Journalisthøjskolen skal forske i digital livsstil

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal i de kommende fire år afdække den digitale livsstil. Sammen med andre universiteter etableres forskningscentret: "Digital Urban Living".

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal i de kommende fire år afdække den digitale livsstil. Sammen med andre universiteter etableres forskningscentret: "Digital Urban Living".

Hvad sker der, når medierne flytter fra den private sfære og ud i det offentlige rum? Hvilke livsverdener gælder i det digitaliserede samfund? Og hvilke grundbetingelser kommer til at gælde for medierne i fremtiden?

Det er nogle af spørgsmålene, som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DJH) skal forsøge at afdække over en fireårig periode frem til 2012. Skolen har i et samarbejde med Aarhus Universitet, Handelshøjskolen i Århus og UPDATE netop vundet en bevilling på 16,5 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråd. Og med bidrag fra andre samarbejdspartnere er det samlede budget på 43,5 millioner kroner.

»Det er et regulært forskningsprojekt, hvor målet er at udvikle ny viden og få en dybere forståelse af, hvad det er for nogle livsverdener, som medierne fungerer i, når samfundet bliver digitaliseret. Men også når digitaliseringen flytter fra hjemmene ud i det offentlige rum,« siger Lars Kabel, lektor ved UPDATE – Center for Journalistisk Kompetenceudvikling.

Han vurderer, at medierne stadig i høj grad befinder sig inde i det lukkede rum, men er på vej ud.

»Danmark er ikke så langt fremme på det felt. I andre lande finder man eksempelvis flere skærme i det offentlige rum. Her er formidling og kommunikation knyttet meget mere til skærme i det offentlige,« siger Lars Kabel til Journalisten.dk.

Overordnet har projektet til formål at afdække digital livsstil. Det sker i et ikke tidligere afprøvet tværfagligt samarbejde med hovedkontoret i it-miljøet på Katrinebjerg i Århus og Alexandra Instituttet. De medvirkende universiteter og skoler etablerer et helt nyt forskningscenter, som får navnet Digital Urban Living. Og sammen vil man foretage en række prøveopstillinger med skærme, mobiltelefoner med mere. Hensigten er at skabe nye aktiviteter og mediemiljøer, der kan fungere som en form for laboratoirum for digital udvikling og produktion. 

Lars Kabel håber på, at det fireårige forskningsprojekt kan give nogle sammenhængende dybere svar på, hvordan medierne bedst fungerer i den digitale tidsalder.

»Vi finder forhåbentligt nogle nye nyancer frem og bliver i stand til at kunne sige noget om, hvad medierne skal kunne i de offentlige rum,« siger han.

Lars Kabel lægger samtidig op til, at omverdenen kan bidrage.

»Det er helt sikkert, at der bliver nogle muligheder for at bidrage og samarbejde med os. Det her kommer ikke til at foregå bag lukkede døre. Vi vil løbende have dialog med omverdenen.«

Digital Urban Living er på vej med en egen hjemmeside, men adressen er endnu ikke fastlagt.

Af de samlede forskningsmidler til projektet vil Danmarks Medie- og Journalisthøjskole modtage 2,1 millioner kroner i de fire forskningsår. Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles forskning og udviklingsarbejde vil især foregå inden for området "Civic communication in urban spaces". Arbejdet sættes i gang med en undersøgelse af nyheder og reklamer fra skærme i de offentlige rum under ledelse af professor Kim Halskov fra Informations- og Medievidenskab og leder af CAVI, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion.

Lars Kabel er med i forskningsprojektets ledelsesgruppe.

0 Kommentarer