og tilføjer, at Allin efterfølgende selv fortalte, at han havde indgået et forlig, hvor han godt nok mistede sit job, men opretholdt løn og pension. Han peger også på, at statsadvokatens undersøgelse indeholdt 30 hemmelige kilder.

Kort efter undersøgelsen udgav Victor Ostrovsky faktisk en bog, hvor han fortalte, at Mossad med hjælp fra PET lod Gammeltoft-Hansen aflytte. Beskrivelsen gav ny næring til Allins udlægning, men Ostrovskys historie blev blankt afvist af PET og blev ikke for alvor taget alvorligt i den danske offentlighed.

For ganske nylig fik sagen et lille efter-skræp, da Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen i en portrætartikel om efterretningsofficeren Gustav Thomsen gættede på, at det var ham, der sammen med Allin havde fjernet aflytningsudstyr på Gammeltoft-Hansens kontor. Gustav Thomsen døde i 1998.

”Den dag i dag tror jeg stadig, der er meget rigtigt i historien. Men vi skulle have skrevet mere præcist, hvilket kildegrundlag vi havde. Vi slørede det med kilderne for at beskytte Allins identitet, og det gjorde vi ikke på den mest smarte måde,” siger AP.

Jacob Juhl fortryder ikke historien.

”Jeg var ikke i tvivl om, at ombudsmanden var blevet aflyttet, og det var han i og for sig heller ikke selv. Så ville vi have trykt historien i dag? Ja, det ville vi.”

Kan ikke lide, når folk skal bestemme

AP havde dog skiftet arbejde, allerede inden statsadvokatens rapport kom ud. Det blev en meget kortvarig affære på Jyllands-Posten.

”Der gik vagtplaner i den,” lyder hans egen kortfattede forklaring. [quote:1]

Vagtplaner var ikke noget, AP brød sig om. Han var heller ikke vant til det. Formelt set indgik han godt nok i et vagtskema på Ekstra Bladet, hvilket de facto blot betød, at man var på avisen og stod til rådighed. Man skulle dog ikke regne med, at AP stod til rådighed for forefaldende opgaver, endsige var på avisen.

”Jeg ved, det lyder åndssvagt, men jeg kan ikke lide, når folk skal bestemme over mig. Når en eller anden sekretær skal lave vagtplan og bestemme, hvornår jeg skal på arbejde. Hvis jeg nu skal noget, kan jeg jo ikke holde fri, fordi det står i en vagtplan,” fortæller han.

Han var tre måneder på Jyllands-Posten. Så rykkede han videre til Politiken, hvor han blev i halvandet år og blandt andet arbejdede meget med 18. maj-undersøgelserne. Heller ikke her faldt han rigtig til, og en dag blev han simpelthen bedt om at finde et nyt arbejde.

På Ekstra Bladet var det stadig Sven Ove Gade, der sad ved rorpinden, og han bød sin gamle stjernereporter velkommen tilbage i folden. Et par år senere dryssede det igen med hæder, da AP sammen med fem kolleger fik Kristian Dahls mindelegat – den lille Cavling-pris – for serien ’Statens klike for kunst’, der dokumenterede en tendens til indspisthed i det system, der fordeler den offentlige kunststøtte.

Hysterisk

Kulturkamp var der dog også internt på Ekstra Bladets redaktion. For selv om AP havde en arbejdsmæssigt priviligeret position, var han også ekstrem kritisk over for avisens redaktionelle linje og prioriteringen af historier.

”Der var en strid mellem det tabloide og det seriøse. Ekstra Bladet er jo begge dele. Men de folk, der laver forsider, vil altid foretrække et kvindemord frem for en korruptionsafsløring, for et kvindemord kan sælge 4.000 aviser mere,” fortæller han.

Det var ikke uvant at se AP stå og fægte med en forside foran chefredaktøren eller skælde ud i redaktionssekretariatet over placeringen af hans historier.

“AP var mere på idealisternes side. Det, der gjorde ham vred, var de der smagløse forsider, hvor de svælgede i børnemord, og man som ansat blev skideflov. Mit temperament var ikke til at tage dagens avis og stå hos Gade og råbe og skrige, men det kunne han godt finde på. Det har jeg oplevet fra første parket,” fortæller Jakob Kvist.

[quote:2]

Kate Bluhme var i en periode en af dem, der sad i redaktionssekretariatet og prioritede stoffet. Hun kan kun bekræfte, at de kulørte historier ofte blev fremhævet på bekostning af de tungere sager.

”Men det skal en formiddagsavis. Det var, som om han ikke helt vidste, hvad det var for et medie, han var på. De der historier, han ville have frem i avisen, var ofte mellemfase-historier, men han kunne blive hysterisk, hvis de ikke blev prioriteret højt. Avismagerne havde ham hele tiden på nakken,” fortæller Bluhme.

Guldkilden

En martsdag i 2002 henvendte en mand sig hos Ekstra Bladets portvagt og bad om at tale med en journalist, der ikke var bange for politiet. Manden hed Dan Lynge, og han skulle blive kilden til AP’s formentlig mest spektakulære journalistiske historie. Samtidig blev han indirekte grunden til, at AP’s liv og karriere senere kom på en voldsom deroute.

”Han var ikke særlig stor og havde skulderlangt hår og blåt træningstøj. Jeg troede, han var rengøringsassistent i Politikens hus. Det troede jeg virkelig,” fortæller AP.

Dengang kom der mange mennesker på Ekstra Bladet med små, store og til tider også helt tossede fortællinger. AP havde et princip om altid at høre, hvad folk havde at sige, før han sendte dem på gaden igen, så han inviterede rutinemæssigt ”rengøringsassistenen” op i kantinen på en kop kaffe.

”Det første minut af samtalen foregår ved, at han fortæller, hvad han hedder, at han er tidligere krigsminister i HA, at han i 20 år har været eftersøgt af politiet som tredjemand i et dobbeltdrab på Christiania, og at når han om kort tid sandsynligvis er blevet slået ihjel, så må jeg skrive historien.”

”Så er det, jeg foreslår, at vi måske skal snakke videre nede på kontoret.”

AP får fat på Jeppe Facius, der deltager i samtalen. Her kommer den egentlige sensation frem, nemlig at Dan Lynge, som stod i straffeanklager til halsen, havde undgået straf ved i stedet at blive PET’s hemmelige agent i rockermiljøet – også kendt som Guldfuglen. Efterfølgende beslutter de at tage kontakt til Miki Mistrati og Thomas Stokholm på Bastard Film, som AP kender fra et samarbejde nogle år tidligere.

”Der var nogle strategiske overvejelser. Det er min erfaring, at skal man køre en så belastende sag op, så skal du have flere medier for at få det til at slå igennem.  Og så var der også det med, at vi ikke vidste, hvad Engells rolle havde været, og sagde han nej, kunne vi overdrage sagen.”

Den store rus

Ude hos Bastard Film skaffede de fire journalister sig det afgørende bevis. Mens kamearet kørte, ringede Dan Lynge op til sin føringsofficer i PET, og under den ti minutter lange samtale blev Lynges rolle som agent fuldstændig bekræftet.

Journalisterne gav samtidig hinanden hånden på, at sagen skulle køres helt igennem , og Miki Mistrati og Thomas Stokholm døbte gruppen De Fire Musketerer.

De måneder, hvor researchen kørte, og hvor historierne ramte landet både på tv og i Ekstra Bladet, husker AP som en rus.

”Når sådan noget sker, er det det sjoveste i hele verden at være journalist. Jeg tror ikke, der findes noget sjovere. Det var helt berusende, fordi der var så mange brikker, der faldt på plads, fordi vi var på nyt land, fordi det lykkedes, og så var det et fedt samarbejde. Det var virkelig lykkeligt.”

AP læner sig tilbage i sofaen og genkalder sig et øjeblik det langtrukne adrenalin-kick, begejstringen, spændingen, følelsen af at kunne gå på vandet.

”Jeg har haft den tanke,  at journalistik er lidt som junk … man bliver afhængig, og så dør man af det.”

Intern modstand

Men som enhver junkie ved, følges opturen af en nedtur. For AP var den faktisk allerede så småt sat ind, da han modtog Cavling-prisen i januar 2004. På toppen – tilsyneladende – af sin karriere.

”Jeg var ikke spor glad, da jeg fik en Cavling. Det var rent skuespil. Samtidig med at jeg udadtil var en rockstjerne, var det forfærdeligt at gå på arbejde,” fortæller han.

Først og fremmest var hans samarbejde med Jeppe Facius blevet stoppet efter dekret fra ledelsen. Den formelle begrundelse var, at man havde brug for Facius på krim-redaktionen. Samtidig oplevede AP, at han blev udsultet i forhold til historier, der til gengæld gik til avisens nye graver-stjerne Kaare Quist. Og da de to blev enige om et samarbejde, blev det også stoppet oppefra.

Dengang såvel som i dag er der ingen tvivl hos AP om, hvad det handlede om: Hans Engell havde fra begyndelsen været modstander af Dan Lynge-historien, fordi den trak tråde til hans daværende rolle som justitsminister. Derfor skulle AP køres ud på et sidespor.

”Jeg tror godt, jeg kunne have fortsat.  Jeg fik at vide, at jeg havde en så høj position, at jeg var urørlig. Men min hverdag blev forpestet på grund af Dan Lynge-sagen. Jeg følte, at jeg var uønsket på bladet.”

I foråret 2006 valgte Jeppe Facius at takke ja til et tilbud fra DR. Det blev incitamentet for AP, der kort tid efter bad om en fratrædelse.

Nye tider på bladet

Hvad der præcis er foregået og ikke foregået omkring AP i den tid, er det svært at få et klart billede af. Hans Engell selv ønsker ikke at udtale sig om sagen. Også Poul Madsen, der som journalistisk chefredaktør var Engells næstkommanderende, er meget fåmælt, men skriver dog i en mail, at han ”genkender ikke udlægningen af, at han blev udsat for en straffeaktion fra Engell. Og jeg var der trods alt selv.” Den tredje chefredaktør Jan Jensen vil heller ikke sige noget om den periode.

Spørger man blandt de tidligere kolleger, er billedet mere nuanceret. Med til historien hører, at Ekstra Bladet i de år oplevede en stor oplagsnedgang, som skabte nogle helt nye og strammere økonomiske vilkår for driften og medfølgende produktivitetskrav til medarbejderne.

”Krisen var begyndt at sætte ind, og da Engell afløser Gade, har han som opdrag at få styr på økonomien. Der kommer en sparerunde, hvor nogle flyttes, og andre får en fratrædelse. Og så bliver alle de goder, vi ellers følte os fuldt berettigede til – det hvide kort til kantinen, taxibon’er – skåret ned. Det ser AP ikke på med milde øjne. Jeg ved ikke, hvad der foregik i Engells hoved, men det kan også handle om, at man ikke følte, man fik nok ud af dem i det samarbejde,” fortæller Elisabet Svane.

Forkælede journalister

Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg var på Ekstra Bladet i årene omkring AP’s afgang. I en Facebook-kommentar til en artikel, Journalisten tidligere har skrevet om Engells rolle som chefredaktør, antyder han kraftigt, at nogle også var trætte af at høre på AP’s brokkeri over, at han blev pålagt mere ordinære journalistiske arbejdsopgaver.

”Personligt husker jeg det som frustrerende at være kollega til journalister, der ikke orkede at tage deres tørn med weekend- og aftenvagter, fordi de havde travlt med at skrive (for størstedelen af læserne) ligegyldige mellemregninger til side 36 i store komplekse sager,” skrev Pinborg.

Han forklarer i dag uddybende, at det handlede om en ny arbejdsrutine, der var nødvendig.

”Ser du på Ekstra Bladet i dag, er de fleste journalister nogle, der leverer fra dag til dag, samtidig med at de har noget i skuffen, der kan vælte en minister. For nogle har det været sværere end for andre at adoptere den her nye måde at skulle arbejde på,” siger han.

Jeppe Facius bekræfter, at han og AP i den sidste tid oplevede en generel modvind, ikke kun fra Engell, men også fra deres egne kolleger.

”Vi fik jo Cavling-prisen og syntes, det var den vigtigste sag i verden, men ud over at der var noget indblanding fra Hans Engell, var der også noget metaltræthed på avisen  i forhold til historien. Det blev meget Ekstra Bladet mod os. Der blev stoppet nogle ting, og vi blev ikke taget alvorligt, og det synes jeg ikke var værdigt,” siger Facius.

Journalisten har tidligere skrevet om Engells mulige indblanding i Dan Lynge-historien i sin rolle af chefredaktør. Dels i 2005 og 2006 om blandt andet Engells tilbageholdelse af en artikel om Lynge-sagen, han mente var ”for teknisk”. I 2016 skrev Journalisten igen om Engells mulige påvirkning af forskellige sager på avisen, der involverede hans minister-tid. Her afviser daværende tillidsmand Thomas Szlavik, at Engell skulle have påvirket Lynge-dækningen.

Ind og ud af Journalisten

AP fik sin fratrædelse, og kort efter fik han ansættelse på fagbladet Journalisten. Igen blev der tale om en forholdsvis kort visit. Anne Lise Mølvig, der ansatte AP, måtte selv gå fra Journalisten, og da Jakob Elkjær tog over som redaktør, blev AP igen udfordret på sin ’vagtplans-aversion’.

”Elkjær indfører sådan nogle new public management-metoder. Pludselig skal vi stemple ind og aflevere sedler hver dag for, hvor mange minutter vi har været på arbejde. Sådan har jeg aldrig arbejdet. Jeg løser min opgave, og så går jeg hjem,” fortæller AP.

Jakob Elkjær har en anden udlægning.

”Normalt ville jeg ikke udtale mig om personalesager, men jeg kan ikke genkende AP’s version. Sagen var, at AP ofte mødte sent, og jeg lavede en meget enkel og praktisk regel om, at man skulle være på arbejde mellem 10-15 og ellers selv kunne administrere sin arbejdstid, som man gjorde op månedsvis. Jeg tror, de fleste journalister ville se det som ret stilfærdigt i dag, men AP oplevede det som et overgreb.”

Det var dømt til at ende i brud, og det gjorde det også efter omtrent halvandet år. Med til historien hører dog også, at AP ikke havde det godt i den periode.

”Jeg var stadig bundulykkelig og helt oppe at køre over det, der var sket på Ekstra Bladet. Jeg tror faktisk, jeg led af en form for posttraumatisk stress.” 

Alkoholiker

For første gang stod AP uden fast arbejde, og denne gang stod arbejdsgiverne ikke i kø for at hyre ham. Sammen med Jeppe Facius skrev han to bøger for People’sPress om Jørgen Moos – politimanden, der efterforskede Blekingegadebanden. Nogle år senere kom også bogen ’Fra Edderkoppen til Makrellen’ om den danske underverden gennem efterkrigstiden.

Det kan lyde som en rar og afslappet voksentilværelse efter de hæsblæsende år i dagbladsbranchen. Men AP var hverken glad eller tilfreds. Han var i sit livs krise.

”Jeg havde nok nogle wilderness-år, hvor jeg følte, jeg var lidt ude i ødemarken. Efter den der Engell-historie oplevede jeg, at jeg var færdig i dagspressen, fordi jeg havde gjort mig udtilbens. Det var en røvtur, og jeg synes, det var så uretfærdigt. Heldigvis havde jeg det her hus, så jeg kunne leve ved at låne i friværdien.”

Men der var også et andet problem. AP var alkoholiker.

Han beskriver selv en arbejdsdag på Ekstra Bladet ved, at han mødte på redaktionen ved 12-tiden. Så arbejdede han hele dagen, og om aftenen drak han sig fuld med kollegerne. Næste dag ville han igen møde ved 12-tiden, når rusen var sovet ud, og sådan kørte det hver dag.

”Det var ikke, fordi jeg var på Ekstra Bladet, jeg drak, men det er fantastisk at være i en alkohol-kultur, når man kan styre det. Og det kan man, hvis man bliver vant til det. Men efter det, jeg var igennem i den sidste tid på Ekstra Bladet … så drak jeg for at få trøst. Det kom der en ond cirkel ud af.”

Jeppe Facius var godt klar over, at det gik den forkerte vej med AP’s brug af alkohol.

”Det var, som om det tog fart, da vi forlod Ekstra Bladet. Så var der en periode, hvor han ikke havde noget at lave, og det tog hårdt på ham. Man kunne tit høre på ham i telefonen, at han var fuld. Det var særlig slemt, da vi skrev bogen om Edderkoppen, som vi måtte udskyde i flere omgange,” fortæller Facius.[quote:3]

En dag blev han ringet op af en anden af AP’s venner og kaldt ud til villaen i Valby.

”Vi kan se, den er helt gal med rødvinsglas, der ligger i sengen. Vi taler med ham og kræver simpelthen, at han kommer i behandling, og så får vi ham indlagt.”

I dag er det fem år siden, AP har drukket alkohol. 

Comeback i bogform

”Det var helt fantastisk. Jeg blev fuldstændig frisk i hovedet igen. Det var som at blive tyve år yngre. Jeg troede, det var løgn. Det var simpelthen en følelse af, at jeg fik min styrke igen. Men hold kæft hvor var jeg … jeg havde nærmest givet op,” fortæller AP.

I 2015 udkom bogen ’Det bedste bud’ om salget af DONG. Baggrunden var, at AP blev hyret ind som medtilrettelægger på DR-dokumentaren ’DONG – Bag lukkede døre’. Han var selv kommet med idéen, og efter programmet fortsatte han researchen og omsatte det i en bog, som høstede meget anerkendelse. For første gang i lang tid var han tilbage som dagsordensætter i den offentlige debat.

Det blev fulgt op i år med bogen ’Søren og Mette i benlås’. En bog om lærerkonflikten i 2013, der ligeledes kom på forsiderne, da to centrale politikere – Kristian Thulesen Dahl (DF) og Annette Vilhelmsen (SF) bekræftede, at lockouten af lærerne var orkestreret af regeringen selv.

Søren og Mette-bogen var fagligt set ikke helt ukontroversiel, da den blev finansieret af Danmarks Lærerforening.

”Jeg blev kontaktet af Anders Bondo, der havde læst DONG-bogen. Han spurgte, om jeg kunne se en idé i at skrive bogen, og om jeg kunne hjælpe dem i kontakt med et forlag. Jeg talte med Kim Hundevadt på Politikens Forlag, og vi blev enige om at gøre det, hvis vi kunne lave et system med helt vandtætte skotter, så vi ikke kunne beskyldes for noget,” fortæller AP, som efter aftalens indgåelse blev hyret af forlaget til at skrive bogen for et fast honorar.

Aftalen fastslog, at han og forlaget havde total redaktionel uafhængighed, og han mener derfor ikke, han er gået på kompromis med nogle journalistiske principper.

”Vi har et samfund, der i høj grad er bygget op af sponsor-virksomhed. På universiteterne laves rigtig meget forskning med penge fra det private erhvervsliv. Er det kompromitterende for forskernes arbejde? Det tror jeg ikke, man vil sige.”

Elisabet Svane mener, de to bøger har været en slags comeback for AP.

”Han har skrevet sig tilbage. De to bøger har skaffet ham et publikum. Jeg anmeldte selv Søren og Mette-bogen, og jeg synes generelt, den er god. Der mangler den rygende pistol, men som bog er den helstøbt.”

Det store hævntogt

”Krølhåret, rund, let stammende og tilsyneladende troskyldig jysk.” Det var som tidligere nævnt Ekstra Bladets egen beskrivelse af AP, da han i 1990 vandt sin første Cavling til avisen. Ikke just nogen skræmmende fremtoning. I dag er det krøllede hår knap så udtalt, men AP fremstår stadig som en rar og elskværdig, næsten lidt selvudslettende person. Det er lidt svært at forestille sig det temperament og det dræberinstinkt, som også er en væsentlig del af de beskrivelser, man får af ham.

”Generelt bryder han sig ikke om at blive uvenner med venner. Men han har også den anden side. Og han er en kriger, når hans retfærdighedsfølelse bliver trådt over tæerne,” siger Jeppe Facius.

Sidste år fik man imidlertid syn for sagn, da AP valgte at begive sig på et decideret hævntogt mod sin tidligere partner Miki Mistrati. Det skete i artiklen ’Sex, løgn og video’ i filmmagasinet Ekko. Artiklen, som blev annonceret som et essay, tog udgangspunkt i sex-skandalen, der havde kostet TV 2’s nyhedsdirektør Michael Dyrby jobbet. AP antydede kraftigt, at Mistrati havde forsøgt at få et chefjob på TV 2, og midlet var at afpresse Dyrby med kendskabet til en affære med en elskerinde. Dokumentationen var blandt andet en række sms-beskeder mellem Mistrati og Dyrbys elskerinde, som cirkulerede i journalist-kredse.

Han erkender det blankt, AP. Artiklen var en helt banal hævnakt rettet mod Miki Mistrati. Og han fortryder det ikke et sekund.

”Det er en herlig måde at komme af med tingene – at skrive dem. For det kommer lige ud af knolden på dig. Før tænkte jeg på ham hver dag, for jeg synes, det var så gement, det han havde lavet. Men siden har jeg stort set ikke tænkt på det.”

Hadet mod Mistrati bundede i efterspillet til det samarbejde, de havde omkring Dan Lynge-sagen. Jeppe Facius og AP forlod Ekstra Bladet, primært på grund af den modstand, de mødte mod historien. Men kort efter begyndte Mistrati selv at arbejde for avisen.

”Han bliver budt med ind i vores samarbejde, og vi har et skidegodt samarbejde, han er jo dygtig. Men da Engell stopper os, så ser Miki, at nu er der en ledig plads, og tager vores job. Og så deltager han i alt det der med, at vi ikke er rigtig kloge. Så da jeg får muligheden for at hugge hovedet af ham offentligt, så tog jeg den,” fortæller AP.

Musketer-eden blev brudt

Bastard Film, som Mistrati ejede sammen med Thomas Stokholm, lavede en aftale om at producere videoindhold for Ekstra Bladet, og da Bastard senere gik konkurs, blev de begge ansat på avisen.

Samtidig opstod der en episode, hvor både AP og Jeppe Facius følte, at Mistrati brød deres musketer-ed om at forfølge og publicere Lynge-sagen til det sidste punktum. Det lykkedes nemlig at få fat på udskriften fra den afhøring, Dan Lynge-kommissionen havde med Hans Engell om, hvilket kendskab han havde til sagen, mens han var justitsminister. Her fremgik det, at Engell havde et vist kendskab, hvilket han tidligere havde afvist. Det ville AP og Facius have publiceret, men Mistrati og Stokholm slog angiveligt bak.

”Vi har givet musketer-ed på, at hvis det kan bevises, skal det laves. Men da vi får dokumentationen, så vil de ikke en skid. Det havde jeg et skænderi med Miki om. Han mente omvendt, jeg var gået bag om ryggen på ham, fordi jeg havde givet et interview til DR om sagen,” fortæller Facius.

I stedet valgte han og AP at udgive stoffet i fagbladet Journalisten, hvor Erik Valeur i en række artikler skrev om Engells tilbageholdelse af oplysninger samt hans redaktionelle påvirkning af Ekstra Bladets dækning.

Facius fortæller, at han frarådede AP at skrive artiklen i Ekko. Men omvendt kan han godt forstå, at AP gjorde det. Han føler også, at Mistrati brød deres aftale og lagde afstand til dem for at holde sig gode venner med Ekstra Bladet.

”Jeg synes, de valgte parti med pengepungen frem for idealerne. Det er jeg dybt skuffet over. Men man skal vælge sine kampe med omhu, og jeg har ikke selv behov for at skrive sådan en artikel.”

Det er desværre ikke muligt at få Miki Mistratis udlægning af sagen, da han ikke vil udtale sig til denne artikel. Hans eneste kommentar til Ekko-artiklen sidste år var, at AP tog ting ud af kontekst og fordrejede sagen.

”Sagen om Hans Engell er efter min bedste vurdering en sag, der bunder i en bitterhed over, at Anders-Peter måtte stoppe på Ekstra Bladet. Efterfølgende havde han en teori om Hans Engell og hans tid som justitsminister. En teori, som jeg fandt for udokumenteret til at trykke i en bog,” sagde Mistrati til Ekko.

Thomas Stokholm, der i dag er kreativ chef på Ekstra Bladet, vil til gengæld godt give sin kommentar til det, AP oplever som en svigt fra hans og Mistratis side.

”Jeg har stor respekt for de afsløringer, som det er lykkedes AP at få publiceret gennem årene. Jeg har til gengæld ingen respekt for de konspirationsteorier og kvarte sandheder, som desværre fylder så meget i hans liv. AP’s andel og arbejde med Dan Lynge-sagen var lige så afgørende som Miki Mistratis, Jeppe Facius´ og min indsats. Miki og jeg ville, helt korrekt, ikke publicere historien om Hans Engells udtalelser til Dan Lynge-kommissionen. For vi kunne ikke, på det tidspunkt, bringe dokumentationen. Havde vi skrevet det dengang, havde det været en påstand uden bevis. Den slags hører hjemme i en fiktionsfortælling, ikke i journalistik,” skriver han i en mail til Journalisten og tilføjer:

”Det undrer mig, at Anders-Peter stadig kan trisse rundt på diverse redaktioner med sin temmeligt ramponerede kuffert og få afsat sit fordrukne sludder om Mikis og min rolle i Dan Lynge-sagen.”

 AP fortryder som sagt ikke et ord af det, han skrev.

”Det var personligt, men det var ikke privat. Manden er en offentlig person og enormt hypet. Jeg havde lyst til det, og jeg syntes, det var på sin plads. Jeg har aldrig oplevet et større forræderi. Men det er klart – du kan jo altid lade være, hvis du vil ikke vil have problemer.”

Lidt ironisk peger flere kilder på, hvordan netop AP og Miki Mistrati – samt Simon Andersen – fagligt set minder om hinanden og har samme journalistiske gen.

”De har noget af det samme. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er. Det er noget kreativitet i forhold til at få historierne frem. Og så det at historien bliver det vigtigste i hele verden,” siger Facius.

Solo-historiernes tid er forbi

Jakob Kvist kalder det en skandale, at en mand som AP ikke er ansat i et mediehus, men må lave sine projekter mere eller mindre på egen hånd.

Niels Pinborg er delvist enig. Men han sætter også spørgsmålstegn ved, om der er råd til ’luksusjournalister’ som AP.

”Fagligt synes jeg, han har fundet en fantastisk hylde med de bøger, han skriver. I den ideelle verden er det en avis, der finansierer det, men nu er jeg selv leder af en redaktion, og derfor må man sige: Hvor fanden skal pengene komme fra? Det er en trist virkelighed, vi befinder os i.”

Han peger også på, at de solohistorier, som AP gravede frem, og som var med til at brande Ekstra Bladet, bare ikke har den samme kommercielle betydning i dag.

”Med den kuratering, der foregår i det danske mediebillede i dag, er der ingen andre end journalisten selv, der kan huske, hvor en historie begynder. Der findes jo ikke solohistorier – jo, i seks minutter, så er der nogen, der har overtaget.”

Jeppe Facius er også lidt usikker på, om dagbladsverdenen og AP stadig er et godt match.

”I virkeligheden burde han jo have siddet på et dagblad i alle de år. Men sådan en som AP kræver tid og plads, og som jeg hører det, går det meget stærkt i dag. Måske passer det meget fint til ham med de opgaver, han laver i dag.”

I øjeblikket arbejder AP sammen med Jeppe Facius og Dokumentarkompagniet i Aarhus på en dokumentar-serie om et drab i Næstved, der efter planen skal køre på TV 2 til næste år. Han håber også på at kunne lave noget i forbindelse med 25 års-dagen for 18. maj-urolighederne.

Men hvad han skal leve af i 2018 er endnu uvist.

Menneske igen

”Jeg hopper fra isflage til isflage. Det har jeg gjort, siden jeg holdt op med at være lønmodtager. Det havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg have nogle husmidler at trække ud. Så havde jeg været bartender et sted eller kirkegårdsgraver.”

Men han er ikke utilfreds. Ikke mere.

”Det er o.k. Jeg synes, jeg har haft et godt liv – det mener jeg. Hvis jeg skulle krydse af, hvad jeg drømte om som ung – jeg ville gerne komme fra Herning og blive journalist i København og skubbe til nogen ting – så har jeg gjort det.”

DONG-udsendelsen på DR lavede AP sammen med Michael Klint, hans jævnaldrende journalistkollega, der som den eneste har fået Cavling-prisen tre gange. AP ville ikke have noget imod at udligne stillingen til 3-3. Men det fylder ikke så meget. Ikke mere.

”Jeg tror ikke, jeg får flere. Og jeg mangler heller ikke noget på den konto. Jeg synes kraftedeme også, det er anstrengende hele tiden at skulle op på den hest med at lave historier. Så nu er jeg nok mere menneske end journalist.”

Denne artikel har også været bragt i det trykte Journalisten nr. 11 2017. Dette er en udvidet version af artiklen.