Væsentlighed og fornuft kan have svære vilkår i journalistikken, fordi de sociale medier skaber nyhedsbobler, hvor medierne snarere jagter kliks end kendsgerninger.
Sådan lyder budskabet fra Vincent F. Hendricks, der er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet og aktuel med en ny bog om bobleteori: ”Spræng Boblen – Sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden”.
»Jeg har ingen interesse i at pege fingre af journaliststanden. Mit ærinde er at fortælle, at journalistik er et ædelt fag under et helt enormt pres, fordi I ikke længere har monopol på nyhederne. Eller fortolkningen af dem. Nu har alle fået deres egen megafon i offentligheden via sociale medier. De er hverken underlagt god presseskik eller medieansvarsloven, og dermed har alle mulige desperadoer fået adgang til at søsætte historier, der ikke er underbygget af hverken fakta eller kendsgerninger,« siger Vincent F. Hendricks til Journalisten.
Han er til daglig leder af Center for Information og Boblestudier. I bogen beskriver han, hvordan fænomenet med bobler ikke begrænser sig til boligmarkedet og pengenes verden. Der findes også politiske bobler og nyhedsbobler. Derfor er bogen også rig på mediekritik.
Klikjagt og brudte standarder
»Medier og journalister kan jo se, hvad der trender på de sociale medier, og hvis det at være bedst på breaking er det eneste kriterium, så bliver konsekvensen, at standarden for, hvad der er en historie, og hvornår den kan bringes, bliver brudt, fordi I gerne vil være med på bølgen og helst hurtigt,« siger Vincent F. Hendricks og uddyber:
»I ved, at de tvivlsomme nyheder kommer ud. Og hvis I ikke gør det, så er der bare nogle andre, der hopper på vognen. Dermed bliver standarderne i nyhedsmarkedet brudt. Et eksempel er jo, da DR fik udnævnt Jacob Jensen som ny forsvarsminister som en solonyhed, selv om det få minutter senere stod klart, at den nye minister var Peter Christensen,« siger Vincent F. Hendricks.
Han forklarer, at nyhedsbobler er karakteriseret ved, at historiens handelspris i form af klik er langt højere end dens reelle værdi.
»Medierne har løsrevet handelsprisen fra værdien af eksempelvis et politisk forslag på grund af klikjagten. Et politisk forslag kan være totalt urealiserbart, men prisen, det handles til, kan være kæmpestort i form af mange klik.«
»Det marked, hvor nyheder og politiske historier handles, er så konkurrencedrevet, at kriterierne for en god historie ligger helt ude i enderne af skalaen for at kunne fastholde folks opmærksomhed og blive en klikbasker. Men det kvalificerer ikke beslutningsgrundlaget for borgerne, når de skal beslutte sig for, hvad de skal stemme til næste valg,« siger Vincent F. Hendricks.
Vrede, angst og indignation
Han mener, at medierne kan komme til i for høj grad at hoppe med på historier, der ikke er nævneværdigt underbygget. Han nævner historierne om kontanthjælpsmodtagere som dovne Robert og fattig-Carina som eksempler på det.
Men medierne skal vel netop gå ind i den slags debatter for at undersøge, hvad der er op og ned i dem?
»Medierne skal bestemt gå ind i de sager. Men det bør ikke være ved at hoppe med på kun at fortælle om dovne Robert og fattig-Carina, og om folk er med eller imod dem. Det centrale for medierne bør være at belyse, hvor repræsentative de er for alle kontanthjælpsmodtagere, som står centralt i dansk politik, fordi de har høje aktier i både værdipolitik og fordelingspolitik. Og problemet er jo netop, at de ikke er særligt repræsentative,« siger Vincent F. Hendricks.
Han peger på, at det på grund af de sociale medier er blevet relativt let at sætte dagsorden i de rigtige medier.
»Du skal bare komme med nogle udsagn, der bejler til vrede, angst eller indignation. Så skal du nok trænge igennem både på sociale medier og hos de regulerede medier. Men de ting skaber polarisering. Det giver en debat, hvor folk ikke mødes i præmisserne og argumenterne om at være uenige, men blot i at være uenige. Det er ikke specielt befordrende for et demokrati, som i sidste instans er oplysningsbåret. Et demokrati er ikke givet ved, at enhver har en stemme, men i at enhver har en oplyst stemme,« siger Vincent F. Hendricks.
Donald Trump og Kim Kardashian
Han peger på Donald Trump som et godt eksempel på en mand, der skaber både politiske bobler og nyhedsbobler.
»Han lægger sig meget elegant i et spor, hvor han kommer med nogle udtalelser, som virkelig er nyheder, fordi der aldrig er nogen, der har sagt de ting før. Men det, han siger, er stort set altid enten i strid med kendsgerningerne eller umulige at realisere. Eksempelvis når han vil have mexicanerne til at betale for, at USA kan opføre en kæmpe mur mod grænsen til Mexico. Det kommer aldrig til at ske,« siger Vincent F. Hendricks.
»Men det lyder godt, og der er stor social transmission i det. Der er lavet studier, som viser, at de historier, som bejler til angst, vrede eller indignation, har meget større transmissionsmuligheder på sociale medier end historier om korrektioner, dementier eller sandheden. Derfor kan både medierne og deres kilder begynde at spekulere i, hvilke historier der giver størst transmission og flest klik,« siger Vincent F. Hendricks.
Når det gælder om at råbe højt og bejle til befolkningens vrede, indignation eller angst, kan vi også være med herhjemme. Han nævner de Konservatives valgkampagne om at stoppe alt fra tyven til naziislamisme som et godt eksempel.
»Der var ingen, der vidste, hvad naziislamisme var, men det lød af noget. Det samme gælder Dansk Folkepartis anvendelse af ordet neger. Og medierne hopper direkte på den. Der er mange kliks i at lave indignationshistorier, som mobiliserer negative aktivitetsskabende følelser om noget, som folk bare må mene noget om og reagere på, om ikke andet så med et klik. Det skaber et kraftigt, men ikke nødvendigvis sandt signal om, hvad offentligheden antagelsesvist er interesseret i at høre noget om,« siger Vincent F. Hendricks.
I weekenden gjorde han sig i et interview med Politiken til talsmand for, at vi lever i en verden, hvor en realitystjerne som Kim Kardashian kan blive præsident.
Men gør du her ikke præcis det samme, som du kritiserer andre for. Du kommer med en rabiat udtalelse for at trænge igennem mediemuren og sælge nogle bøger?
»Problemet er jo, at det ikke er en særlig rabiat udtalelse. Vi lever i en verden, hvor markedet for social kapital i princippet kan gøre en reality-stjerne til præsident, og hvor Donald Trump også kan gå hen at blive det, selv om stort set alle er enige om, at hans valgløfter er fuldstændigt urealiserbare og som oftest forfatningsstridige, fordi de er enten racistiske eller sexistiske,« siger Vincent F. Hendricks.
Journalisters troværdighed
Han slutter interviewet af med en klassisk journalistisk undren om vores stands lave troværdighed i diverse meningsmålinger.
»For mig er det helt grotesk, at jeres troværdighed ligger og roder rundt helt nede ved brugtvognsforhandlerne. Jeres opgave er at forfølge sandheden, så langt man kan, være kildekritiske, sikre transparens, kontrollere magthaverne og kvalificere den demokratiske beslutningsproces. Det er nogle meget ædle principper, som burde gøre, at I lå øverst i enhver troværdighedsmåling.«
Men journalisters troværdighed har jo altid været helt i bund i den slags målinger?
»Ja, men min pointe er, at vi i dag har mere information til rådighed end nogensinde. Derfor er det også vigtigere end nogensinde, at vi har nogle medier, der kan kontrollere magthavere og deres beslutningsgrundlag i stedet for bare at løbe med på gode historier, fordi der er klik i lortet. Der er i højere grad end nogensinde behov for, at medier og journalister finder tilbage til de principper, som oprindeligt var udgangspunktet,« siger Vincent F. Hendricks.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Fattigcarina var ingen undtagelse. Hvis hun var var der tale om brud på reglen, om at vi alle er lige for loven. Hun fik præcis det eller de beløb, som alle i hendes position får, og hun var ikke speciel på nogen område.