I 2011 skal journalistuddannelsen i Århus spare over en million kroner. Rektor Anne-Marie Dohm ved, at det kan resultere i dårligere kvalitet.
Når de nye journaliststuderende begynder på studiet til februar, bliver det med fire ekstra klassekammerater på hvert hold. Det skriver de studerendes egen avis Illustreret Bunker.
Der er sat færre penge af til journalistuddannelsen på den nye finanslov, og samtidig skal skolen i Århus gennem en større ombygning. Så allerede fra februar vil der være et studiehold mindre og fire ekstra studerende på hvert af de hold, som bliver oprettet.
De nye journalistspirer vil også få færre såkaldte konfrontationstimer – tid, hvor de studerende bliver undervist direkte. Der vil derfor blive mere individuelt projektarbejde og færre undervisningstimer.
»Når vi gør det her, så skal alarmklokkerne gerne ringe,« siger rektor Anne-Marie Dohm til Illustreret Bunker:
»Jeg vil ikke udelukke, at der på nogle områder bliver kvalitetsforringelse. Det tror jeg bare, man bliver nødt til at være ærlig omkring.«
Jo flere studerende, der gennemfører journalistuddannelsen, jo flere penge modtager skolen. Derfor har Journalisthøjskolen også oprettet en "Journalistisk Vinterskole" i år.
De måske kommende studerende kan tilmelde sig et to-ugers kursus for »at afklare og forberede optagelsen,« siger faglig leder Solveig Schmidt.
»Hvert år kommer der nogle ind, som tror, at uddannelsen mest handler om at skrive. De får et chok, når de opdager, at de skal ringe til folk hver dag,« siger hun til Illustreret Bunker.
Den slags misforståelser får man rettet op på gennem det to-uger lange kursus til 7.800 kroner.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.