Journalisthøjskolen får tv-sendetilladelse

Journalisthøjskolen i Århus har fået sendetilladelse til 52 timers tv årligt på det digitale netværk.

Journalisthøjskolen i Århus har fået sendetilladelse til 52 timers tv årligt på det digitale netværk.

Indbyggerne i Århus og omegn får snart mulighed for at se tv produceret af studerende fra Journalisthøjskolen. De har fået tilladelse til at sende 52 timers årligt tv på den digitale Kanal Østjylland, som de skal dele med 27 andre virksomheder, blandt andre TV 2/Østjylland og Århus Folkekirkelige TV.

Det er studerende, der skal levere alt indholdet. De skal også selv udvælge, hvad der skal have sendetid. En lille gruppe studerende skal fungere som redaktør, mens en tv-underviser skal være redaktionschef og overvåge beslutningerne. Tv-underviser Thomas Pallesen siger til Journalisthøjskolens hjemmeside, at indholdet kommer til at bestå af nyheder, reportager og portrætter. Alt sammen med en østjysk vinkel.

"Det meste af stoffet vil blive produceret af 3. og 7. semester, men der er også mulighed for, at det bedste fra 2. semesters tv-arbejde kommer med. Ligesom vi gerne vil sende de hovedopgaver, vi får lov til at offentliggøre," siger Thomas Pallesen.

Tidligere har de studerendes produktioner været offentliggjort på skolens hjemmeside Medianet eller siden Blip.tv.

0 Kommentarer