Eksperter i pressejura i USA strides om, hvorvidt kendelsen om tv-shows medansvar for mord vil lægge bånd på ytringsfriheden.

Det var et tv-show, som handlede om hemmelige beundrere. Jonathan Schmitz var opsat på at indlede et nyt parforhold, om end fremgangsmåden – at det skulle etableres i fjernsynet – var temmelig utraditionel. I studiet fik han øje på veninden Donna Riley og smilede.
Men nej, beundreren var vennen Scott Amedure – en mand! Mens Schmitz skjulte ansigtet og græmmede sig, blev der for publikum i studiet vist en video, hvor Amedure fortalte en intim fantasi om ham og Schmitz. Og jordbær, flødeskum og champagne.
Tre dage efter optagelserne i marts 1995 til denne udgave af The Jenny Jones Show købte en ydmyget Schmitz et haglgevær med samt patroner. Han kørte hen til Amedures husvogn og skød og dræbte ham.
Klip til maj måned i år: Her gav en jury Amedures familie medhold i et erstatningskrav på 25 millioner dollars (175 mio. kr.), som var rettet mod tv-showets producenter for medansvar for mordet. (Der kører en selvstændig straffesag mod Schmitz).
Amerikanske eksperter i pressejura strides nu om, hvorvidt kendelsen om Jenny Jones-producenternes medansvar vil føre til de facto-begrænsninger i ytringsfriheden.

Pressen som part
Eksperterne er delt i to lejre. Mange med en journalistisk baggrund ser en foruroligende tendens til at gøre pressen til part i sager, blot fordi den beskriver dem. I det konkrete tilfælde hæfter de sig ved, at Schmitz var orienteret om, at beundreren kunne være mand såvel som kvinde, og at hverken Amedure eller Riley havde forudset en så voldelig reaktion på afsløringen.
»Det giver alvorlig grund til bekymring på vegne af ytringsfriheden, at medier drages til ansvar i andet led,« siger Paul McMasters til JOURNALISTEN. Han er såkaldt ombudsmand for første forfatningstillæg – det, der handler om ytrings- og pressefrihed – hos Freedom Forum, en uafhængig presseorganisation.
McMasters henviser til flere lignende tilfælde for nylig: Kendelsen om at organisationen bag en Internet-hjemmeside med dødslister på abortlæger skulle betale millionerstatning, det retslige forlig efter sagsanlægget mod udgiveren af en bog om lejemord, som en lejemorder angivelig blev inspireret af, og det igangværende søgsmål mod producenterne af filmen Natural Born Killers, der ifølge stævningen tilskynder unge til at begå mord.
McMasters vurderer, at det er blevet populært at gøre medierne til syndebuk for volden i det amerikanske samfund, selv om det er stik imod kendsgerningerne. Voldskriminaliteten er støt faldende.
Jenny Jones, hvis show vises på TvDanmark, ligger sammen med bl.a. Jerry Springer og Geraldo Rivera ude i gråzonen mellem journalistik og plat underholdning med deres såkaldte trash-tv. Men McMasters venter, at der næppe vil gå længe, før der kommer det første sagsanlæg mod de bærende amerikanske medier.
»Skaden er sket. Mange førende medier er allerede ved at indføre forsigtige retningslinjer for dækningen af vold,« siger McMasters, som har en mangeårig journalistisk karriere bag sig.

Arrangeret journalistik
Over for ham står juristen, nemlig forfatningseksperten professor Frederick Schauer fra Harvard Universitets Kennedy School of Government. Han og mange andre jurister godtager argumenterne fra Amedure-familiens stjerneadvokat om, at Schmitz blev offer for et nedrigt baghold, og at showets producenter ikke havde taget højde for, at han var bevisligt psykisk uligevægtig. Det var journalistikken, der fik ham til at dræbe.
»Kendelsen var rettet mod optrinnets arrangerede karakter og ikke det indhold, der skulle udsendes,« siger Schauer til JOURNALISTEN.
Schauer oplyser, at sagen minder om en kendelse for ca. 10 år siden, der gik en radiostation imod. Radioen havde lavet en konkurrence, som udløste et vildt racerløb i bil gennem byen med fare for folks liv og førlighed.
»Jenny Jones-sagen berører ikke som sådan pressefriheden. Det eneste budskab til medierne er, at hvis man arrangerer journalistiske begivenheder, er man medansvarlig for, hvad der sker. Ikke andet,« siger den juraprofessor, hvis speciale er første forfatningstillæg.

Omsorgsfuld appelret
Det lykkedes ikke JOURNALISTEN at få en kommentar fra The Jenny Jones Show-producenterne hos Telepictures Productions. Det står dog klart, at kendelsen fra maj appelleres. Paul McMasters finder en vis trøst i, at appelretten traditionelt har større omsorg for ytringsfriheden end »folkestemnings«-juryer. I 80 pct. af tilfældene omstødes tidligere kendelser.