Der må gøres op med kulturen om, at spindoktorer som udgangspunkt taler uden for citat, siger lektor Mark Blach-Ørsten. Politikens chefredaktør mener spindoktorer bør undtages principperne.
Vi nærmer os italienske tilstande, siger Mark Blach-Ørsten, som er leder af journalistuddannelsen på RUC, om den massive uofficielle kommunikation mellem spindoktorer og journalister. Han hentyder til Italien, hvor man som hovedregel skaber sin karriere gennem vennetjenester, og hvor det ikke er en almindelig forståelse, at man arbejder for borgerne og fællesskabet, man arbejder i stedet for sit eget bedste.
Og det er de samme vennetjeneste-principper, der gør sig gældende i det politisk journalistiske-system, mener Blach-Ørsten.
I et interview med Politiken opfordrer han til, at man gør op med systemet, og han refereres for, at dette kun kan ske ved at man pålægger de politiske journalister citattvang i forhold til deres kilder.
Over for Journalisten.dk modererer Blach-Ørsten dog denne udlægning en smule. Han ønsker ikke absolut citattvang, men det bør være hovedreglen.
»Man må gøre op med den regel, at det som udgangspunkt ikke er til citat, når spindoktorer udtaler sig. Det skal simpelt hen løftes ud af den daglige praksis, hvor alle synes, at det er helt fint. Det skal være det omvendte, der gælder – som udgangspunkt taler de til citat,« siger Mark Blach-Ørsten til Journalisten.dk.
Han synes det er i orden at tippe om mulige vinkler, uden man bliver citeret. Men så snart tippet bliver mere substantielt, bør citatprincippet træde i kraft.
»Når man peger specifikt på materiale, på love, på personer, så bør det være muligt at citere folk,« siger han.
I Politikens artikel bliver avisens egen chefredaktør Anne Mette Svane spurgt om principperne for citering, som på Politiken blandt andet hedder, at "personer med 'gyldne kæder' som i kraft af deres stilling eller offentlige virke er ansvarlige over for offentligheden, citeres som hovedregel altid for deres udtalelser".
Svane erkender at spindoktorer qua deres centrale position i dag må siges at være folk med 'gyldne kæder'. Alligevel vil hun ikke indføre et princip om citattvang over for spindoktorer.
»Det synes jeg ville være for rigidt. I Praksis er karakteren af de spørgsmål, man stiller til spiondoktorer på Christiansborg ikke særlig relevant eller væsentlig for offentligheden,« siger hun til Politiken.
Det argument forstår Mark Blach-Ørsten dog ikke.
»Hvis det, man taler med spindoktorerne om, er så banalt, hvad er så problemet i at gøre det citatpligtigt? Jeg synes Politikens regel er rigtig godt. Jeg ville bare ønske, at de ville bruge den,« siger Blach-Ørsten til Journalisten.dk.
16 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ørstens sammenligning af Danmark og Italien er langt ude, og skærpede citatprincipper løser hverken det ene eller det andet. Uanset om det handler om politik eller andet handler ordentlig undersøgende journalistik om faktatjek, kildekritik og dobbelt og trippel-tjek af oplysninger som man får fra såvel kilder der vil citeres som kilder der vil beskyttes. Hvis en kilde er anonym eller ikke vil citeres har man et højst et tip, som man så hos andre - uafhængige - kilder kan få verificeret. Det er hårdt og slidsomt arbejde og kan man ikke få verificeret oplysningen er der ingen historie.
Det egentlige problem i dag ser ud til at være at der i dag ikke er tid til faktatjek, kildekritik etc. Sjovt nok har et par medier lavet programmer/serier, hvor de tager "gamle" historier op og tjekker påstande og udsagn - feks. detektor. Forleden var det f.eks,. tjek af en påstand om at Kronprinsesse Mary var et eller andet antal milliarder værd for Danmark der blev tjekket. Det viste sig at være en påstand der mildt sagt var et skud fra hoften, da ophavsmanden blev konfronteret Men det underfundige er, at det medie der havde bragt den - uden tilsyneladende at forholde sig kildekritisk eller dobbelttjekke - slet ikke blev udfordret. Altså i min bog var den oplysning jo blevet udfordret inden den nåede avisens spalter første gang. Men jeg er måsk lidt gammeldags.
Erik Stephensen har fuldstændig ret. Hvis sagen kræver anonymitet - ikke for scoopets skyld, men for at afsløre magtmisbrug og lignende - kan alle naturligvis få anonymitet og fuld kildebeskyttelse. Også spindoktorer. Men som udgangspunkt må sagen være, at man udtaler sig til citat.
Som jeg har sagt i et andet indlæg: Hvis spindoktorens ærinde i Helle T-sagen havde været at afsløre råddenskab i Skats sagsbehandling (hvis dokumenterne fx beviste, at Helle T bevidst blev behandlet mere lempeligt end Helle Hansen fra Ishøj), så havde det været en helt anden sag. I det her tilfælde skete lækket imidlertid ikke for at forhindre eller afsløre magtmisbrug, men for at udøve det. Det skulle vi aldrig have dækket over, og det handler i virkeligheden ikke så meget om citat eller ej, men om at nægte at lade sig bruge i et personligt magtspil.
Jeg taler med masser af kilder til baggrund. Som regel er det for at få en større forståelse af en sag, i de allerfleste tilfælde fuldstændig uskyldigt og faktuelt. En gang imellem støder man så på den udgave, hvor kilden gerne vil tale til baggrund og kommer med virkelig grove beskyldninger. Den er svær. For der kan være tale om helt relevante oplysninger, som offentligheden har krav på at få frem. Der kan også være tale om en personlig hævn (og nogle gange en kombination). Men det ved man som regel ikke, før man har lyttet. Og hvad gør man så? Det er der vel heller ikke nogen fuldstændig entydig løsning på. Vi bliver nødt til at navigere i et minefelt mellem etik, moral, sund fornuft og samfundsrelevans.
Og derfor tror jeg meget lidt på sort-hvide løsninger i sådan en sag. Jeg tror mere på nogle rammer for vores virke - vi skal under ingen omstændigheder medvirke til magtmisbrug, vi skal ikke medvirke til kampagner, der alene tjener personlige formål. Men et absolut forbud mod at udtale sig uden for citat kan i nogle tilfælde gøre det sværere for os. Udgangspunktet må - som Erik Stephensen siger - være, at man udtaler sig til citat. Og hvis man ikke gør det, skal der være voldsomt gode årsager. Det er der engang imellem. De sager skal vi ikke afskære os fra.
En mærkelig indadvendt diskussion. Meget ville være nemmere, hvis spindoktorerne blev betragtet på linie med deres ansættelsesvilkår. De kommer med ministeren, og de går med ministeren. At love en spindoktor anonymitet svarer til at love en minister anonymitet. Det kan der sikkert være sjældne grunde til. Men de skal edderhuggemig være gode. Og, for fagets skyld, helst langtidsholdbare.
Henrik, lad mig forsøge at gøre det tydeligt, hvad jeg mener: Jarl kritiserer en forsker for at udtale sig om journalistik.
Jarl mener tilsyneladende, at man kun kan bedrive forskning og udtale sig om noget som forsker, hvis forskeren har arbejdet inden for det erhverv, man forsker i.
Men det er et helt åbenlyst tåbeligt krav at stille til videnskaben. For det betyder, at man må kassere vel stort set al forskning, fordi forskning jo bedrives af forskere, der er forskningsuddannede, og ikke af forskere, der er professionsuddannede.
Inden for forskning arbejder man med videnskabelige metoder til at få indsigt i det område, man forsker i. Derfor er det ikke nødvendigt for f.eks. en sociolog at have været narkoman i x år for at kunne udtale sig om narkomaner eller misbrug. Og en arbejdsmarkedsforsker behøver ikke at have arbejdet som sosu-assistent i x år for at kunne udtale sig om deres arbejdsforhold. Og en medieforsker behøver ikke at have arbejdet som journalist for at kunne udtale sig om journalistik. Osv.
Dermed ikke sagt, at forskere kan udtale sig om alt muligt. De skal naturligvis kunne forankre det i forskning og indsigt i området ad den vej. Men at forsøge at diskvalificere en forsker, fordi vedkommende ikke har arbejdet som professionsuddannet inden for området, er simpelthen useriøst. Men det siger måske noget om Jarls niveau i debatten?
Jan, jeg håber jeg misforstår dig, for du kan da vel i alvor ikke mene, at det ikke ville være bedre, hvis folk kun udtalte sig om noget de havde arbejdet med, frem for at bygge artikler og indlæg på tilfældige Wikipedia-artikler og rare følelser?
Den nuværende trend, hvor journalistuddannelserne fyldes op med cafe latte-drikkende typer med firkantede briller og strygefri skjorter, hvorfor de ældre fag-erfarne (er Jarl overhovedet det?) aldrig rigtigt får det "håndværksmæssige" grundlag med.
Flere