David Montgomery er Danmarks mest magtfulde mediemenneske. Her fortæller han om sit ry som brutal og om at være avismand: Læserne i dag er ægte mennesker, som kræver at blive inddraget. Derfor er det indiskutabelt mere spændende at være journalist i dag end for 30 år siden.

portrætinterview. Skulle en af Mecom Groups hovedaktionærer finde på at dukke uanmeldt op på kontoret i London for at tjekke, om der er styr på tingene, ville vedkommende i hvert fald bifalde interiøret.

Milliarderne er ikke kastet i grams på moderne kunst, elfenben og ibenholt. Væggene er helt nøgne, lyset fra lamperne er hårdt og nådesløst, og der er knap nok en reception til at sige goddag og farvel. Det er, som om stedet er klar til rømning.

En venlig ung dame sender mig ind i et mødelokale med vinduer ud mod Jermyn Streets herreekviperingsforretninger fem etager nede. I hjørnet ligger en stak danske dagblade – ikke blot Berlingske Tidende og B.T., men også produkter fra JP/Politiken Hus. Der er alt for varmt herinde, termostaten er ude af kontrol.

Lidt efter træder han ind ad døren. David Montgomery, Mecoms grundlægger og bestyrelsesformand; manden, som lader til at have set lyset i et europæisk dagbladsmarked, der er trængt som aldrig før. Sådan som han er blevet karakteriseret gennem årene – også i Danmark – skulle man tro, at hans blotte tilstedeværelse ville få temperaturen i lokalet til at falde. Men intet sker. Uden rigtig at sige noget giver Danmarks mest magtfulde mediemenneske sin gæst hånden og betragter ham fra nært hold med et neutralt, men ikke uvenligt blik.

Til gengæld reagerer han med en smule befippelse på varmen og foreslår et andet møderum.

Montgomery er en væver herre med tilbagestrøget executive-hår. Hans ulastelige sorte jakkesæt, lyseblå silkeslips og hvide skjorte med stive flipper gør ikke hans udstråling mindre disciplineret.

David Montgomerys kontrafej dukkede første gang op i de danske erhvervssektioner, da Mecom i 2006 erhvervede den norske mediekoncern Orkla Media for omtrent syv milliarder kroner. Dermed føjede Mecom i et snuptag adskillige regionale aviser i Danmark, Norge, Polen, Ukraine og Litauen til de titler, som investeringsselskabet mindre end et år tidligere havde overtaget i Tyskland og Holland.

Herhjemme begyndte der straks at cirkulere rygter om, at denne Montgomery var en følelseskold, bundlinjeorienteret forretningsfidus, som ene og alene havde lanceret sin kapitalfond for at støvsuge Europa for små dagblade for derefter at stramme sækken og kaste hele molevitten ud til højestbydende i de rå kapitalfondes globale ocean.

Det kom også den danske medieverden for øre, at der havde været konflikter mellem Montgomery og medarbejderne på Berliner Zeitung, som Mecom havde overtaget med købet af Berliner Verlag. Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård, udtrykte skuffelse over, at Orkla kunne finde på at sælge til Mecom, der, som han formulerede det, ”ikke hidtil har været kendt for at udvise respekt for redaktionel kvalitet og uafhængighed”. Og nærværende Journalisten stillede i en leder spørgsmål ved, om Montgomery overhovedet forstod det danske mediemarked.

David Montgomery har ikke været sen til at rydde op i Mecoms storindkøb. Småbidder, løsøre og underselskaber er løbende blevet solgt fra her og der, og der er tyndet gevaldigt ud på chefkontorerne.

Undervejs har Montgomery taget sine tæsk, sådan som han efterhånden er vant til. Da han første gang stillede op til et møde med Berliner Verlags medarbejdere i 2005, gik mange af dem rundt i T-shirts med påskriften ”Du er ikke velkommen”. Den polske finansavis Rezeczpospolitas tidligere chefredaktør Grzegorz Gauden kaldte i The Guardian Montgomery for en underlig mand:

»Vi var i samme lokale to gange, før jeg blev fyret, og han gjorde sig ikke engang den ulejlighed at hilse på mig. Han er så kold,« udtalte Gauden.

»David er ikke kold,« ler John Allwood i telefonen. Han er Montgomerys ven og samarbejdspartner gennem 20 år, og sidste sommer kom han over til Mecom fra en anden topstilling i Telegraph Group. I efteråret vikarierede han tillige i den ledige stilling som administrerende direktør for Det Berlingske Officin.

»David er ikke en udadvendt person, han er introvert. Han kan lide en god vittighed. Det, der formentlig bliver opfattet som iskoldt, er, at han går målrettet efter at få succes med det, han laver. I årenes løb har jeg gentagne gange set, at han er helt utroligt vedholdende – han vil ikke give op. Han ejer en brillant kombination af næse for forretning og kærlighed til aviser. Han ønsker at lave aviser, som folk vil købe,« siger John Allwood.

NU SIDDER JEG SÅ over for David Montgomery. Hvem er han? Hans kropssprog er kontrolleret, og han hæver ikke stemmen eller slipper øjenkontakten, når han taler. Hans smil er aldrig stort. Til gengæld kan man høre på hans stemmeføring, når han smiler, og det gør han tit. Han har dette halvlange dirigenthår i nakken, som antyder, at han er et kultiveret gemyt med en eller anden iboende vildskab. Arbejdet er hans store passion, men han er også operafan og gift for tredje gang. Han har en lille søn fra sit seneste ægteskab.

David Montgomery svarer imødekommende, men nøgternt for sig på sin distinkte nordirske dialekt, og alligevel giver han ikke ved dørene. Han har ingen anekdoter fra the private life of David Montgomery i baghånden. Så vi begynder et andet sted.

Mange i mediebranchen opfatter dig som en type, der lægger mere vægt på business end på journalistik. Og Mecom kunne til forveksling ligne en kapitalfond …

»Jamen, medier er forretning,« siger han og smiler sit stramme smil. »Selvfølgelig har vi sat os nogle meget krævende mål. Vi har særdeles høje standarder for vores virksomhed, fordi vi har et ansvar over for vores aktionærer. På linje med enhver anden virksomhed – hvad enten vi lavede biler, var i mineindustrien eller drev supermarkeder – er vi forpligtet til at administrere vores aktionærers investering kløgtigt. Ud fra den synsvinkel er mediebranchen ikke anderledes end en hvilken som helst anden kommerciel aktivitet.«

Han tilføjer, at flere af Mecoms storaktionærer er europæiske, britiske og amerikanske pensionsfonde, hvorved de penge, som Mecom tjener, i sidste ende kommer folk med pensionsopsparinger til gode.

»Det kan meget vel være, at mange af vores journalisters og medarbejderes pensionsopsparinger er investeret i fonde, som igen er blevet investeret i vores virksomhed. Det er der ikke noget skummelt i. Vi er ikke en kapitalfond. Ikke at kapitalfonde er skumle, men vi er ikke en kapitalfond. Som udgangspunkt er vi kommet for at blive. Vores forretningsmodel handler om at skabe en forstærket fremtid for vores aviser, og det kan kun lade sig gøre, hvis der finder nogle fundamentale ændringer sted,« forklarer han.

Hvis man skulle komme David Montgomery i møde, kan man sige, at Mecom er et investeringsselskab, der har specialiseret sig i medievirksomheder (på sin hjemmeside smykker Mecom sig med den hæderkronede betegnelse publisher). Et investeringsselskab deler visse karakteristika med en kapitalfond, der som regel gerne køber og sælger inden for to-fem år.

Men Montgomery forsikrer om, at »det her er et langsigtet projekt«. Han tilføjer dog, at branchen ”naturligvis vil ændre sig mere i løbet af den næste generation, end nogen har fantasi til at forestille sig”.

David Montgomery, der i dag er 59 år, har selv været i avisbranchen i mere end en generation. Han var 14, da han vidste, at han ville være journalist, og den ambition holdt han fast i, da han senere læste historie og politik på universitetet. Han ville være avismand på et dagblad med et stort oplag. »Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var tiltrukket af spændingen ved at kommunikere til et massemarked,« siger han.

Med urolighederne i Belfast i årene omkring 1970 landede en historie af internationale dimensioner lige på den unge Montgomerys dørtrin, og han dækkede begivenhederne for en række medier. I 1973 blev han redaktionssekretær på dagbladet The Daily Mirror, som hørte under medievirksomheden The Mirror Group. Han havde store planer, og redaktionssekretariatet var stedet, hvis man ville stige i graderne.

»Jeg elskede at være reporter, men jeg ville også gerne være chefredaktør, så jeg måtte lære den del af professionen,« fortæller han. 

OP GENNNEM 1980erne rykkede han med The Sun som mellemstation til Storbritanniens største titel, boulevardavisen News of the World, som hørte under mediemogulen Rupert Murdochs imperium, News Corporation. Her blev Montgomery chefredaktør i 1985 og gjorde det godt. To år senere udnævntes han til administrerende direktør for Murdochs engelske aktiviteter. Det er åbenlyst, at han må have studeret Murdochs forretningsmodel nøje. Rupert Murdoch fremhæves ofte som Montgomerys helt store ideal. Man skulle tro, at Murdoch måske ligefrem lærte ham nogle tricks, men sådan forholder det sig ikke helt.

Hvordan var det at arbejde for Rupert Murdoch?

»Det er naturligvis stimulerende at arbejde for en mand som Rupert Murdoch, men jeg havde ikke megen … faktisk havde jeg overhovedet ingen daglig kontakt med ham. I modsætning til visse redaktører, som han ofte snakkede med, talte vi ikke rigtig sammen.«

Hvorfor ikke?

»Jeg ved det egentlig ikke. Han talte oftere med redaktøren på The Sun og lod i det store hele mig i fred. Jeg havde kontakt med ham i den forstand, at jeg på tæt hold oplevede, hvordan han bevægede sig fra dagblade til film og kabel-tv. Han startede tv-kanalen Sky her i England trods ledende politikeres fjendtlige indstilling. Det krævede både kreativitet og mod, og med det demonstrerede han, at han kunne skabe flere valgmuligheder på det britiske marked. Den grundholdning, som Murdochs News Corporation opererede med, er noget, som har været virkelig velgørende for forbrugeren.«

Når David Montgomery siger ’forbrugeren’, er det ikke en klodset fortalelse. Ordet er en nøgle til at forstå, hvad hans pan-europæiske avisprojekt går ud på. Det handler om indhold på mange platforme, synergi og spredning af ideer inden for Mecoms produkter.

For nogle i branchen lyder al den snak om platforme kedeligt, men for Montgomery lader det til at være livgivende. For nylig udtalte han ved et arrangement på den tyske ambassade i London, at han ville ønske, at det var i dag, han gik ind i journalistik snarere end for 30 år siden. Han lyser op, da jeg spørger hvorfor.

»Efter min mening er det indiskutabelt, at journalistik er meget mere interessant nu, og for de enkelte journalister er det så meget mere spændende i og med, at de skal kommunikere deres indhold på mange flere forskellige platforme end tidligere. De har mulighed for at inddrage forbrugeren på en måde, som man ikke kunne forestille sig for 30 år siden, fordi forbrugeren, hvad enten man kan lide det eller ej, nu kan svare igen,« siger han og bringer atter forbrugeren på banen:

»Mange journalister vil ikke bryde sig om, at jeg bruger ordet ’forbruger’, for de opfatter deres publikum som læsere. Problemet er, at læserne ikke længere er læsere. Læserne er ægte mennesker, som kan reagere, som har en mening, og som ønsker at engagere sig. Faktisk vil de ikke bare engagere sig; de kræver deres ret til at tage del i the media experience. Og hvad kunne være mere spændende? I gamle dage måtte vi forsøge at gætte, hvad folk ville have.«

Montgomery peger på, at nutidens forbrugere kan bidrage til den journalistiske proces på linje med journalisterne. Når tv-nyhederne viser billeder fra en brand, en oversvømmelse eller en bombeeksplosion, er det ofte optagelser, som er tilvejebragt af almindelige mennesker.

»En masse folk vil gerne bidrage – og hvorfor ikke? Jeg synes, at det gør verden til et meget mere spændende sted, og det giver os et meget større ansvar som journalister,« siger han.

HANS RY som skruppelløs sparekniv har forfulgt ham i næsten 20 år. I 1992 overtog han kontrollen over medieimperiet Mirror Group, der rådede over en række britiske titler som The Independent, The Independent on Sunday, The Mirror og The People. Mirror Group lå i ruiner efter ejeren Robert Maxwells død.

Ifølge The Independent sagde Montgomery ved sin tiltrædelse som administrerende direktør, at der ingen planer var om at afskedige folk på redaktionsgangene, og at alle redaktører ville beholde deres job. Senere blev der fyret et trecifret antal medarbejdere, og Montgomery skar organisationen helt ind til benene. Ser man bort fra de beskæftigelsesmæssige omkostninger, lykkedes det ham at vende Maxwells synkende skude. Da han syv år senere blev skubbet ud som chef i forbindelse med en fusion med Trinity International, blev koncernen vurderet til 1,2 milliarder britiske pund.

Om sit image som en hårdhændet hardliner siger David Montgomery:

»Ærlig talt er det ikke noget, jeg tænker særlig meget over. Det er ikke nogen hemmelighed, at en del af vores grundholdning er at være effektive og spare udgifter, hvor vi kan. Det ligger mig specielt på sinde, at vi ikke har folk ansat i stillinger, som er meningsløse eller underproduktive. For ikke alene er det sjælenedbrydende for det pågældende individ, det trækker også hele vores organisation ned.«

Men hvad er en meningsløs stilling i vore dage? En af David Montgomerys kongstanker er, at der skal være kortere afstand mellem journalisten og forbrugeren. Journalisterne skal være så drevne, at de selv kan færdiggøre deres artikel uden en redaktionssekretærs mellemkomst. Ifølge Montgomery har redaktionssekretæren udspillet sin rolle for længst.

«Jeg har selv været redaktionssekretær, og jeg ved, at en stor del af arbejdet var gammeldags, mekanisk trivialarbejde. Derfor har jeg taget det op til debat, og naturligvis er tanken blevet skudt ned af mange mennesker. De siger, at artiklerne ville være fulde af stavefejl, og at United Nations ville blive til United Countries osv. Men det tror jeg altså ikke på, for vi har dygtige, erfarne folk, som kan tjekke og dobbelttjekke, og hvis de er i tvivl, kan de spørge en kollega.«

Det betyder vel, at redaktionssekretærerne kan risikere at blive fyret. Det kræver jo, at man forstår …

»At tilpasse sig? Oh, det er ikke bare redaktionssekretærerne, det gælder. Jeg tror, at dagbladsjournalister generelt skal kunne transformere sig for at levere indhold til mange forskellige platforme. De vil blive nødt til at tænke mere kommercielt. De skal begynde at tænke mere som sælgere. I princippet er det ikke meget anderledes end dengang, jeg var i lære som journalist. Vi blev trænet i at skrive en spændende overskrift, et spændende første afsnit og et spændende andet afsnit, så vi rent faktisk solgte historien bedst muligt til læserne.«

BEGEJSTRING, KREATIVITET og fornyelse er ord, som Montgomery igen og igen vender tilbage til i sin talestrøm. Det er imperativt for et mediekonglomerats overlevelse, at der tænkes kreativt, ikke bare på direktionsgangene, men i hele organisationen. Der skal løftes i flok.

»Alle vores ansatte, hver eneste person i medarbejderstaben kan bidrage,« siger han.

»Hvis folk har nogle gode ideer, tester vi dem med det samme. Nogle vil fungere, andre ikke. Der mangler ikke begejstring for fornyelse i vores virksomhed, heller ikke talent, men det er nødvendigt at befri det og stimulere det og støtte det. Og i Det Berlingske Officin var det tydeligt, at vi simpelthen havde for mange direktører, som faldt over hinanden, og som ikke var engageret i at udgive. De var engageret i ledelse, hvad det så end er.«

Er det 19 chefer ud af 25, det drejer sig om?

»Vi holder ikke regnskab. Ledere, hvis baggrund er handelsskoleorienteret og ikke avisorienteret, vil ikke føle sig godt tilpas her.«

David Montgomery nævner, at Mecom følger et rationale: At de ansvarshavende på alle planer i selskabets virksomheder har en baggrund som garvede udgivere.

»Vi har ingen, absolut ingen sympati for at hive ledere ind, som ikke har nogen erfaring i avisbranchen. Og jeg synes hellere, at vi skal kalde det indholdsvirksomhed end avisvirksomhed. Nu er fire ud af fem administrerende landechefer journalister. De er alle dygtige chefredaktører. Det er essensen af vores forretning: Vi tror først og fremmest på indhold.«

David Montgomerys telefon har ringet adskillige gange, men han har ladet den ringe. Jeg spørger efter John Allwoods telefonnummer, og han beder en sekretær ude i gangen skaffe det.

Da han har sagt farvel, drejer han omkring og forsvinder lydløst op ad en smal, stejl trappe. Han tager to trin ad gangen. /

»Vi har ingen, absolut ingen sympati for at hive ledere ind, som ikke har nogen erfaring i avisbranchen.«

David Montgomery, ejer, Mecom Group

”David er ikke en udadvendt person, han er introvert. Han kan lide en god vittighed. Det, der formentlig bliver opfattet som iskoldt, er, at han går målrettet efter at få succes med det, han laver.”

John Allwood, direktør, Mecom

»Vi har ikke folk ansat i stillinger, som er meningsløse eller underproduktive. For ikke alene er det sjælenedbrydende for det pågældende individ, det trækker også hele vores organisation ned.«

David Montgomery, ejer, Mecom Group

»Hvis der er nogen, der pointmæssigt skulle ligge over de andre, var det efter min mening David Montgomery. Potentielt kan han jo lukke Det Berlingske Hus, og så vil det ryste hele den danske mediebranche i sin grundvold. Han har vist nogle gange, at han også vil bruge sin indflydelse. Derfor synes jeg, det holder at sige, at manden har en kæmpe magt.«

Anna Vinding, kommunikationschef, DSB

»Journalister vil blive
nødt til at tænke mere kommercielt. De skal begynde at tænke mere
som sælgere. I princippet er det ikke meget ander-
ledes end dengang, jeg var
i lære som journalist.«

David Montgomery, ejer, Mecom Group

TRE SKUD TI L DAVID MONTGOMERY

Ud af godt 25 topchefer i Det Berlingske Officin var 19 forsvundet, da fagbladet Journalisten lavede en opgørelse i efteråret. Er Det Berlingske Officin ledelsesmæssigt stabilt?

»Det er formentlig mere stabilt nu, end det var før. Men den rette person at rette det spørgsmål til er faktisk Lisbeth Knudsen. Det er hendes bord.«

Du har i et børspapir beskrevet europæiske fagforeninger som en risiko, og du bliver ofte beskrevet som en fagforeningshader. Ser du medarbejdere og tillidsfolk som med- eller modspillere?

»Vi har et frugtbart samarbejde med tillidsfolkene, og der er et normt talent blandt vores medarbejdere, som vi er afhængige af, så der er ikke noget modsætningsforhold.«

Du har udtalt dig negativt om redaktionssekretærernes rolle. Skal medierne ikke netop leve af at sortere og redigere virkeligheden i en verden med en kolossal informationsstrøm?

»Jeg har sat spørgsmålstegn ved redaktionssekretærernes

nuværende rolle, hvor en stor del af deres tid går med mekanisk trivialarbejde. I fremtiden kan denne funktion også forandres, ligesom dagbladsjournalister også i dag skal kunne levere til

forskellige medieplatforme. Vi befinder os i en brydningstid.«